Når busken æder geden
”Der er noget i busken, som geden vil ha’. Der er også noget i busken, som vil ha’ geden!”
Det etiopiske ordsprog indeholder bare så megen visdom, både når det gælder det politiske liv og i den enkeltes hverdag med tilvalg og fravalg. Tænk bare på sagen med de nuttede pandaer, som for nylig har indtaget deres plads i København Zoo.
Nu er det jo slet ikke pandaernes skyld. Jeg har ikke spor imod de fotogene dyr. Og man skal ikke se alt i sort og hvidt! Men hvad er det lige, der sker?
Danmark ønsker gode relationer med Kina, for det er vigtigt med henblik på eksporten. Hvem har også lyst til at være uvenner med verdens mest folkerige nation? Nej, der må gøres noget for det gode forhold mellem vore lande.
Dronning Margrethe ytrede allerede i 2014 overfor præsident Xi Jinping ønsket om at leje to pandaer. Det er en særlig ære, forstår vi, for vi bliver dermed det kun 19. land i verden, der får denne kinesiske gunstbevisning.
Men hvad er prisen? Jo, vi kan pege på et trecifret millionbeløb i forbindelse med de sort-hvide gæsters rejse og det planlagte 15 års ophold i Danmark. Det er dog kun et ubetydeligt problem.
Langt værre er det, at vort land dermed lefler for det undertrykkende kinesiske styre. Flere og flere menneskerettigheder trædes under fode. Mere og mere undertrykkelse kommer til overfor religiøse og etniske minoriteter.
Vore medkristne i Kina oplever, at deres kirker bliver lukket, at medlemmer arresteres og udsættes for tortur, at børn og voksne nægtes muligheden for at lære Jesus at kende, at mennesker mister privilegier, og at folk opfordres til at angive kristne til myndighederne.
Betyder handelsrelationer og pandaer og politisk korrekthed mere for os end tanken om, at vi blåstempler et regime, der fører krig mod vore medkristne?
Hvad sker der med os?
Tør vi kalde en spade for en spade og sætte ord på det, når kristne forfølges og dræbes, som det lige er sket i Sri Lanka?
Eller er vi ved at blive ædt?
