Kristne på Ninevesletten i Irak mangler tryghed, jobs og stabilitet

Øde gader omgivet af hus-ruiner og sønderbombede butikker ses i flere dele af den kristne by Teleskuf på Nineve-sletten i det nordvestlige Irak.

For mindre end seks år siden sprudlede kvarteret af liv. Da boede 1200 familier i byen. De flygtede alle til irakisk Kurdistan sammen med andre etniske og religiøse minoriteter, da terrorgruppen IS (Islamisk Stat) indtog Nineve-sletten i august 2014.

Flytter til udlandet

Selv om IS blev fordrevet fra Teleskuf i maj 2016, bor der kun 500 familier i dag. De fleste af indbyggerne er flyttet til udlandet. Det vil også den 21-årige Ranin Jubro snart gøre. Hun skal flytte til Australien for at gifte sig.

– Her er der ingen tryghed, ingen jobs og ingen stabilitet. Før 2014 tænkte ingen på at emigrere. Nu gør alle det. Der må komme stabilitet i regionen, hvis vi kristne skal blive boende, siger hun.
Mellemøstens befolkning bliver mere og mere homogen. Der er flere faktorer, som driver minoriteterne på flugt. I Irak var der for eksempel 1,5 millioner kristne, før diktatoren Saddam Hussein blev fjernet i 2003. Derefter fulgte en optrapning af forfølgelser mod kristne og andre minoriteter, som kulminerede med IS’ hærgen i perioden 2014-2017.

– Vi har ingen anelse om, hvad der kommer til at ske fremtiden. Måske vil der komme noget endnu værre end det, der allerede er sket, siger den 22-årige Marvin Kamel Jbro.

Bange for at bære kors

I dag er der cirka 225.000 kristne tilbage i Irak. I Syrien var 10 procent af de cirka 22 millioner indbyggere kristne før borgerkrigen 2011. Nu antages det, at 80 procent af dem er flyttet udenlands.

Mange af de tilbageblevne kristne i Syrien lever, eller levede, i Syrisk Kurdistan, eller Rojava. Efter Tyrkiets invasion af Rojava den 9. oktober, er mellem 165.000 og 300.000 mennesker drevet på flugt.

Tyrkiets mål er at skabe en 35 kilometer bred sikkerhedszone ved grænsen og befolke den med omkring 2 millioner syriske flygtninge, næsten udelukkende sunni-muslimske arabere. Området risikerer at blive endnu et sted i Mellemøsten, som er renset for kurdere, kristne og andre minoriteter.

I Iraks næststørste by, Mosul, cirka 45 minutters biltur fra Teleskuf, boede 15.000 kristne, før IS indtog byen i sommeren 2014. Alle flygtede.

IS blev fordrevet fra byen i juli 2017, men næsten ingen kristne er vendt tilbage. Tidligere arbejdede eller læste mange kristne fra Nineve-sletten i Mosul.

Nu frygter de at rejse dertil. De er overbeviste om, at der findes IS-celler, som kan aktiveres når som helst. Den tyrkiske invasion af Rojava øger betænkeligheden. Mange IS-medlemmer sidder fængslet i Rojava. En del af dem er flygtet under det kaos, som er kommet med invasionen.

Den 27-årige Ayman Asam Dawood er bange for at vise, at han er kristen i Mosul.

– Alle mine venner råder mig til at fjerne mit halskors, når jeg rejser dertil, siger Ayman.
Han tog sin universitetseksamen for fem år siden og har siden søgt utallige jobs uden held.

– De fleste unge i Teleskuf er arbejdsløse eller arbejder inden for fag, som ikke modsvarer deres uddannelse. Jeg ved ikke præcis, hvorfor det er så svært for mig at finde arbejde, men jeg tror, at det beror på, at jeg er kristen. Det er svært for alle i Irak, men minoriteter er særligt sårbare, siger han.

En splittet slette

Ayman siger, at mange kristne ligefrem er bange for at rejse til visse dele af Nineve-sletten, som siden slutningen af 2017 har været splittet i to dele.

Den ene del, hvor Teleskuf befinder sig, kontrolleres af den semi-autonome regering i Irakisk Kurdistan og af dennes peshmerga-hær.

Den anden del hører under centralregeringen i Bagdad. På den irakiske side står iranskstøttede shiamuslimske militser for sikkerheden. En del kristne hævder, at de bliver chikaneret af militsmændene i vejspærringerne. Ingen i Teleskuf vil tale om det.

– Jeg føler mig ikke fri nok til at svare på det spørgsmål, men vi er andenrangs borgere, siger Ayman.

Situationen har fået ham til at beslutte sig for at emigrere til Australien.
– Jeg vil gøre det, selv om jeg er imod, at kristne forlader Irak. Selv i de tre år, hvor jeg var på flugt i Irakisk Kurdistan, var jeg fast besluttet på at vende tilbage til Teleskuf og blive der, men nu giver jeg op, siger han.

