Skal kristne tage hovedet under armen?

Kære Orla Lindskov
Jeg er videnskabsmand, som det kaldes i daglig tale. Jeg skriver dette brev til dig, for måske kan du hjælpe mig. Jeg læser din Brevkasse i Udfordringen i ny og næ.

Jeg betragter mig selv som kristen og også som troende. Men der er noget, jeg trænger til at få belyst, og som nu har udviklet sig til et mindre problem for mig:

Inden for videnskaben er det sådan, at først erkender man noget, derefter tror man det, altså først bevis, derefter tro.

Men sådan er det vel også i al almindelighed blandt mennesker. Man vil vel ikke tro på en sag, heller ikke på et menneske, før man kender indholdet.

Det er vel naturligt, at man er skeptisk og kritisk overfor det ukendte eller overfor en ukendt person. Eller hvad?

Tro og tillid må vel bygge på kendsgerninger. Ellers er mange ting i vores liv jo et rent vovestykke.

Vovestykker går ikke an indenfor videnskaben. Det ville jo næsten være at krænke logikken.

Jeg hørte i min pure ungdom om en husmoder, der skulle ansætte en ung pige som barnepige og hushjælp.

Den unge pige, som søgte stillingen, kom på prøve de første 14 dage. Prøven bestod bl.a. i, at husmoderen et par gange lod penge ligge fremme for at se, om pigen ville aflevere dem, ville lade dem ligge eller stikke dem til sig. Pigen skulle altså vise, hvad hun indeholdt.

Jeg syntes, at husmoderen greb sagen helt videnskabeligt og rigtigt an. Først bevis, derefter tro og tillid.

En af mine venner sagde, at han syntes, at husmoderen greb sagen helt forkert an. Min ven mente, at en sådan start ville få hele projektet til at mislykkes. Husmoderen startede jo ansættelsen med mistillid til pigen. Det ville der ikke komme noget godt ud af, for mistilliden ville fra starten virke lammende og ødelæggende. Det mente min ven.

Min ven er også kristen, så vi har flere gange diskuteret problemet. Han påstår, at Bibelen helt klart sætter tro og tillid først, og også som det største.

En ven af os, som ikke er kristen, lyttede med på vores diskussion. Han sagde med et grin, at han altid havde ment, at for at blive kristen var det nødvendig at skrue hovedet af og tage det under armen. Han sagde det kun i sjov.

Hvad mener du om mit problem?
Venlig hilsen
”Videnskabsmanden.”

SVAR:

Tro og tillid hjælper os til at vide, hvem Gud er

”Den rigtige rækkefølge”

” vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.” ( Johannes-ev. kap. 6, vers 69 )

Kære ”Videnskabsmand”
Jeg synes ikke, det var godt, at husmoderen på forhånd var skeptisk og kritisk overfor den unge, jobsøgende pige. Her har jeg samme holdning som din kristne ven.

Som din ven sagde: husmoderen starter med mistillid; med ubegrundet mistillid til pigen.

Heraf ses klart, at husmoderens plan ikke er fra Gud. Husmoderen leder jo den unge pige ind i fristelse.

Af og til kan det dog være nyttigt at være kritisk og have mistillid overfor noget ukendt.

Det gælder i særdeleshed på det åndelige område. Bibelen advarer os: Det ukendte kan i den åndelige verden vise sig at være det falske. Der er nemlig mange ånds-magter, som kamuflerer sig, og som ikke er fra Gud.

De kan udgive sig for at være fra Gud. De kan endda tale med engles stemmer. Men de er fra Guds modstander, fra djævelen.

Jeg startede med et kort vers. Det er Peters svar på et spørgsmål fra Jesus.

Ordenes rækkefølge i Peters svar er vigtig: ”vi tror, og vi ved, –,”

Kære videnskabsmand, du ville nok have forventet det omvendt: nemlig vi ved nu, og derfor tror vi. Det vil sige, at først erkender vi og får viden, og derefter tror man. Sådan er rækkefølgen jo i videnskaben, ifølge dig.

Man vil først tro på en sag og på et menneske, når man kender det, når man har afprøvet det.

Men det er betegnende for Peter og disciplene, at de har en anden rækkefølge. Hos disciplene kommer troen først.

Deres virkelighed var ikke som din virkelighed. Tænk blot på, at da Jesus fra starten sagde til dem: ”Jeg vil gøre jer til menneskefiskere.”

Da havde de endnu ikke set det guddommelige hos Jesus. De fulgte Jesus i tro og tillid.

Det var en ren tillidssag. De lod deres garn i stikken og fulgte Jesus.

Hos dem kom beslutningen fra hjertet og gik til hjernen. Hos dem gik det ikke den omvendte vej, nemlig fra hjernen til hjertet, altså den vej, du kalder den videnskabelige.

I begyndelsen var det for disciplene et troens vovestykke. Men det var det ikke mere, da Peter udbryder: ”Vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.”

Da havde de fået viden om, hvem Jesus var. Deres forstand var blevet overbevist. Men bemærk: først tog de imod Jesus med hjertet.

Tænk fx på forholdet i et ægteskab mellem en mand og en kvinde. Her vil mistro virke lammende og ødelæggende. Alt det smukke, som kunne blomstre på kærlighedens træ, vil visne og dø på grund af mistro.

Men det omvendte gælder så også. Der er intet, der forøger ægtefællers energi og kræfter som netop gensidig tillid. Der gives nok ingen større ulykke i et ægteskab end skuffet tillid.

Tillid er nemlig det perfekte forhold mellem alle mennesker. Det gælder ikke kun i ægteskaber.

Gud ønsker at stå i det absolutte tillidsforhold til dig og mig. Derfor er det, at Gud glæder sig, når han oplever, at vi tror på ham og har tillid til ham.

Men netop det vil verden aldrig komme til at forstå. Derfor siger Jesus: ”en vantro slægt kræver tegn og undere.”

Verden vil stædigt gentage: Vis os tegn og undere, Jesus, så vil vi tro. Det forlangte farisæerne af Jesus allerede for to tusinde år siden.

Bibelen lærer os derimod: tro først, så skal I se undere. Tro først, så skal I se Guds herlighed.
Venlig hilsen Orla Lindskov

OPLEVELSER:

Kære Orla Lindskov
Jeg er utrolig taknemmelig for salvedugen, du sendte. Jeg bruger den nat og dag.

Jeg var ved at blive slidt op af psykisk smerte og indre uro. Men nu har Jesus givet fred til mit trætte og ulykkelige indre.

Det er jeg dig meget taknemmelig for.

Må Gud velsigne dig rigt.
Hilsen fra
En mand, som har lidt.