Cecilie er volontør i Thailand: Levede en uge i flygtningelejr

– Jeg sidder på en skummel internetcafe i Maesot, som ligger 1 times kørsel fra Mae La. Jeg har det virkelig mærkeligt. Jeg kan slet ikke beskrive det. – Min søster Lina og jeg har boet i Mae La flygtningelejr i en uge. Intet toilet, intet bad, 35 graders varme fra kl. 10 til 17 hver dag, spicy noodles til morgenmad og hårde gulve som vi sov på.
– Maaand, det lovede ikke godt, da vi kom til lejren. Jeg havde en dårlig smag i munden, men Lina og jeg vidste bare inderst inde, at vi skulle blive her.
Sådan indleder Cecilie Nielsen en beskrivelse af sine oplevelser fra en burmesisk flygtningelejr på grænsen til Thailand. Cecilie er 21 år og fra Missionsforbundet i Osted, hvor hun er teenageleder.
I et år er hun nu volontør i Thailand på den kristne radiostation Fredens Stemme. I forbindelse med arbejdet på Fredens Stemme har Cecilie også besøgt det arbejde, Missionsforbundet er involveret i blandt burmesiske flygtninge.

– Det var ikke et luksushotel, men vi skylder disse mennesker at leve sammen med dem, og jeg har fået nogle venner for livet.
– Et stort bjerg beskyttede lejren mod angreb fra det burmesiske militær. Vi var sammen med en masse børn, som har mistet begge deres forældre. Alle drengene er bare så stærke. De er ikke andet end muskler. De er modige og de er villige til at kæmpe for deres land. De behandler hinanden med respekt og elsker hinanden. De er i live, og de brænder.
– Alle pigerne var så ufatteligt smukke. De er ydmyge og stille, men de er der, og man ser dem. De er ligesom danske piger. De ønsker at få at vide, at de er smukke. De har brug for at få at vide, at de er gode nok. De snakker også om good looking guys og om tøj.

– Jeg blev bare så inspireret. Jeg blev så glad. Jeg har helt ondt i hovedet af at smile så meget. Jeg har ikke mere stemme tilbage, fordi jeg har grinet så meget og lige nu sidder jeg her og tænker, at jeg vil tilbage og aldrig tage af sted igen. Jeg vil være sammen med dem altid. Måske er det, fordi de bringer det bedste frem i mig?
– Jeg tænker på en dreng, som jeg snakkede med i går. Han er 17 år og fortalte om sine drømme. Han vil til USA og studere, men det kan han jo ikke komme. Han havde tårer i øjnene.

– Lina og jeg havde snakket om, at han var en lille playboy. Han sagde, at mange synes, han var en playboy, alle pigerne ville ikke holde sig væk… heheh… drengene i Mae La er ligesom mine sjove teenagere fra Osted…
– I går var det min fødselsdag. Det er den bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft. I lejren mødte vi Funny Chinese Guy. Lina troede først, at han var på stoffer, men det er han ikke. Han er bare evigt glad. Han er sammen med os nu i Maesot og vil sige farvel i morgen.
Funny Chinese Guy havde planlagt fødselsdag for mig. Vi tog på marked og købte ind, og så spiste vi sammen.

– Jeg mødte en fyr, som er lærer på bibelskolen i Mae La. Han er 30 år og var bare så cool. Han inviterede os til begravelse. Ja, død fyr på 23 år. Vi så liget, som lå i hans forældres hus.
– Hans hoved var helt opsvulmet. Det var så underligt. Jeg vågnede op. Mange karennere (karennere kommer fra karen-stammen som bor i en del af Burma – ligesom jyder er fra Jylland) er døde. Krigen i Burma er ingen leg.

– Jeg sidder på broen i Mae La Camp og kigger på den store bjergvæg. Jeg tænker på, hvor anderledes mit liv ville være, hvis jeg boede her. Hvor beskidte mine tæer ville blive. Hvordan kan de være så glade? Hvordan kan de smile så meget? Jeg vil også smile. Jeg vil også være glad. Måske en dag…
– Sidste aften kunne Lina ikke finde sin mobil. Luksusproblem, men for hende et stort problem, da hun har Louis i Danmark. Vi fandt ud af, at en lille dreng havde taget den.
– Lina var ked af det. Næste morgen vågnede vi og bad. Please Gud, lad os finde denne mobil. Vi fandt den ikke. Vi gik rundt. Vi fandt den ikke. Vi bad igen, lige før vi skulle tage af sted. Vi velsignede lejren. Vi gik ud og kiggede begge to ud af vinduet. Lige pludselig siger Lina: „Hey, er det ikke et simkort?“
– Hun styrtede ned og tog det op. Teliaaaa udbrød hun. Vi fandt hendes simkort på en lille beskidt sti… Det var så vildt. 
– Bed for de karenske flygtninge, som bor på grænsen til Burma. De er smukke. De er glade. De elsker Gud. De lider mere, end vi kan forstå. De kan ikke forlade deres lejr. 
– Jeg er ked af det, fordi de må leve, som de må, men Funny Chinese Guy får mig alligevel til at grine. Lina er her. Vi skal have rigtig mad i aften. Praise God, som Funny Chinese Guy altid siger.
– Jeg vil bare sige: Vi skal være glade i vores del af verden, fordi vi er frie og kan gøre, hvad vi vil… Husker vi at takke Gud for det?