– Velkommen til Helvedes forgård

Søndag den 27. januar 2019 markeres den officielle mindedag for det 20. århundredes folkedrab, Auschwitz-dagen – datoen, hvor de sidste fanger i 1945 blev befriet fra KZ Auschwitz.

I ly af krigens ragnarok med Europa i flammer iværksatte Hitler et systematisk folkemord Die Endlösung på 6 millioner jøder, heraf 1,5 millioner børn, hvor nazistiske horder skånselsløst trawlede Europa – også Danmark – igennem i jagten på ofre.

I frost og vinterkulde stuves millioner af ofre sammen i overfyldte kreaturvogne med kurs mod de nazistiske udryddelseslejre i det tyskbesatte Polen – det sidste stoppested.

De ankommer til Hitlers dødslejre midt i et inferno af mord og hensynsløst barbari uden sidestykke i verdenshistorien. Levende døde med øjne, der lyser af håbløshed og lidelse.

Pigtrådshegn, skorstene, vagttårne, barakker. Pjaltede lig, der hænger i hegnet. Store projektører, der oplyser rampe-området, bidske schæferhunde, der gøer som rasende og bevæbnede nazi-vagter, der kommanderer Raus! Raus! Schnell!

Mænd, kvinder og børn gasses straks ved ankomsten. Fra maj 1944 deporteres 430.000 ungarske jøder i løbet af syv uger til Auschwitz, og de værgeløse ofre drives ind i gaskamrene med armene hævet over hovedet for at få plads til flere. Børn stuves sammen i flere lag oven på hinanden.

Over dødslejrene hænger en hæslig stank af forrådnelse, der blander sig med den kvalmende hørm fra afbrænding af lig. Krematorier med ovne og ligbål, der arbejder i døgndrift, bjerge af døde, der hober sig op, omhyggeligt stablet i flere meters højde.

Med livet som indsats

Hérhjemme går modige ildsjæle med livet som indsats ind i kampen mod nazisternes tyranni og undertrykkelse, drevet af kaldet til frihed, sandhed og ret. Mange oplever senere under besættelsen rædsler og forfærdende forhold i KZ-lejrene, som for altid mejsler sig ind i deres erindring.

Blandt dem statshusmand Nikolaj Jeppe Nikolajsen fra landsbyen Vejstrup. En stærk national bevidsthed har allerede tidligt fået Nikolaj til at gå ind i modstandsbevægelsen, men i december 1943 bliver han taget af Gestapo og deporteret til Frøslev-lejren, der ligger gemt bag vagttårne, pigtrådshegn og brede minefelter ved Frøslev Plantage nær den dansk-tyske grænse

Senere bliver han overført til den berygtede KZ Neuengamme få kilometer sydøst for Hamborg.

Ifølge historikere passerer 106.000 fanger – heraf 4.800 danske – gennem Neuengamme under krigen, og under halvdelen klarer sig igennem i live.

Med transporten sydpå oplever de danske fanger et nærmest endeløst mareridt i overfyldte kreaturvogne med kulde, sult og tørst. Dertil den ubeskrivelige stank fra overfyldte spande med opkast, urin og afføring, der flyder sammen over kreaturvognenes nøgne træplanker.

Velkommen til helvede

– Velkommen til Helvedes Forgård … råber en udmagret fange til dem på dansk, da de gennes gennem porten til KZ Neuengamme til tonerne af Alte Kameraden, spillet af lejrens fange-orkester, alle iført flonel-stribede fangedragter.

En af Nikolajsens medfanger, skolebestyrer Mogens Høirup fra Grindsted Kost- og Realskole, oplever den helt specielle koncert på nærmeste hold, og fortæller i bogen Danske i Tyske Koncentrationslejre, der blev udgivet på Forlaget Gyldendal efter befrielsen i maj 1945:

”Det gjorde et ubeskriveligt Indtryk på os med denne muntert klingende Musik og saa de Hundreder af blege, udmagrede Ansigter, der trykket op mod Traadværket ind til Appelpladsen fulgte os med Øjnene. Dybtliggende, mørke Øjne, der talte et tavst, men tydeligt Sprog om Lidelser og Nød.”

De danske fanger oplever KZ Neuengamme som Helvedes Forgård – selve inkarnationen af absolut ondskab. Dødeligheden er tårnhøj med forfærdende og umenneskelige forhold, der trodser enhver beskrivelse. For tid og evighed mærkes fangerne på liv og sjæl af KZ-lejrens rædsler.

