Bonnkes dramatiske flugt til Danmark

Fred og ro, derpå pludselig ødelæggelse. Det var 1945 i Stablack i Østpreussen. Krigen nærmede sig sin afslutning, og Hitlers hær begyndte at kollapse. Min trygge barndom blev rystet af bomber, eksplosioner og drønet af russiske fly. Nattehimlen blinkede og glødede med skæret fra brændende bygninger. For en femårig virkede det ikke mere alvorligt end gløder i pejsen eller lys i kulørte ruder. Lyset fra lyskasterne fejede over himlen og sporprojektiler fløj mod de farlige silhuetter på himlen.

Min mor, Meta, samlede alle os seks børn omkring sig og begyndte at bede. Jeg krøb ind til hende sammen med Martin, der var 11 år, Gerhard på ni og tvillingerne Jürgen og Peter på seks. Mor havde lille Felicitas på skødet; hun var endnu ikke fyldt tre år.

Pludselig blev døren smækket op af en soldat. Han var sendt af vores far, Hermann Bonnke, der var officer i den tyske Wehrmacht.

– Hvorfor er du stadig her, Meta?! Råbte han. ”Det er måske for sent. Hermann siger, at du skal tage børnene og løbe. Løb nu! Løb alt hvad I kan!”

Jesus, hjælp os!

Mor vidste, at hun havde ventet for længe. Dag efter dag længtes hun efter at se sin mand igen. Hun ønskede ikke at forlade den trygge rede, de havde skabt i militærlejren ved Stablack. Hun ønskede heller ikke at acceptere, at det var forbi med Tyskland.

Men nu var det sket!
– Ja, sig til Hermann, at vi tager af sted nu, sagde hun til soldaten.
Han vendte om og forsvandt ud i natten uden at lukke døren.
– Kære Jesus, hjælp os! hviskede Mor.

Nogle uger tidligere havde Far fortalt hende, at krigen var tabt. ”Anden Verdenskrig vil ende lige så forfærdeligt som Første Verdenskrig for tyskerne. De allierede invaderer fra vest. Her i øst er Stablack omringet. Vi vil holde ud til det sidste, men Rusland har en kæmpehær, og de vil vinde. De kan angribe når som helst.”

Han var nødt til at blive hos hæren og kunne måske ikke nå hjem til hende, før det var slut. Når slaget var tabt, skulle han overgive sig til enten briterne eller franskmændene frem for at falde i hænderne på de forhadte sovjetter.

Han fik Mor til at sy rygsække til alle os børn, så vi kunne bære vores mad og tøj. Vi skulle pakke og være klar til at flygte med et øjebliks varsel. Det var tidligt forår, og der kunne være frostgrader både dag og nat.

”I skal tage vejen mod Königsberg og så dreje mod syd. Vejen til Danzig er spærret. I må krydse Haff. Det er den eneste vej.”

Haff var en frossen bugt ved Østersøens sydkyst. Selv nu i februar prøvede desperate flygtninge at krydse den halvsmeltede is for at nå frem til Danzig.

Mors forældre, Ernst og Minna Scheffler, var flyttet til Danzig kort efter krigens udbrud. Det var en tysk højborg i Polen på Østpreussens sydvestlige grænse, og der var en isfri havn til Østersøen.

Hermann vidste, at den tyske hær havde begyndt redningsoperationen Hannibal 1, hvor højtstående militærpersoner og civile blev evakueret fra Danzig. Det nye passagerskib, Wilhelm Gustloff, lå i havnen for at blive lastet før en sejlads til Kiel.

”Det er jeres bedste flugtvej. Hvis I kan komme til Danzig, kan din far booke en billet til jer.”
Før han tog af sted om morgenen, tog han Mors hånd i sin og de bad for vores sikkerhed. Ofte mens de bad, ville min far tale i tunger, hvor han udøste sit hjerte til Gud i den desperate situation. Derpå omfavnede de hinanden og sagde et tårevædet farvel.

Mor vidste, at det kunne blive sidste gang, hun så Far i live.
Mor havde ikke bare syet rygsække til os drenge, men også til alle naboens børn. Da den endelige russiske offensiv begyndte – efter soldatens advarsel – bad hun hurtigt naboerne slutte sig til os. Nu var det tid til at klæde sig varmt på, før den lange tur til bedstemor og bedstefar, sagde hun.

Vi havde ingen bil, så vi måtte gå på vejen og prøve at få kørelejlighed med en landmand. Vi var 11 børn og to mødre i vores lille gruppe af flygtninge. Det var stadig mørk nat. Vi drenge forstod ikke vore mødres frygt, for os lød turen som en vinter-udflugt.

Vi skyndte os af sted mod hovedvejen. Allerede på afstand kunne vi se, at den var fuld af vogne, militærkøretøjer og tusinder af folk til fods på vej vestpå mod Königsberg.
Felicitas blev hurtigt træt og begyndte at græde. Mor pakkede hende ind i et tæppe og bar hende. Vi fandt ikke nogen landmand med en vogn, der var stor nok til hele gruppen, så vi blev ved med at gå, indtil det blev lyst.

