Dansk jøde overlevede Holocaust

ISRAEL – Omkring 21.000 Holocaust-overlevende har ikke fået erstatning. 12.000 af disse bor i Israel, skriver den israelske internetnyhedsside Ynet.

Ephraim Torens mor var dansk

En af dem, der kæmper for at få sin alderspension fra Tyskland, er Ephraim Toren i Nesher i Israel. Han fortæller, at en organisation skærer en del af pengene, og han har nu engageret en advokat i Jerusalem, for at han kan få sin pension ubeskåret.
– Jeg blev født i Berlin og boede på et børnehjem. I 1943 blev vi sendt med kreaturvogne fra Berlin til koncentrationslejren Theresienstadt. 60-70 mennesker blev stuvet ind på gulvet. Der var kun én kasse med brød og vand. Der var meget koldt.
– I 1944 blev mine plejeforældre sendt til Auschwitz. Siden har jeg ikke set dem. Min biologiske mor var dansk, og det var forbudt at sende danskere fra Theresienstadt til andre lejre, fortæller Toren. Det reddede hans liv.
– I 1945 fulgte jeg med de svenske Røde Kors-busser til Sverige og var der til efter Den anden Verdenskrig. Senere rejste jeg til Danmark, hvor jeg arbejdede ved landbruget. I 1956 flyttede jeg til Israel, fortæller Ephraim Toren.
Vidar Norberg