En anden af fangerne, civilingeniør Arne Andreasen, fortæller i Fange nr. 69109 i Neuengamme om et nazistisk barbari uden sidestykke i historien og kalder KZ Neuengamme en pesthule:

”Hver nat døde 5-6 fanger i salen, og om morgenen blev de bragt ud på bårer i gangen … to på hver båre … På de døde blev der på brystet med blåkridt slået et kryds … En overfange gik rundt med kridtet og afmærkede nattens høst af døde. Han kom til en køje og var ved at tage skjorten til side på en fange for at sætte krydset. Da slog fangen øjnene op og sagde: Noch nicht, Kamerad …”

Fra Neuengamme deporteres Nikolaj Jeppe Nikolajsen videre til underlejren KZ Porta Westfalica, hvor han opnår intet mindre end heltestatus. De andre fanger ser ham som pant på fremtiden, som man støtter sig til, når det bliver for svært at bevare håbet, hvis klippeblokkene bliver for tunge, hvis Kapo’erne bliver for barske eller når tipvognene skal fyldes:

”Alle kendte Nikolajsen … Da holdet skulle hjem om aftenen, var der èn af russerne, der var så syg, at han næsten ikke kunne slæbe sig hjem til lejren, og så havde Nikolaj omtrent båret ham hele vejen.”

Holdt modet oppe

Den tidligere KZ-fange, redaktør Niels Jørgensen, skriver efter befrielsen en kronik i Nationaltidende ’Døde som lever’ om kammeraten i KZ Neuengamme. Med et stort hjerte og sjældne menneskelige kvaliteter holder Nikolaj modet oppe på alle omkring sig, også når han selv har det svært og lader tanker og minder søge tilbage sine kære, til dem han savner:

”Han sad lidt og lo fornøjet, mens han hev i sine store, buskede øjenbryn eller lod hånden glide gennem det tykke hår … med dette troskyldige glade udtryk i øjnene, som var vidnesbyrd om hjertets godhed.”

En anden medfange, politifuldmægtig H. Schlanbusch, følger trop:

”Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da jeg første gang mødte Nikolajsen. Jeg kom gående med madspanden, og han sagde ”Go´Daw” med et smil af djærvhed og venlighed. Alle kendte Nikolajsen. Han kunne, dødtræt som han næsten altid var, halvt bære, halvt slæbe en endnu dårligere russisk kammerat hjem fra arbejdet …”

Den nu afdøde modstandsmand Jørgen Kieler, der efter krigen optrådte som besættelsestidens stærkeste stemme, har været med til at holde mindet i live om danske KZ-fangers skæbne.

I december 1944 begynder danskerne i Porta Westfalica at modtage Røde Kors-pakker med tøj, tobak og madvarer, privilegier der får hadet til at blusse op blandt russerne, der er fem gange i overtal. De gør klar til en masakre for at få fat på de eftertragtede pakker. I Sven Arvid Birkelands bog ’I kamp for Danmark’ fortæller Jørgen Kieler, hvad der videre sker, da en ung mand i fortvivlelse råber ’Nikolaj, Nikolaj, kom og hjælp os!’:

”Ud af klyngen af forskræmte danskere trådte da en høj, kraftig mand med buskede øjenbryn og svære lemmer. Med udstrakte arme gik han alene frem mod den menneskemasse, der truende rykkede nærmere … Nikolaj Nikolajsen, husmanden fra Skamlingsbanken, på den ene side og flere hundrede udsultede russere på den anden side … Nikolaj var den stærkeste. … Han vendte sig derpå mod sine forskræmte landsmænd med ordene: ”Og så deler vi!”

Hele lejrens far

Få uger før befrielsen bliver Jørgen Kieler vidne til, at Kapoer kommer slæbende med den bevidstløse Nikolajsen og lægger ham ind i KZ lejrens revir:

”Jeg fulgte efter og holdt ham i hånden, da han døde … En russer kom hen og så, at jeg sad ved siden af den døde og spurgte: ‘Var det din far?’ og jeg svarede: ‘Ja’. Det føltes som en sandhed, for Nikolaj var hele lejrens far …”

Med Jørgen Kielers ord:

”… pludseligt mærkede jeg, at jeg ikke var alene. En efter en kom de fra alle lejrens hjørner … fra alle egne af Europa, og stod ret for at tage afsked med deres far …”

Den 3. marts 1945 bukker Nikolaj Jeppe Nikolajsen under, kun få uger før de hvide busser kunne have bragt ham hjem til sin elskede Johanne og deres fem børn Anne, Else-Marie, Thyra, Tove og Hans …