Femtekolonner

Et stykke derfra ligger det syrisk-ortodokse kloster Mar Mattai. Der møder vi Yasir Sabah Matty, der er far til to og kommer fra byen Bartella i den irakisk-kontrollerede del af sletten.
Også i Bartella ligger mange huse stadig i ruiner. Byen kontrolleres af en milits bestående af shiitiske shabakere, som er en etnisk folkegruppe.

– De kalder Bartella for shabakernes hovedstad, siger Yasir.
Ifølge Yasir var der 2.400 kristne familier i byen før 2014. Kun 600 – 700 er vendt hjem. Flertallet af de øvrige er flyttet til udlandet.

– Tidligere udgjorde vi kristne flertallet, nu er vi i mindretal, fastslår Yasir.
Yasir frygter både IS og de forskellige shiitiske militser. Tidligere drømte mange kristne om, at Nineve-sletten skulle få selvstyre med international beskyttelse.

– Men alle kristne har opgivet håbet om det, sukker Yasir.

Relationerne er spændte mellem Irakisk Kurdistan, som er vestligt-sindet, og Bagdadregeringen, som står på Irans side. Skillelinjen mellem dem går gennem Nineve-sletten.

Mange frygter en potentiel krig mellem USA og Iran. Det ville med stor sandsynlighed spredes til Irak. I så fald er der en risiko for, at de shiitiske militser vil se de kristne på Nineve-sletten som femtekolonner.

Den usikre situation og diskrimineringen har ført til, at alle kristne i Bartella ønsker at forlade Irak, inklusive Yasir og hans familie.

– Jeg tænker først og fremmest på mine børn. De har ingen fremtid her. Her findes ingen tryghed eller stabilitet, forklarer Yasir.

Folkemord

I udkanten af byen Dohuk, i Irakisk Kurdistan, ligger en illegal bosættelse med yazidiske flygtninge.

Hassan Sharaf Shamo har boet der med sin hustru og deres fire børn i over fem år. Yazidierne er en af de mest forfulgte minoriteter i Irak. Da IS indtog deres hjemland, Sinjar-distriktet, i begyndelsen af august 2014, fik de valget ”konverter eller dø!”.

Hundredtusinder flygtede til Irakisk Kurdistan, hvor de fleste stadig lever i flygtningelejre. Ifølge FN blev mindst 5.000 yazidier myrdet af IS. Yazidiske kvinder og børn blev kidnappet. Kvinderne blev holdt som sexslaver.

– Tusinder af yazidiske kvinder og børn er stadig savnede. Ingen ved, hvor de er, siger Hassan.
Familien har ikke besøgt deres hjem i Sinjar, siden de flygtede derfra, men de ved, at bebyggelsen ligger i ruiner.

– Nogle venner, som er vendt tilbage, har fortalt, at der hverken findes el eller vand. De er bange for at bo der. Der er ingen sikkerhed, siger han.

Siden slutningen af 2017 er Sinjar blev kontrolleret af den irakiske hær. Familien stoler ikke på, at den irakiske regering kan beskytte dem mod fremtidige angreb fra ekstremister. De føler sig derimod trygge i Kurdistan, men de lever en miserabel tilværelse.

Tidligere fik de ofte besøg af organisationer, som hjalp dem med småbeløb og mad. Nu må de klare sig selv. De overlever takket være de småjobs, som deres søn indimellem får. Alle deres slægtninge er flyttet udenlands. Det vil denne familie også gøre.

– Vi vil leve et sted, hvor folk ikke diskrimineres, fordi de er muslimer, kristne eller yazidier, siger Hassan.

Den kaldæisk-katolske by Al-Qosh ligger i den kurdiske ”del” af Nineve-sletten og blev aldrig indtaget af IS. Men selv derfra udgår en strid strøm af emigranter.

På et ungdomscenter møder vi 17-årige Dana Jamal Odisho sammen med nogle af hendes venner. De er i gang med sidste år på gymnasiet i Dohuk. Dana skal læse videre til ingeniør på universitetet. Derefter er det hendes plan at flytte til Vesten.

– Hvis sikkerheden blev bedre i Irak og hvis der var flere jobmuligheder for mig som kvinde, ville jeg overveje at blive boende her, siger hun.

Dana fortæller, at mange fag, deriblandt ingeniørfaget, ikke opfattes som passende for kvinder. For hende er det traditionelle kvindesyn i hendes eget kristne samfund hovedårsagen til, at hun vil forlade Irak. Hun føler ingen forpligtelse til at blive boende for at bidrage til en fortsat kristen tilstedeværelse i området.

– Det er ikke noget, som jeg går op i. Jeg vil bare ha’ et godt liv, slutter Dana.