Inger leder kvinderne med et smil i stemmen

Det er et målrettet, men også varmt menneske, der står i spidsen af den kristne kvindebevægelse Aglow.

Inger Porsen

I fire år har hun været leder af den danske afdeling af Aglow, en kristen bevægelse for kvinder. Hun er kendt som en kvinde, der i den grad brænder for sin sag – at kvinder møder Gud.
– Vi vil gerne se de brudte liv, mange kvinder har, blive forløst når Gud får lov at gøre det i deres liv, han vil gøre, siger Inger Porsen begejstret, – så bliver de foldet ud ligesom en blomst der folder sig ud, så al Guds herlighed ses.
Man skal ikke været sammen med Inger Porsen længe, før man også selv bliver grebet for sagen. Når hun fortæller om de mange kvinder, der på Aglows møder oplever et fristed, og et gennembrud i deres tro, får man lyst til at være med – også selv om man er mand.
Og det skulle heller ikke være umuligt. For hendes mand Børge Porsen, har som en af de få i verden fået tilladelse til at starte en mande-aglow. Hun mener, at det ikke kun er kvinder, der har brug for at se, at de kan bruges af Gud.
– Gud har en tid i dag, hvor han viser mændene, at han vil have en kirke, hvor både mand og kvinde kommer på banen, forklarer Inger Porsen.
– I Bibelens tid brugte Gud enkelte kvinder. Nu er der en bevægelse blandt kvinder kollektivt, som vi ikke har set tidligere.
Aglow for mænd er ikke det eneste projekt, der er blevet startet siden Inger Porsen overtog formandskabet fra Tove Mommer. Organisationen er involveret i arbejde og bøn for Israel, men også bøn for de muslimske kvinder.
– Og Gud har mange flere udfordringer for os, siger Inger Porsen og slår en herlig latter op.

Alder ingen hindring

Sidste år fyldte hun 60 år. Men det ser Aglowlederen ikke som noget negativt – tværtimod.
– Det var dejligt. Og nu er jeg blevet efterlønner, siger Inger Porsen og bryder ud i et glædesfyldt halleluja.
– Jeg stortrives med min alder. Jeg tror ikke man skal blive deprimeret, fordi vi har rundet de 60. Men vi skal sige tak til Gud for de år, han giver. Efter jeg er blevet efterlønner har jeg fået nogle nye invitationer til udlandet, jeg ikke har fået før. Jeg oplever at Gud udvider teltpælene, siger Inger Porsen.
I sit liv som efterlønner har Inger også mere tid til sine interesser, som ud over Aglow er at læse, lytte til god musik og at være sammen med familien.
Om hun kommer til at være leder af Aglow i lige så lang tid som sin forgænger, er uvist. Men Inger Porsen har tillid til, at Gud vil hjælpe hende med at stoppe i tide.
– Jeg ved, at jeg ikke skal blive siddende på den stol for at sidde der. Jeg siger: Gud det må du vise mig, siger Inger Porsen. – Der skal også en vis portion energi til, og det føler jeg, at jeg har endnu. Så tager vi det derfra.
Man betages af hendes entusiasme, og den meget målrettede facon. Men allermest nok af hendes smil. Smilet i stemmen.