Videnskab ledte forsker til tro

Den 20. juli er det 50 år siden, at Neil Armstrong satte sin fod på Månen. Hjernen bag månelandingerne var tyskeren Wernher von Braun, som var en af Nazi-Tysklands førende raket-pionerer, og hvis rolle under Anden Verdenskrig stadig er omstridt. Efter krigen blev han i al hemmelighed hentet til USA for at dele sin ekspertise i amerikanernes rumkapløb med Sovjetunionen.

På Wernher von Brauns simple og ydmyge gravsten i USA står hans navn, hans fødsels- og dødsår og nedenunder den enkle tilføjelse: ”Salme 19,1”.

Salmistens ord om, at ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om Hans hænders værk”, var vel meget passende at skrive på en gravsten for en mand, der viede hele sit arbejdsliv til raket- og rumforskning.

Men det stak dybere end det.

Von Braun (1912-1977) havde i USA omvendt sig fra sit ateistiske verdensbillede og forstod nu, at der måtte stå en Skaber bag det alt sammen.

Djævlepagt

Det er ikke mindst Wernher von Brauns fortjeneste, at USA slog russerne i kapløbet om at komme først til Månen.

Præsident Kennedys vision om, at amerikanerne skulle lande på Månen inden udgangen af tresserne, var næppe nogen mand bedre egnet til at opfylde end netop Wernher von Braun.

Drømmen om at bygge en raket, der kunne nå Månen, havde han selv haft, siden han var dreng i Tyskland og fik et teleskop i konfirmationsgave, Fra da af var han som besat af raketter og rummet, og passionen forlod ham aldrig.

Men bag ved hans heltestatus hos mange amerikanere gemte der sig en mørk fortid.

Hans åbenlyse talent for at udvikle raketter havde i hans unge år fået ham til at indgå en slags djævlepagt med nazisterne i Tyskland. Han var mastermind bag den dødbringende V2-raket, et tidligt ballistisk missil, som kunne flyve flere hundrede kilometer og ramme mål i London.

I det hemmelige raketprogram, der foregik i en underjordisk fabrik, blev der brugt koncentrationslejrfanger i meget af det praktiske arbejde. Tvangsarbejderne led sult, blev tævet af vagterne og ind imellem henrettet på fabrikken.

Wernher von Brauns rolle er aldrig blevet fuldt belyst, men han indrømmede, at han kendte til brugen af koncentrationslejrfanger, men nægtede, at han havde overværet henrettelser.

Vidneudsagn fra tidligere tvangsarbejdere stritter i begge retninger.

Afsky for nazisterne

I 1944 regnede hundredevis af V2-raketter ned over London, men det er veldokumenteret, at von Braun tog afstand fra brugen af raketterne mod civilbefolkningen.

Han gav senere udtryk for ”afsky” for, hvad nazisterne havde brugt hans raketter til.

SS-chefen Heinrich Himmler fik ham fængslet for en mistanke om spionage og af frygt for, at han planlagde flugt til England med V2-tegningerne under armen.

Men han blev frigivet igen, fordi han var helt uundværlig i arbejdet med raketterne.

Det er stadig omstridt, hvor meget nazist, der var i von Braun, når det kom til stykket. Han var medlem af både nazi-partiet og Waffen-SS, men det kunne lige så godt have være en formalitet.

Han gav da heller aldrig udtryk for antisemitiske synspunkter, og senere i USA ansatte han farvede.

Opportunist?

Men han forblev livet igennem en kontroversiel figur. For hans tilhængere var han den visionære helt, der fik sat en mand på Månen, men for hans modstandere var han mest af alt en opportunist, der var parat til at tjene hvem som helst, bare de gav ham penge og mulighed for dyrke sin raket-passion og forske.

I tresserne spiddede den amerikanske satiriker og musiker Tom Lehrer ham i en sang om netop det: ”Once the rockets are up, who cares where they come down? That´s not my department, says Werhner von Braun”.

I maj 1945 overgav Wernher von Braun og hans team sig til de amerikanske tropper.

Nyt livssyn

Efter krigen blev Wernher von Braun i al hemmelighed, og sammen med hundredevis af andre tyske videnskabsfolk, hentet til USA, som var ivrig efter at gøre brug af deres ekspertise for at give USA en fordel i Den kolde Krig og i rumkapløbet med Sovjetunionen.

I 1960 blev han direktør for Marshall Space Flight Center og ledede udviklingen af tretrinsraketten Saturn V, som muliggjorde præsident Kennedys visioner om Apollo-landingerne på Månen.

I USA havde han i 1947 i en alder af 35 år giftet sig med sin 18-årige kusine Maria, fik sit første barn året efter og blev amerikansk statsborger. Han kom på mange måder til at leve et almindeligt amerikanerliv med villa, vovse og dollargrin langt fra sin tyske fortid.

Mødte en levende kirke

Det var, mens han var bosat i Fort Bliss i Texas, at en nabo inviterede Wernher von Braun i kirke.

I Tyskland var han døbt i den lutherske kirke, men var reelt ateist. Mødet med den lille, levende amerikanske menighed i Texas var med til at ændre hans livssyn.

I 1966 fortalte han i et interview med evangelisten og radioværten C.M. Wards, at ”her er en voksende, udadvendt kirke og ikke en stolt, halv-død institution. Her er åndeligt liv”.

Verden er skabt

Senere sagde han, at det var videnskaben, der ledte ham til Gud. Mange af hans teologiske og filosofiske tanker reflekterede da også dette. Han kombinerede i sine senere år med lethed videnskab og tro. Han blev en stærk fortaler for kreationismen, overbevisningen om, at verden er skabt af Gud, og talte for, at der også skulle undervises i kreationisme i amerikanske skoler.

At han blev troende kristen fylder sjældent noget nævneværdigt i de biografiske fremstillinger og vurderingen af ham.

”Universet, som det åbenbares gennem videnskabelige fremskridt, er det levende bevis om, at Gud har været på arbejde”, sagde han bl.a.

Moralsk perspektiv

Givetvis har hans personlige opgør med sin fortid også spillet ind og åbnet hans sind for en større virkelighed. Ikke mindst på det moralske plan.

Selv om videnskaben var hans metier og passion, nåede han den erkendelse, at den har sine begrænsninger, og at den kan bruges og misbruges.

”Videnskaben har ikke nogen moralsk dimension. Det er ligesom en kniv. Hvis du giver den til en kirurg eller en morder, vil de bruge den forskelligt”.

Han nåede også til den erkendelse, at der må være et liv efter døden.

”Videnskaben fortæller os, at intet i naturen, end ikke den mindste partikel, kan forsvinde uden spor. Naturen kender ikke til udryddelse. Alt, den kender til, er forvandling. Hvis Gud bruger dette fundamentale princip til de mest ubetydelige dele af sit univers, giver det så ikke mening at antage, at Han også anvender det på selve mesterværket i sit skaberværk, den menneskelige sjæl?”

Wernher von Braun døde i 1977 af kræft. I tresserne var han i øvrigt inspirationskilde til figuren Dr. Strangelove i Stanley Kubricks satiriske film af samme navn.

Vi har i Udfordringen tidligere fortalt historien om de 12 Apollo-astronauter, der har været på Månen, hvoraf flere enten var eller blev troende kristne. (Udfordringen 2. april 2017).