– Vi har svaret på samfundets problemer

Når kristne hjælper andre, sker der noget helt særligt. Det kan være kirker, der laver indsatser blandt udsatte familier, kristne bosteder, der hjælper narkomaner, eller kristne, der besøger de ensomme.

– Det er Gud-faktoren. Det er forskellen til andet socialt arbejde. Pædagogik og psykologi kan godt hjælpe et stykke hen ad vejen, men man skal også have den åndelige dimension med. Den kan give mening og håb, siger Dorthe Suell.

Hun har netop gennemført en undersøgelse af 18 forskellige indsatser, hvor kirker og kristne organisationer rækker ud med hjælp til mennesker i nød.

Undersøgelsen var igangsat af BorgFonden, der gennem de senere år har støttet flere diakonale initiativer. I september udkom resultaterne i rapporten ”Diakoni i praksis”.

Kærligheden er kold

Siden 1995 har Dorthe Suell arbejdet med ansøgninger til puljer og fonde, og hun mener, at samfundet har udviklet sig i en retning, hvor vi kristne bør være opmærksomme.

– Der er jo sket en samfundsudvikling, som svarer til det, Bibelen fortæller et sted, at ”kærligheden bliver kold”. Det ser man ved ensomhed, angst og depression. Det går helt ned i barndommen, hvor man hører om børn, der mistrives.

Vi oplever et afpersonaliseret samfund, hvor vi bevæger os væk fra de nære relationer, siger Dorthe Suell, der mener, at den kristne tilgang kan noget helt særligt, som vi bør være stolte af.
– Som kristen er man jo ikke altid lige velset eller anerkendt i samfundet. Men det er vigtigt, at man er stolt over det at være diakon.

Man skal ikke lægge skjul på, at man gerne vil hjælpe mennesker og vil gøre det med Guds hjælp. Vi kan jo se resultaterne. Mennesker udvikler sig positivt. De udsatte får omsorg og nyt liv. Det er enormt vigtigt, at man har en identitet i at være diakon, og at man er stolt af det.

Diakoner bringer fred

Ordet ”diakoni” er græsk og kommer fra betydningen ”tjeneste” og anvendes som betegnelse for kristen tjeneste og omsorg for medmennesker, særligt svage og syge.

I Danmark har vi institutioner, hvor man kan uddanne sig til diakon, men Dorthe Suell mener ikke titlen er forbeholdt nogle få med en særlig uddannelse.

– Alle kristne kan udføre diakoni, uanset om man har uddannelse til det eller ej, om man er frivillig, lønnet eller præst.

Hvis du udfører det, så er du en diakon, siger Dorthe Suell og fremhæver nogle af de sider af diakonien, som rapporten har afdækket, som møder samfundets behov:

– Når man er diakon, kommer man med glæde og fred. Man kommer med håb om at skabe en anden fremtid. Det handler om inkluderende fællesskaber, som svarer på nogle af de udfordringer, der er i samfundet i forhold til manglende fællesskab, ensomhed og isolation, siger Dorthe Suell.

Menighed bør stå bag

I gennemgangen af de 18 forskellige steder har hun hæftet sig ved, at der er masser af kærlighed og hjerte bag arbejdet. Men ind imellem virker det som små øer, der mangler bro til kirkeligt bagland og mangler bro til andre indsatser i byen.

– Der bør være en menighed, der bakker op om det sociale arbejde, som er villig til at involvere sig med frivillige, forbøn og med økonomi. Hvis broen er der, vil det være lige som i den oldkirkelige menighed – man har goodwill i lokalsamfundet.

Jeg tror også, det skaber et mere omsorgsfuldt fællesskab. I en ”diakoni-kirke”, vil de udsatte begynde at komme i kirken og deltage i gudstjenesterne, siger Dorthe Suell og efterlyser ledere og menighedsråd, der vil gå foran.

– Jeg hørte om et sted, hvor en præst var gået foran og havde prædiket om diakoni fem år. Det kræver nemlig, at ledelsen beslutter, at ”vi vil have en diakonal indsats i vores kirke”.

Man bør så starte med at undersøge, hvilke sociale behov, der er i lokalområdet, som ikke er dækket. Og så kan man som menighedsråd udruste dem, der gerne vil involveres.

Giver man hånd?

Nogle gange kræver det uddannelse, men andre gange, er det helt lavpraktiske ting, som hele kirken skal undervises i:

– Hvordan taler man med udsatte? Man siger jo ikke ”Nå, hvad arbejder du med?” Giver man hånd? Kan man give et kram? Og hvor meget skal man tage sig af dem? Her er det vigtigt, at diakonilederne holder møder med menigheden og klæder dem på til det, siger Dorthe Suell, der mener, at det ikke er så svært.

Som Kierkegaard siger det: ”At man, når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

Skal dele ressourcer

Med hensyn til den manglende bro til andet kristent socialt arbejde, øjner Dorthe Suell håb. Flere steder i landet er kirker gået sammen i lokale netværk, hvor de enten har sparring eller indgår i direkte samarbejde.

– Som regel kender man ikke hinanden eller ved, hvad de andre laver. Men der er steder rundt omkring i landet, hvor man er begyndt at samarbejde på tværs af kirkeskel. For eksempel Kirkernes Sociale arbejde i Silkeborg, Aarhus, Viborg og Græsted, siger Dorthe Suell, der selv har oplevet det nyopstartede samarbejde i Aarhus på nærmeste hold.

– I Aarhus er vi lige startet op. Vi har mødtes og udvekslet erfaringer, blandt andet om familiearbejdet. Jeg tror, der kommer flere af disse netværk, hvor kirkerne går sammen. Det kan være vejen frem, så vi deler vores ressourcer.

Nogle kirker har for eksempel rigtig gode udendørsfaciliteter med legeplads, som andre kan bruge ind i mellem.

Husk at reflektere

Dorthe Suell håber, at rapporten om diakoni vil bringe ny viden og nye historier på bordet, som ellers ikke ville blive fortalt.

– Diakoner er meget handlingens mennesker. De handler. Derfor er der ikke mange, der tager sig tid til at reflektere over, hvorfor det virker.

Det synes jeg, man skal. Der er ikke mange, der gør det systematisk, men det systematiske er vigtigt for dem, der bevilliger penge, fx kommuner og fonde. Det skal man gøre noget ved, siger Dorthe Suell, og fremhæver en kontant pointe:

– Det har jo også en samfundsmæssig værdi. Hvis man talte alle de frivilligtimer, der ligger inden for diakoni og ganger dem med 100 kroner, så ville det jo være et rigtig stort beløb.