Du må aldrig give op

Kurt Videbæk blev født med en arvelig sygdom, der gjorde ham blind som 31-årig. De svære år som ung kom han igennem ved sin tro på Jesus kombineret med sit motto: Du må aldrig give op.

(Læsetid: 7 minutter)
Der er meget, man godt kan gøre, selv om man er blind, mener Kurt, som her er i gang med at vaske bil.

Kurt Videbæk, 76 år, blev født i Aarhus med en arvelig øjensygdom, der langsomt nedbrød hans nethinde. Da der ikke var en skole i Aarhus for børn med hans lidelse, blev han som blot seksårig sendt til en skole på Sjælland og kom kun hjem fire gange om året.

Som tiårig fik han hos en øjenlæge i København beskeden:

”Du bliver blind, når du er omkring 20 år”.

Den skæbne nægtede drengen pure at acceptere. Fraværet af forældre og de to brødre satte dybe spor i Kurt, som ikke husker ét eneste af moderens jævnlige besøg i de ti år, han var skoleelev på Vestsjælland og på Blindeinstituttet i København.

Ville ikke acceptere

Han var ikke en nem elev.

I København ville han ikke lære at læse med fingrene eller blot snuse til en mulig fremtid som børstenbinder, kurvemager, organist eller receptionist. Han så i stedet frem til at forlade skolen og komme ud på arbejdsmarkedet, men da den dag oprandt, blev det ikke en dans på roser.

For i en række år blev han ofte fyret fra ufaglærte job på grund af sit dårlige syn. Men Kurt lod sig ikke knække. Hans driv-kraft var og er troen på Jesus kombineret med hans motto: Du må aldrig give op. Kombinationen af tro og vilje hjalp Kurt igennem nogle svære år som ung.

Kurt ville i starten ikke gå med blindestokken, men det var mest praktisk at folk kunne se, han havde et handikap.
Bønnen blev hørt

Først da han som voksen blev udsat for en ulykke, accepterede han sin skæbne. Det skete, efter han igen var blevet fyret fra et job og stod ved et busstoppested i København.

Han trådte for hurtigt ud for at komme ind i bussen, og så skete ulykken. Men Kurt var heldig.

Med det meste af hovedet viklet ind i bind blev han kørt hjem fra hospitalet. Kort efter, at han trådte ind ad døren til sin lejlighed, skete der noget, der forandrede hans liv.

– Jeg bad Jesus om hjælp, for nu var jeg lige ved at opgive det hele. Først var jeg blevet fyret, så blev jeg ramt af en bus på vej ud til en jobsamtale.

Stædighed skulle brydes

– Da jeg stod på gaden med blodet løbende ned ad mit hoved, vidste jeg, at løbet var kørt.

Jeg havde hele tiden villet klare mig selv, men min stædighed skulle brydes, inden jeg var villig til at tage imod den hjælp, der – skulle det vise sig – hele tiden havde været til stede, fortæller Kurt Videbæk.

– Gud gjorde, at jeg kom i en situation, hvor jeg blev afhængig af hans hjælp. Jeg kobler min nedtur sammen med, at alle gode gaver kommer ovenfra.

Fem-ti minutter efter, at jeg var færdig med at bede, ringede telefonen. Det var en konsulent fra Dansk Blindesamfund, som ville høre, hvordan det stod til. Han foreslog, at jeg lærte at betjene et telefonomstillingsbord, og kort efter var jeg i gang med en uddannelse som receptionist.

Jeg ser konsulentens henvendelse som en reaktion på min bøn til Jesus. Det var ikke en tilfældighed. Jeg var selv forbavset over, at bønnen blev hørt så hurtigt, pointerer Kurt.

Kurt Videbæk ville ikke lade sit handicap forhindre ham i noget. Men til sidst blev det for svært, og han bøjede sig og tog imod hjælpen fra Gud. Og han fik både en uddannelse og en kone – og et rigt liv.
Rådgiver for mange

Efter endt uddannelse fik Kurt fast arbejde og blev gift med Lise. De havde begge bedt Gud om at få en ægtefælle, og deres bønner blev hørt.

I 18 år passede Kurt omstillingsbordet på institutionen Svaneparken ved Birkerød og var aktivt medlem af pinsekirken.

