Hans holdning kostede ham præstejobbet

Bent Feldbæk var en ganske almindelig grundtvigsk sognepræst i Snedsted, der begyndte at tænke over, hvad der skete med de børn, han døbte…

– Jeg synes jo ikke, man bare kunne love dem en plads i himmelen, blot fordi de blev døbt som børn. Det har heller ikke tidligere været kirkens holdning. Det var derfor vi fik konfirmationen, hvor børnene i en moden alder kunne bekræfte troen, siger han.

Feldbæk studerede Bibelen og så, at når Jesus – i Mattæusevangeliet 28, 13 – befaler disciplene at gå ud og forkynde evangeliet for alle folkeslag og at døbe dem, så siger han på Ny Testamentes originalsprog græsk ”døb dem til” Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, og ikke som Luther og andre senere oversatte ”Døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”.

Luthers fejltagelse

– Luther siger, at når vi døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så er det Gud, der døber, forklarer Feldbæk.

– Luther var jo oprindelig munk og kendte Bibelen på latin, hvor det hedder ”døbe i”. Men på den oprindelige græske tekst hedder det altså ”døbe til”.

Professor Todberg havde netop gjort opmærksom på den forkerte oversættelse i en betænkning fra Kirkeministeriet om brudevielse.

I 1983 fortalte jeg derfor mit menighedsråd, at jeg fra pinsedag ville døbe efter ritualet fra 1912, som sagde ”til” efter bibeloversættelsen fra 1907. Det var først i oversættelsen fra 1948 man oversatte med ”døbe i”. Og så blev dåbs-ritualet indrettet efter den oversættelse.

Kompromis

Menighedsrådet bad Feldbæk om at snakke med biskop Henrik Christiansen om det.

– Det gjorde jeg så. Biskoppen spurgte de to teologiske fakulteter til råds, som bl.a. pegede på, at det var en gammel teologisk formel at sige ”i”.

Vi indgik så det kompromis, at jeg fik lov til at citere dåbsbefalingen, som den står på græsk med ”døbe til”, men at jeg ved selve overøsningen af barnet, skulle sige ”døbe i”, fortæller Feldbæk.

Ny biskop rejste sag

Men 10 år senere i 1992 kom der en ny biskop, Søren Lodberg Hvas. Han var ikke kompromissøgende, som biskop Henrik. Hvas kom fra Tyborøn og havde oplevet striden mellem missionsfolk og grundtvigianere. Han havde selv valgt det grundtvigske synspunkt. Og han var meget fortørnet over, at Feldbæk ”satte skel” mellem troende og andre døbte.

Allerede året efter brugte han en ny lov til at føre en læresag imod præsten ved byretten.

– Havde du forestillet dig, at der ville komme så meget røre?

– Nej, jeg var bare en almindelig landsbypræst. Men straks kom det i Kristeligt Dagblad. Og radioen begyndte at ringe. Så jeg blev klar over, at det var et meget følsomt emne.

Retssagen begynder

Sagen blev indledt i 1993, og i 1995 blev Bent Feldbæk fritstillet.

Ved retssagen i byretten blev Feldbæk den 19. januar 1996 fradømt embedet, men dog ikke ”kjole og krave” – dvs retten til at være præst i det hele taget.

Det var netop samme dag, som han 33 år tidligere var blevet præsteordineret i Viborg Domkirke.

Feldbæks advokat, landsretssagfører Axel Holst Nielsen, appellerede af principielle grunde sagen til landsretten, hvor den først kom for i 1998.

Økonomiske konsekvenser

I lndsretten blev dommen fra byretten stadfæstet. Dog med den forskel, at Bent Feldbæk ikke skulle betale sagsomkostninger, som byretten havde bestemt.

Efter sagen i byretten var han blevet dømt til at betale 90.000 kr. i omkostninger. Og efter landsretssagen vurdere advokaten, at Feldbæk skyldte 400.000 kr.

– Forud havde vi faktisk fået en profeti fra en bedekreds i Herning om, at vi var pionerer i den vækkelse, som skulle komme i folkekirken, og at vi ikke skulle bekymre os om pengene. Og det viste sig også at være rigtigt, selv om det var meget usædvanligt i sådan en sag, husker Bent.

Retsformanden i Viborg kunne heller ikke forstå, at Feldbæk ikke skulle betale noget.

Bent Feldbæk var på dette tidspunkt fyldt 60 år og kunne derfor gå på nedsat førtidspension.

Hvis sagen var blevet hurtigere afgjort, havde han ikke haft sin pension.

– Vi havde frygtet, at vi ville komme på kontanthjælp, siger han. Hustruen Kirsten tog desuden arbejde som nattevagt på et plejehjem, så de kunne klare sig.

De skulle flytte ud af præstegården og købte derfor en nedlagt bolig til et støberi i 1997, så de kunne blive i sognet.

– Vi fik den for kun 360.000 kr. og satte den i stand. Gud har været god mod os, tilføjer Bent.

Ikke præst igen

– Med dommen blev du afskediget, men forsøgte du at søge et nyt præsteembede?

