Kristen læge kan ikke længere nægtes indrejse i Indien
Akutlæge Christo Thomas Philip blev arresteret af immigrationspolitiet i Delhis Indira Ghandi International Airport, da han vendte hjem efter en lægekonference i Grækenland i 2016. Nu har højesteret fastslået, at Philip ikke kan nægtes ret til at praktisere med den begrundelse, at han er kristen.
Det skriver Morning Star News.
Doktor Christo Thomas Philip er uddannet i USA men havde arbejdet i Indien i flere år, da han blev deporteret den 26. april 2016. Forinden havde han i tre år behandlet fattige, som var døden nær af slangebid, HIV, difteri, TB og hjertesygdomme i et afsidesliggende område i Indien. Efter konferencen i Grækenland regnede han med at skulle genoptage sit arbejde i akutmodtagelsen på Duncan Hospital.
I stedet så doktor Christos sin hustru og tre børn på 7-11 år blive lukket ind i Indien. Selv blev han sendt tilbage til transitlandet Tyrkiet, hvor han tilbragte et døgn i detentionen sammen med 25 andre. Også andre kristne er blevet deporteret, siden premierminister Narendra Modis hinduistiske Bharatiya Janata Parti fik magten i 2014.
Efter tre år juridisk tovtrækkeri har lægen i januar i år endelig fået grønt lys for at kunne vende tilbage til Indien. Han har nemlig fået højesterets ord for, at Indien ifølge forfatningen er en sekulær stat med trosfrihed, hvorfor han som kristen læge ikke kan nægtes indrejse og arbejdstilladelse i hjemlandet.