Senere blev han rådgiver ved Københavns Kristne Rådgivnings-center, der var en del af pinsekirken. Qua det job hjalp han blandt andre narkomaner og alkoholikere ud af deres misbrug.

Freelance journalist Egon Rasmussen har nu skrevet en bog om Videbæk. Den hedder: ”Du må aldrig give op”. I bogen er der bl.a. vidnesbyrd fra mennesker, som han har hjulpet.

Bogen er skrevet sådan lidt udefra, men på en god måde. Forfatteren forklarer det indforståede på en måde, så alle kan være med. Sidst i bogen er der fx en række sider om pinsebevægelsens historie, hvor han er dykket ned i nogle kilder.

Konflikt blev løst

Bogen fortæller også om konflikter. På et tidspunkt var Kirken i Kulturcentret nødt til at omorganisere rådgivningscentret, fordi KKR/TV mistede sit tilskud. Det er i hvert fald sådan Jarle Tangstad, den ledende præst, husker det.

I skuffelse forlod Kurt og Lise Videbæk Kirken i Kulturcentret og blev i stedet medlem af Copenhagen Community Center, der også var en uafhængig pinsekirke. Her blev Kurt også engageret i rådgivning, og parret var med i ledelsen af frikirken. Senere vendte kirken tilbage til netværket af pinsekirker under navnet Københavns Familiekirke. Og Kurt vendte tilbage som rådgiver i forbindelse med de kristne tv-programmer.

I bogen får Jarle Tangstad lov at fortælle sin oplevelse af Kurts farvel. Han så det nu slet ikke som en konflikt.

Blev mere tværkirkelig

Kurt indrømmer også, at han på et tidspunkt havde en forkert opfattelse af, hvem man som kristen skulle have fællesskab med. Han mente, at pinsekirken havde ret, og andre tog fejl, bl.a. en mand fra Missionsforbundet, som han ikke ønskede med i sin gruppe. Men den kendte amerikanske pinseprædikant David du Plessis kom på besøg i kirken og talte stærkt om ikke at leve i hver sin indhegning i en andegård. For hvis der kom en storm, og vandet steg, ville alle ænder svømme rundt mellem hinanden. Og den lille pointe omvendte Kurt til at være mere tværkirkelig indstillet.

Kurt Videbæk er en aktiv mand, som ikke kan sidde stille. To lokalradioer i København nød godt af hans gode evne som interviewer om kristne emner. På internettet på www.kurtvidebaek.wordpress.com kan man blandt andet høre hans interview med præst Ulla Sandbæk og læge Kim Hartzner, som er generalsekretær for Mission Øst.

Bruger nådegaverne

Kurt er en stærkt troende mand. Hver dag læser han og Lise i Bibelen, og de beder sammen. Derefter går Kurt i sit lønkammer og beder alene 10-15 minutter for eksempel for en syg person, om fred og fordragelighed herhjemme og ude i verden.

I bogen fortæller han om, hvordan han begyndte at tale i tunger, og hvordan han også senere fik gaven til at tyde tungetale.

Han fortæller om, hvordan han modtog en tungetale, da hans kone led af en depression. Og da han tydede den, blev hun rask.

Lægprædikant i Hirtshals

Kurt bor nu igen i Aarhus.

Den aktive mand er inkarneret skakspiller og spiller hver uge i en skakklub i Aarhus, og han har deltaget i OL i skak for blinde i Grækenland.

I pinsekirken i Aarhus rådgiver han folk i personlige spørgsmål og har bl.a. rådgivet en præst i folkekirken, som var endt i en social deroute efter en skilsmisse.

Når han og Lise ferierer i deres sommerhus, er han ofte lægprædikant i pinsekirken i Hirtshals.
Kurt håber, at hans motto og livshistorie kan inspirere og give fremtidshåb til syge, ensomme, handicappede, narkomaner, alkoholikere og andre med udfordringer.

På Sommercamp i Mariager i uge 29 kan man for øvrigt møde både Kurt og forfatteren til bogen et par gange i ProRex’ bogsalg.
EgonR/Henri.

Egon Rasmussen:
”Du må aldrig give op”.
166 sider, 200 kr.
Forlaget Ådalen –
www.forlagetaadalen.dk

Læs også