– Nej, for i givet fald skulle biskoppen jo godkende mig, og det var jeg godt klar over, at han ikke ville gøre.

– Det fik nogle alvorlige konsekvenser. Og I havde jo fem børn. Har du bagefter fortrudt?

– Nej. For jeg ville jo også gerne have sagen frem. Og det fik jeg.

For mig at se var dommen en bombe under folkekirken.

Sagen var mit eget opgør med den folkekirkelige teologi, som havde udviklet sig, hvor man alene lægger vægt på, at det er Gud, der handler i dåben. Og hvor man sætter lighedstegn mellem at være døbt og at være kristen.

Læste Udfordringen

– Du havde oplevet en åndelig fornyelse forud for sagen…

– Ja, vi begyndte at abonnere på Udfordringen lige før juli i 1976. Grunden var, at I skrev noget om den amerikanske præsident Jimmy Carter og hans omvendelse. Jeg kunne jo se og læse, at der var mennesker, der blev omvendt og fik et nyt liv. Det interesserede mig meget.

På det tidspunkt havde jeg i fem år gået til psykoanalysere hos en præst i Aarhus. Jeg havde haft nogle drømme om, at der ville ske noget nyt. Og det gjorde det så i maj 1977.

Min søn blev konfirmeret, og i den anledning havde vi noget ballade. Næste morgen læste jeg et ord fra Johannes Åbenbaring, som ramte mig i den grad, at jeg sagde undskyld – det er min skyld.

Det var en omvendelse, og jeg følte en dyb fred. Og en måned efter var jeg på et præstekonvent ved Nyborg, som var arrangeret af Teologisk Oratorium i anledning af dets 40 års-jubilæum.

Vi indledte en ret heftig diskussion om den karismatiske fornyelse. Professor Prenter var en af dem, der var mest imod.

Men bagefter kom en ung teologistuderende fra København hen til mig og spurgte, om han måtte bede for mig. Han var selv døbt med Helligånden. Det fik han lov til, og på den måde blev jeg selv døbt med Helligånden.

– Oplevede du noget?

– Kun at tårene løb mig ned af kinderne. Og der gik et år, inden jeg fik tungetalen.

Jeg tror, man bliver døbt med Helligånden i det øjeblik, man bliver bedt for. Men så kan der godt gå nogen tid, fordi der er hindringer, der lægger sig i vejen.

Specielt i Folkekirken har vi jo den hindring, at vi er bange for alt, hvad der er ekstatisk.

Opgør med sin far

– Hvordan oplevede sognet den ændring, der skete med dig?

– På det tidspunkt havde jeg været præst i sognet i fire år. Det var et grundtvigsk sogn, jeg var i.

Jeg var en ret populær præst. Men det fik jo en ende. Menighedsrådet ville jo ikke vide af det, jeg fortalte om.

Tidligere havde jeg heller ikke spekuleret over det med dåben – overhovedet.

– Hvad var din baggrund for at studere teologi?

– Min far Svend Aage Nielsen var jo præst i Haslev. Han var barthianer – en retning opkaldt efter den schweiziske teolog Karl Barth.

Jeg var således opdraget kirkeligt – men der var slet ikke noget med følelser. Selv om min far havde baggrund i Indre Mission.

Min far var i den grad en autoritet for mig, så jeg skulle igennem et opgør med min far og med Indre Mission, Luthersk Mission og grundtvigianerne. De advarede allesammen imod den karismatiske fornyelse.

Jeg husker, at biskop Christiansen havde inviteret biskop Johansen til et stiftspræstemøde.

Johansen advarede meget imod fornyelsen, som han mente var meget farlig for folkekirken.

– Hvorfor?

– Jamen sådan er det jo i Danmark.

– Var det hårdt?

– Ja, det var ikke sjovt at blive hængt ud i et vestjysk sogn af både biskop og pressen. At komme i byretten og landsretten. Jeg har to bøger med udklip.

– Hvordan havde du det, Kirsten? Var det hårdt?

– Ja. Det var det. Vi havde jo slet ikke regnet med, at det gik, som det gik, og at Bent ville blive afskediget. Men samtidig, så tænkte jeg, at det var godt, at Bent holdt fast.

– Er I blevet i Folkekirken?

– Ja, vi blev. Og vi bor og kommer i Stagstrup, hvor sognepræsten er tæt på Oase-bevægelsen. Vi besøger også nogle af frikirkerne ind imellem.

– Tingene er vel skredet yderligere ud i folkekirken?

– Ja, det er fortsat i den retning. Der skal en vækkelse til. Om det kan lade sig gøre i folkekirken er et stort spørgsmål. Det skal nok komme nedefra – fra græsrødderne, mener Bent Feldbæk.

Han har brugt tiden efter sin afskedigelse til at studere og samle materiale om kristenlivets udviklingstrin (ordo salutis).

Han har dokumenteret, hvordan mennesker i forskellige vækkelser har oplevet de forskellige trin – at blive vakt, at angre, at omvende sig, at blive helliggjort og fornyet.

Alle retssagens akter er i øvrigt samlet i bogen ”Dåb og Tro i Landsretten”. Se Hosianna.dk.