Mere bøn for København

Bedehus Danmark indkalder til bønnesamling i København lørdag 5. oktober for at opmuntre til mere forbøn for hovedstaden.

Det foregår kl. 9.30-17 i Københavns Frikirke på Filippavej 3 på Frederiksberg.

– Vi må huske, at København som hovedstad, som sæde for den øverste magt og myndighed i landet, har afgørende indflydelse på alle bærende områder af samfundet, i hele landet, siger Rakel Kristiansen fra Bedehus Danmark.

– Vi oplever en særlig påmindelse fra Guds Ånd angående København; at der er behov for at sætte fokus på en forstærket indsats i bøn for København.

Derfor vil vi gerne som bønne-bevægelse bidrage, både med inspiration og med at mobilisere en stærkere indsats i bøn for byen, i den centrale del af byen, og i dens mange forstæder, Storkøbenhavn, fortæller Rakel Kristiansen fra Bedehus Danmark.

Dagens program består bl.a. lovsang og fællesskab. Og kl. 11 taler Kresten Holsgaard om: ”Menigheden som redskab for Guds planer for Danmark”. Desuden medvirker Inger Porsen, som er landsleder for kvindebevægelsen Aglow, Bent Christiansen og Peter Tinggaard fra Bedehus Danmark.

Rakel Kristiansen sætter fokus på oprettelse af flere bedegrupper.
Forplejning og deltagelse koster kun 100 kr., som bedes betalt forud på Mobilpay 5366 3033, mrk. BD – Kbh.