Har jagten på sundhed taget overhånd?

(Læsetid: 6 minutter)
Hvis ikke vi oplever helbredelse, skal vi affinde os med kronisk sygdom som vores skæbne?

Kære Orla Lindskov
Jeg håber, at du kan være med til at afklare et par forhold for mig. Det handler om sygdom og om menneskelig lidelse.

I min menighed er der mange, der er kronisk syge. Derfor har vi på et menighedsmøde haft en diskussion om Guds væsen og hans måde overfor lidelse og sygdom.

Nogle mente, at Gud altid ønsker at spare sine børn for sygdom og lidelse. Det synspunkt fandt de belæg for i de smukke og løfterige Salmer i det Gamle Testamente.

Altså, der måtte være problemer i vores forhold til Gud, hvis vi ikke blev skånet eller fik helbredelse.

Man nævnte blandt andet Salme 91, hvor salme-digteren skriver om Gud:
”Han redder dig fra fuglefængerens fælde, fra den hærgende pest. Han dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger; hans trofasthed er skjold og værn.

Du skal ikke frygte for nattens rædsler eller for pilen, der flyver om dagen, ikke for pesten, der breder sig i mørket, eller for soten, der hærger ved højlys dag.”

”Om end tusinder falder ved din side, titusinder ved din højre hånd, dig skal intet ramme. Med egne øjne skal du se, at de ugudelige får deres straf.”

Personligt har jeg oplevet selv at blive helbredt ved bøn. Så jeg ved, at Gud både kan og vil helbrede.

Men, som jeg ser det, må det ikke ende med, at vores langvarigt syge, altså kronisk syge, får følelsen af, at de er forladt af Gud. Jeg kender til en, der kan føle det på den måde. Han har nemlig været til forbøn flere gange. Men har ikke oplevet helbredelse.

På det før omtalte møde begyndte en af vore kronisk syge kvinder at tale om skæbne. Hun sagde, at hendes kroniske sygdom nu en gang var givet hende som hendes skæbne og givet hende af Gud, og sygdommen ville hun derfor affinde sig med.

Hun ville ikke i desperation løbe til forbøn i tide og utide. Ej heller ville hun plage lægerne og rende til dem.

Hun siger, at hun er overvældet af Guds suverænitet. Alt som sker, er hans vilje. Han har på forhånd fastsat vores skæbne. Vi må bøje os for hans vilje. Ære ham igennem vores tålmodighed overfor sygdommen.

Jeg beundrer faktisk denne kvinde. Jeg synes også, at vores jagt på fysisk sundhed har taget overhånd. Vi bygger supersygehuse, investerer utrolige summer i at blive fysisk sygdom kvit. Og så også det nye begreb med helbredelses-møder.

Ja, kære Orla Lindskov, det blev nok til en ordentlig smøre. Håber, at du kan hjælpe mig til en afklaring om de nævnte forhold.

Venlig hilsen ”Kurt”

Jesus brugte meget tid på at helbrede

Kære ”Kurt”
Først vil jeg sige noget om den holdning, som den kronisk syge kristne kvinde giver udtryk for.
Hun siger, at hendes kroniske sygdom er givet hende som skæbne og givet hende af Gud, og den ville hun derfor affinde sig med.

Den holdning har jeg faktisk mødt flere gange hos kristne. Man resignerer overfor sygdom og lidelse. Man affinder sig med sin sygdom og kalder det skæbne.

Denne holdning til sygdom og lidelse ligner til forveksling islams holdning, og den medfører, at man tålmodigt lever med sin sygdom og sin lidelse. Resultatet af den holdning medfører resignation og stagnation.

Det er farligt nærliggende at komme til at tænke på samme måde som kristen, når man har været til forbøn flere gange uden resultat.

I islam ser man alt, der sker, som Guds vilje. Gud har på forhånd fastsat og bestemt, alt hvad der skal ske med os.

Det gode og det onde, som kommer over os, er begge dele i lige høj grad hans vilje. Kort sagt, islams syn på lidelse og sygdom er, at man må modtage sygdom som Guds vilje og underkaste sig den.

Du nævner også, at nogle på mødet kom ind på den gammel-jødiske holdning til lidelse og sygdom, som den beskrives i Salme 91.

Her står der, at ”når Gud så med behag på sit folk”, så ville han udfri dem af alle trængsler. Så ville han ikke ”lade nogen som helst plage” komme nær den retfærdiges bolig. Så ville han ”give den retfærdige det dobbelte igen for alle tab og mætte ham og hans børn med et langt liv og med fremgang”.

– Det viser sig dog, at nogle af det Gamle Testamentes profeter kom op med en noget dybere tone, en mere realistisk tone, kan man nok sige.

Hør blot profeten Habakkuks ord i hans bogs 3. kapitel. Det er versene 17, 18 og 19:
”For figentræet sætter ikke blomst, vinstokken bærer ikke frugt; olivenhøsten slår fejl, marken giver ingen afgrøde.

Fårene er forsvundet fra folden, der er intet kvæg i indhegningen. —-
—— Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud. Gud Herren er min styrke, han gør min fod let som hindens og lader mig løbe over højderne.”

– Her opleves godt nok alvorlig modgang.
Når kristne ikke bliver skånet for sygdom og lidelse, så bliver troen alvorligt prøvet. Sådan er det bare. Det viser sig nemlig, at de gammel-jødiske løfter om, at vi skulle spares, stadig har dybe rødder i kristendommen.

Disse løfter findes bare ikke i det ny Testamente. Jesus erkendte sygdom og al menneskelig lidelse som en kendsgerning.

Jesus afviste bl.a. den tanke, at en mand som Johannes skulle være fritaget for lidelse og at Gud ikke er god, når det går anderledes til, end vi forventer.

Faktisk har man lagt det sammen til, at Jesus under sin vandring her på Jorden brugte omkring en tredjedel af sin tid på at helbrede.

Du skriver, at du synes, at vores jagt på fysisk sundhed har taget overhånd. Vi bygger supersygehuse, investerer utrolige summer i at blive fysisk sygdom kvit. Jo, men hvis det ikke var Guds vilje, at vi skulle helbredes for vore sygdomme, så ville ethvert sygehus, enhver læge være en skam for Guds sag her på Jorden.

Så ville enhver bøn om helbredelse for en syg være imod Guds vilje. Ja, så ville Jesu helbredelses-tjeneste, da han vandrede her på Jorden, være helt uforståelig.

Jeg håber, at mit svar kan give dig lidt afklaring.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.

Læs også