Maria = forbillede
Marias manglende plads i kirken gør det svært for os at anerkende hende som et forbillede for kristne. Når vi synger Marias lovsang, gør vi os til ét i tjenesten med Maria, vi gør hendes lovsang til vores.
og korleder (kantor) i Betlehemskirken i København.
Her fortæller han om sin
fascination af Marias lovsang
I jødedommen har engle spillet en stor rolle, også på Jesu tid. Engle åbenbarer Guds vilje for Maria, Josef og Zakarias. Senere i kristendommen spiller engle også en stor rolle, helt frem til begyndelsen af Middelalderen, hvor der er åbenbaringer af ærkeenglen Mikael i Rom, Tyskland, Frankrig og England.
Engledyrkelsen har helt sikkert medvirket til, at store dele af den kristne kirke dyrker Maria, fordi hun netop modtog åbenbaringen fra en engel.
Det var efter englens besøg, at Maria besøgte sin slægtning Elisabeth, der ventede Johannes Døberen, og som udbrød: Salig er hun, som troede, for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse (Luk. 1:45). Da brød Maria ud i sin lovsang. Men den er nu ikke så original endda, for den bygger på gammeltestamentlige lovsange, først og fremmest Hannahs Lovsang i 1. Sam. 2:1-10.
Marias Lovsang består først af en lovprisning af Guds hellige navn og hans barmhjertighed, der ender med Marias saligprisning på grund af Guds gerninger.
Herefter er der en række udsagn, der alle omfatter ordene Han har. Den græske tekst bruger en verbalform, der angiver en afsluttet handling, der ikke behøver at gentages, men har evig gyldighed. Han har: øvet vældige gerninger, splittet hovmodige, styrtet mægtige fra tronen, ophøjet ringe, mættet sultende, skuffet rige, og ikke mindst vist barmhjertighed mod Israel.
Maria var en stærk kvindelig dimension i kirken, som forsvandt ud af de protestantiske kirker efter Reformationen og efterlod en meget mandsdomineret teologisk tankegang i disse kirker.
Den kvindelige dimension blev simpelthen væk på trods af, at Maria betød meget for Luther. De ortodokse og katolikkerne har kun mandlige præster, men Maria er en særdeles vigtig kvindelig dimension og modvægt. En katolsk teolog udtalte for nylig, at Maria er en dimension, der er vanskelig at teologisere over, så hun er den ikke-teologiske garant for et folkeligt liv i kirken.
Det var måske netop derfor, at hun forsvandt for protestanterne: hun passede ikke i teologien, og dermed forsvandt også den folkelighed, som Maria var en garant for. Den blev dog på en måde opnået i Pietismen omkring 1700, hvor Jesus havde overtaget Marias plads i kirken, men det holdt desværre ikke.
Marias manglende plads i kirken gør det sværere for os at anerkende hende som et forbillede for kristne. Den umiddelbare respons til Gud, som netop er udtrykt i Magnificat – villighed til tjeneste for Ham – men allermest det at undfange og føde Jesus, Guds Søn i vore liv.
Marias opgave er at henvise til Jesus. I evangelierne gør hun ikke andet. Ud over ved fødslen møder vi hende også ved begyndelsen af Jesu tjeneste på jord: brylluppet i Kana, og ved slutningen: korsfæstelsen og opstandelsen. Det er grundskemaet for enhver kristen: når vi optager vores tjeneste ved at henvise til Ham og følger Ham gennem kors og opstandelse, ikke som tilskuere, men som dem, der lever det igennem med Ham.
Jeg kunne godt ønske mig, at Maria var mere synlig i kirken, så vi nemmere kunne få øje på hendes forbillede. Vi mangler i høj grad forbilleder i den protestantiske kirke, fordi ordet har fortrængt det synlige, så vi vandrer i blinde.
Vi har ordets lys, ja, men det viser sig jo også i billedet – ordet blev netop kød, fik krop, ved Marias tjeneste. Det kalder i lige høj grad på billeder som på udlægning i ord.
Marias Lovsang er netop et lydbillede på hendes tjeneste som Herrens ydmyge tjenerinde. Når vi synger Magnificat, gør vi os til ét i tjenesten med Maria, vi gør hendes lovsang til vores. Ikke kun som et øjebliksbillede, men som symbolet for den tjeneste, der er evig og fylder hvert øjeblik af vores liv, netop fordi den udtrykker alle de ting, som Gud har gjort for os i sine forjættelser, og som vi skal tage til os. Derfor er den blevet kirkens daglige lovsang, som ved solens nedgang opsummerer dagen.
Marias Lovsang er også et udtryk for den spontane glæde, vi oplever over det, som Herren har gjort – ikke blot ved de løfter, som Maria nævner, men i høj grad ved hendes egen tjeneste. Vi kan spejle os i Marias tjeneste og lovsang. Vi gør det for om muligt at få øje på et billede af Kristus.
Når vi synger med på Marias Lovsang, bliver billedet levende for os. På den måde kan vi opleve, at Maria på en måde fører penslen på det Kristusbillede, der som en ikon dannes i vores eget hjerte.
