Julegospel på rådhuset
135 sangere mødte op, da Teglgårdskirken startede gospelkor i oktober. Koret holdt sin første koncert på rådhuset i Middelfart, da kirkens lokaler var for små - og sprængte rammerne igen.
Middelfart Kommune stillede rådhussalen til rådighed for Teglgårdskirkens nye gospelkor. 100 sangere fyldte rådhuset med gospel og juletoner og samlede ind til julehjælp og familienetværk.
Da Teglgårdskirken i Middelfart i 2018 holdt en gospelkoncert med South City Gospel Choir fra Kolding, sprængte man alle alle rammer. Da man nåede de 125 deltagere, var man nødt til at afvise resten i døren.
I oktober i år besluttede kirken og korleder Steffen Bay at starte et nyt gospelkor op. Sammen med de de frivillige ventede han spændt på at se, hvor mange, der ville møde op til den første øveaften.
– Vi havde annonceret i lokalavisen og på facebook, men vi havde ingen anelse om, hvor mange der ville møde op. De første to gange var gratis, så folk kunne jo komme og prøve det af, fortæller Steffen Bay.
Ikke plads til sangerne
Den første gang mødte der 135 nye sangere op i kirken.
– De kunne slet ikke være i bygningen. De var helt ud i cafeen og vi måtte have folk stående overalt, siger Steffen Bay, der måtte tage en hurtig beslutning om at dele koret op i to.
Nu har koret øvet syv gange hen over efterået, og den 15. december skulle det så munde ud i den første koncert. Og da kirken var for lille, søgte man et større sted og fik lov at låne rådhuset.
– Det var for os meget stort at få lov at komme ind i hjertet af byen. Viceborgmesteren bød velkommen, og vi følte os rigtig godt taget imod, fortæller korlederen.
Klædte om i rådhussal
De to kor optrådte sammen, så der var 100 sangere på plads i det store lokale i det nybyggede rådhus.
– Der var noget helt særligt over det, da vi sang fællessang med Dejlig er jorden og Nu tændes tusind julelys i det store tredimensionelle rum, hvor folk sad i flere niveauer, fortæller Steffen Bay.
– Og så fik vi lov at låne byrådssalen til omklædningsrum. En flot sal med et kæmpe panoramavindue med udsigt til Lillebælt og de to broer.
Rådhuset propfyldt
Kirkens præst, Birgit Tind, glæder sig over, at koret er kommet så godt fra start.
– Det var overvældende at se dem synge sammen og udtrykke en masse glæde, liv og stolthed, siger Birgit Tind, der fortæller, at kirkens gospelarrangement endnu en gang gav pladsmæssige udfordringer.
– Vi havde fået lov at lukke 320 ind. Da det var gjort, måtte vi lukke, så mange desværre måtte vende næsen hjemad i det våde vejr, fortæller Birgit Tind, der dog glæder sig over, at kirken med sine blot 50 medlemmer får lov til at sætte præg på julestemningen i byen.
Ud over gospel og julesange var arrangementet også en støtte til kirkens familienetværk og julehjælp til udsatte familier, ved at man kunne købe æbleskiver og kaffe og te.
– Det var et arrangement, der havde et højere formål. Julen handler jo om at give til dem, der har brug for det, slutter korleder Steffen Bay.