Irland har brug for en vækkelse

“God is love” (Gud er kærlighed) står der med store guldbogstaver på kirkens klokketårn, der rager op over terminaler og parkeringshuse i Dublins internationale lufthavn. At kirkens budskab er det første, der møder de rejsende, der ankommer, eller er det sidste ord, man får med på vejen videre, siger noget væsentligt om det, Irland er gjort af. At være irer er at være kristen. Men vil Irland også i fremtiden være en af Europas meste kristne nationer?

Den katolske kirke er i Irland er hårdt prøvet på grund af pædofiliskandalerne og sekularisering med fri abort og homoseksuelle ægteskaber.

Dog er kristendommen ikke sådan lige at udslette fra Irland. Siden 400-tallet, hvor den legendariske Sankt Patrick, Irlands skytshelgen, kom til øen for at gøre den kristen, har kristendommen sat sine spor overalt.

Den grønne farve, som er så karakteristisk for irsk natur, er som bekendt også håbets farve. Så håbet om en kristen vækkelse lever på den grønne ø.

Book of Kells

Jeg er inviteret til Irland for at holde et foredrag i den katolske organisation Lumen Fidei. Det giver mig mulighed for at udforske, hvordan det står til med kristendommen i landet.
Irland er fyldt med kristne helligsteder, kirker og klostre. En af de største kristne skatte er Book of Kells, som er udstillet på Irlands ældste universitet, Trinity College, i Dublin. Den er et illumineret håndskrift skrevet på latin og indeholder de fire evangelier sammen med en række andre småskrifter.

Den blev skrevet af irske munke omkring 800-tallet. Den fantasirige illumination blev af en krønikeskriver fra 1200-tallet kaldt for “ikke menneskers, men engles værk”. Og det er præcis den følelse, som bogen efterlader med de farvestrålende og guldbelagte illustrationer, der giver en følelse af få et glimt ind i himmerige.

Bogen er et vidnesbyrd om, hvor dybt de kristne rødder stikker i Irland, og hvor meget landet er formet af, hvad der står i Bibelen.

Nonner på pub

På en af Dublins hovedgader tæt på den smukke gotiske katedral Christ Church, der i dag tilhører den anglikanske kirke, får jeg øje på en større gruppe af nonner med slør, der står samlet udenfor en pub.

Det er sjældent at se så mange unge smukke kvinder med ordensdragt. Men der er noget, der ikke stemmer, for de har drinks og cigaretter i hånden og er højrøstede. Da jeg kommer tættere, ser jeg, at de er klædt ud. Men hvorfor lige som nonner, spørger jeg dem?

Drinks’ene har allerede gjort deres virkning, så de forklarer med koket gestik, at de kommer fra et meget frisindet kloster og skraldgriner. De har købt dragterne på nettet.

De kan ikke svare på, hvorfor det lige blev nonnekostumet, de valgte, og de skåler. I det ærkekatolske land bliver unge ikke længere undervist i katolsk lære i skolerne. Afsløringerne af de mange pædofiliskandaler i den katolske kirke i Irland har betydet, at mange unge tager afstand.

Er Irland stadig et kristent land?

Alligevel er Irland dog stadig meget mere præget af kristendom end mange andre lande i Europa.

En ny undersøgelse viser, at i nogle landsogne er der op mod 39 procent af irerne, der stadig går i kirke om søndagen. Det er imponerende tal i forhold andre europæiske lande.

Men i 1970’erne var der omkring 80 procent på landsplan, der søgte kirken om søndagen, så for Irland er det en tilbagegang. Men hvad siger irerne selv? Opfatter de stadig Irland som et kristent land?

Gemma O’Dorherty er tidligere journalist og grundlægger af sit eget en-mands parti, “Anti-Corruption Ireland”, som hun stiller op for til næste valg. Gemma O’Dorherty kæmper for at bevare det nationale fælleskab og er selv katolik. Hun mener ikke, at Irland i øjeblikket kan kaldes for et kristent land:

– Alt offentligt liv og medierne er styret af anti-kristne kræfter, og det har påvirket befolkningen.
De sidste 20 år har der været et non-stop angreb på den katolske kirke i medierne fra statens side. Alle under 30 år – medmindre de har fået en stærk katolsk opdragelse i deres familie, hvilket mange ikke har – ved intet om katolicismen og om at gå i kirke. De ser den som en organisation, der beskytter pædofile og forhindrer kvinder i retten til abort.

Men Gemma O’Dortherty mener dog, at det helt afgjort vil ændre sig:

– Mange unge lever efter venstrefløjens værdier om frigørelse, hvor de drikker, har forskellige kærester og ikke stifter familie. De ender alene uden mand og børn. Så begynder de at spørge efter meningen med livet. Den finder de kun i Gud.

Gemma O’Doherty tror også, at troen vil blive genvakt, fordi mange unge i dag skammer sig over deres forældres frigjorte liv og alt det rod, det har skabt:

– Næste generation ønsker at leve efter konservative værdier og føle stolthed overfor deres nation. Vi er i bund og grund et konservativt land. Vi modsatte os abort længere end noget andet land i Europa, undtagen Malta. Irernes tro ligger lige under overfladen, men vi opfører os ikke som kristne i øjeblikket. Men folk i Irland kommer tilbage til troen, når de har brug for det.

Irland har brug for en åndelig vækkelse

I maj 2018 sagde stort flertal af irerne ja til fri abort. Men når over 70 procent af irerne stadig betegner sig som kristne, hvorfor kan de så stemme direkte imod den kristne lære om, at man ikke må slå ihjel?

For Diana Ní Scanlaín, der er katolik og har en bachelorgrad i teologi og filosofi fra det pavelige universitet St Patrick’s College Maynooth, er det ubegribeligt. For hende fylder loven om fri abort en stor rolle i hendes syn på, om Irland er et kristent land:

– Forud for lovens indførelse var der ingen fair debat om abort. De, som havde argumenter imod, fik ikke ordentlig plads i medierne. Det hele handlede om kvinders ret til at vælge selv. Kirken var også forbavsende tavs. Abort kunne fortsat have været forbudt, hvis kirken havde sagt noget om, hvad der er foreneligt med troen, og hvad der ikke er det. Irerne gik direkte imod Gud med den lov.

Kirken er tavs

Når den katolske kirke i Irland er så tavs, skyldes det pædofiliskandalerne, fortæller Diana Ní Scanlaín:

– Kirken har ikke gjort op med disse problemer, og det har lammet den. Medierne bruger det imod den. Hvis udviklingen skal vendes, og irerne genfinde troen, må den søge forsoning for de synder, som den har begået. Den må bede om tilgivelse, siger Diana Ní Scanlaín.

– Kirken har aldrig sagt direkte undskyld for overgrebene. Hvis kirkens top bad både Gud og befolkningen om tilgivelse, så ville troen komme tilbage. For hvor skal folk ellers gå hen? De mange nye New Age-spiritualiteter gør ingen lykkelige.

Diana Ní Scanlaín understreger også, at Irland befinder sig i en åndelig krise. Derfor er der først og fremmest brug for en åndelig vækkelse:

– Vi er et unikt land med en lang katolsk tradition, men lige nu er på vi kant med Gud, ikke mindst på grund af abortlovgivning og pædofiliskandaler. Både kirken og folket må sige undskyld og erkende, at det har gjort noget forkert. Først når vi har gjort det, kan der komme en vækkelse.