– Der er så meget godt i ‘Kun én dag’

Det var et skibsforlis, der gjorde salmen landskendt.Selv om mange gjorde meget for, at „Ingen er så tryg i fare“ ikke skulle være den eneste af provstedatteren Lina Sandell fra Småland i Den danske Salmebog, så lykkedes det heller ikke denne gang, da der kom en ny udgave.

I 1948 overlevede Gunnar Pedersen, som den eneste, mirakuløst et skibsforlis. Billedet tv. er taget lige efter at Gunnar blev samlet op efter forliset i den finske skærgård i 1948 og iført finsk tøj.
Gunnar Pedersen har boet 41 år i Hvide Sande, men er nu flyttet til Ringkøbing.

Det danske folk tog ellers salmen til hjerte allerede i 1948. Det var en mindegudstjeneste i Holmens Kirke i København efter en skibskatastrofe, der gjorde salmen landskendt og elsket.

Skibsforlis

Den 25. oktober 1948 kl. 19.45 ramte den tidligere bornholmer-damper „Carl“ et rev i den finske skærgård. Motorskibet sank hurtigt, og 14 danske søfolk omkom. Kun én overlevede mirakuløst. Det var 2. maskinmester Gunnar Ivan Pedersen fra Vanløse. På den både glædelige og tragiske baggrund blev han, fru Elna og deres to små børn fotograferet til alle landets aviser. Forliset var virkelig en landsbegivenhed, der havde mediernes bevågenhed.
I dag bor den overlevede i Vestjylland. Ham besøgte jeg i Hvide Sande sammen med Hvide Sande-redningsbådens tidligere fører Kristen Mose Enevoldsen, der i en årrække var medlem af Indre Missions hovedbestyrelse. Han skulle lige aflægge et besøg hos sin tidligere og respekterede arbejdskollega fra havnen for på falderebet at sige ham tak for altid god behandling og tillidsfuldt samarbejde.
Flyttekasser hos Elna og Gunnar Pedersen talte deres tydelige sprog om, at en flytning efter årtier på Klitten var forestående.

Grebet af en bølge

Hvordan kunne det gå til, at maskinmesteren, der nu er i 80’erne, på skæbneaftnen, hvor han havde vagt, overlevede?
Gunnar Pedersen:
– Hvorledes det gik til, at jeg blev reddet, ved jeg egentlig ikke selv, men det var ikke min fortjeneste. Jeg blev grebet af en bølge og slynget lige op på en klippe, uden at jeg selv svømmede et eneste tag.
– Var klippen den nærliggende Hangö?– Nej, det var på en klippe, der kun var på størrelse med min nuværende græsplæne! Det var frygteligt først at høre kammeraternes råb, som efterhånden forstummede, og så at have den vished, at de nu var forsvundet. Der var ingen at række en hjælpende hånd. Nogen morsom nat at tilbringe på skæret, var det ikke, men jeg havde dog livet i behold og fik tilkaldt hjælp.

Brev fra hoffet

Ægteparrets snart 60 år gamle scrapbog er endnu ikke pakket ned. Den er fyldt med artikler, billeder og gribende breve. Der var også et brev fra hoffet.
Det mest gribende for mig var imidlertid et brev på blåt papir fra kaptajn C.C. Møllers enke, Minna. Efter at have citeret de kendte ord „Herren gav, Herren tog“, skrev den ulykkelige enke blandt andet: „… og nu må jeg lære mit livs største lektie: at lære at kunne føje til: Herrens navn være lovet. Deri er der sejr over det svære“.
Brevet er et smukt vidnesbyrd om fruens Kristus-tro. Fru Møller ønskede, at nr. 331 i Indre Missions sangbog skulle synges ved min-degudstjenestens i Holmens Kirke – på hendes nu faderløse datter Kirstens 15 års fødselsdag. Det var Lina Sandells „Kun én dag, ét øjeblik ad gangen, hvilken trøst for den forsagte ånd“.

„En stille hulken“

– Mindegudstjenesten var en meget stærk oplevelse for os alle og bestemt også for mig, siger Elna.
– Dér sad jeg med vores lille søn og datter og deres far, min mand, den eneste blandt 15 sømænd, der overlevede. Sømandspræst Fr. Vilhelm Eilschou Holm oplæste efter salmer og prædiken navnene på de 14 søfolk, der „måtte dø uden et trøstens ord og uden en hjælpende hånd“. Fanerne i koret var sænkede, alle stod op, præsten bad Fadervor, og derefter istemte koncertsangerinde Else Jena – som en avis efterfølgende skrev – „ smukt og gribende“ den ønskede salme.
Der var meget stille i kirken. Der hørtes kun „en stille hulken“, som en journalist senere kunne berette, fra den druknede donkeymands enke, der sad i kirken med seks af hendes syv nu faderløse børn.
Da enkefru Møller efterfølgende foranledigede, at Else Jena sang salmen i Danmarks Radio, var „Kun én dag“ for altid plantet i danske sind. Gang på gang synger vi den nu ved begravelser og møder eller hører den igen og igen i radioens folkekære søndagsprogram Giro 413. DR har den i et væld af fine indspilninger. Else Jena har fået gode arvtagere i sangere som Kirsten Siggaard og sangerparret Lis og Per. Vi mangler en plausibel forklaring på, hvorfor salmen står i de andre nordiske salmebøger, men ikke i den danske folkekirkes – endnu!

Ikke min fortjeneste

– Gunnar Pedersen, var du en troende kristen, da dit skib forliste for de snart 60 år siden?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Salmen fra Fröderud præstegård i Småland, hvor Lina Sandell nu sidder på statuen med salmebogen opslået

Elna og jeg har været gift i 62 år, og deraf har vi boet de 41 år i Hvide Sande, hvad vi har været meget glade for. Vi har altid været på god og venlig fod med det indremissionske miljø. Vi lever i en forvirret tid, hvor der er så meget, man daglig må bede om styrke til. Vi glæder os over genløsningen ved Jesu offer.
Da jeg ved besøgets afslutning spurgte den overlevede maskinmester om hans syn på „Kun én dag“, nåede han ikke at få formuleret sin mening, inden fru Elna prompte sagde: „Der står så meget godt i den salme!“
Så var vi ude i vinterkulden igen. Vi fire ses ikke mere i Hvide Sande og måske heller ikke i Ringkøbing. Men om det forundes os, at vi af Guds nåde når evighedens faste klippegrund, så bliver det med den samme erkendelse som den eneste opskyllede Gunnar på klippen i den finske skærgård hin oktobernat 1948 fik om sin redning: „Det var ikke min fortjeneste“.
Ja, „hvilken trøst for den forsagte ånd!“