Vi drenge blev snart klar over, at det aldeles ikke var en hyggetur. Alle folk omkring os talte om rædslerne. Russiske tanks kom på vejen bag os og kørte over folk, mens soldaterne skød kvinder og børn.

”Og det er endda de heldige,” sagde en gammel bonde. Vi hørte brølet af en motor bag og. Mor skreg til os, at vi skulle løbe ned i grøften ligesom alle andre. Men det var ikke en russisk tank. Det var et militærkøretøj i høj fart fyldt med tyske soldater fra fronten. De flygtede for livet og lod os i stikken.

– Hvor er russerne? skreg en flygtning. ”De har taget Stablack!” svarede en soldat. ”Løb gennem skoven. Gem jer!”

– Vi kan ikke tage børnene gennem skoven, sagde mor til sin skræmte veninde. Mor fortrød bitterligt, at hun ikke var flygtet meget før. Hun forstod nu, at hun havde udsat os for større fare ved at vente. Hendes største frygt var, at vi skulle blive kørt over af en russisk tank, eller at de ville skyde os.

Næste gang en tysk lastbil drønede imod os, stod mor ved vejsiden og stoppede den. Lastbilen prøvede at ræse forbi, men mor sprang ind foran den, så den måtte bremse op i mudderet.

– Vi har børn, I må lade os køre med, råbte hun.
– Lastbilen er overfyldt. Jeg kan ikke stoppe! Dermed kørte chaufføren videre.
– Nogen må stoppe, sagde mor med fast stemme. ”Kære Jesus, rør ved disse mænds hjerter, så de bringer os i sikkerhed.”

Hun prøvede at stoppe den ene efter den anden. De satte ikke engang farten ned, for de havde travlt med at redde sig selv. Mudderet sprøjtede over os fra deres hjul, mens de ræsede forbi os.
Mens vi gik videre, fik mor en ny plan.

Nu skulle naboen stå 5 meter længere tilbage sammen med os børn. Kun Mor ville stå ved vejen. Hvis hun fik stoppet en lastbil, skulle naboen straks begynde at smide børn op på ladet af lastbilen. Vi ville lande som 11 sække kartofler mellem soldaterne. Til sidst ville kvinderne bede mændene gøre plads for børnenes mødre, i forventning om, at de ikke ville ønske at tage sig af børnene selv.

Planen virkede. Da vi var landet blandt tropperne, gjorde de plads for os, og til sidst trak de også vores mødre op og placerede dem på gulvet ved siden af os.

Lastbilen gassede op og begyndte at rulle mod Haff. Mor græd og krammede os og takkede igen og igen soldaterne for deres hjælp. Men de var flove. Den stolte prøjsiske hær havde svigtet ved ikke at beskytte fædrelandet. Soldaternes øjne flakkede fra højre til venstre efter tegn på bevægelser i den russiske hær. Snart begyndte de at skrige og slå på førerhuset. Nogen havde set et fly nærme sig. Lastbilen stoppede og soldaterne væltede ud og søgte ly i et krat i nærheden.

Lastbilen blev beskudt

Mor samlede sine drenge og Felicitas, da flyet dykkede ned over lastbilen og derpå steg igen for at placere sig til angreb. Vi havde ikke tid til at løbe væk. Vi var forsvarsløse skydeskiver.
Mor dækkede os som en høne med kyllinger. Hun trak sin frakke ud over os og begyndte at bede.

”Himmelske Far, beskyt disse børn. Giv os dine engle som skjold. Lad intet våben ramme. De er dine børn, Herre. Beskyt dem i Jesus’ navn”.

Hun bad stadig, da lyden af granatsplinter fyldte luften og nærmede sig hurtigere end lydens hastighed. Straks efter fulgte drønet af fighter-kanonerne, som overdøvede alle andre lyde.
Lastbilen sprang og rystede, da projektilerne med en række bum-bum-bum ramte jorden hurtigt efter hinanden.

Eksplosioner af jord regnede ned over os, da flyet vendte snuden mod øst, hvor det var kommet fra. Der lød skud fra små geværer inde fra krattet, hvor soldaterne lå gemt. Så døde lyden af flyet væk i det fjerne.

Intet havde ramt lastbilen.
Overhovedet intet.
Vi så op. Mor rystede jord af sin frakke. ”Tak, Jesus,” hviskede hun.
Da soldaterne steg på lastbilen igen, var de meget skamfulde. Ingen havde bekymret sig om vores sikkerhed. Som erfarne soldater havde de ikke regnet med, at der ville være noget at komme tilbage til, da de styrtede hen til træerne. Ingen lastbil, ingen flygtninge. Men fra nu af tog de sig ekstra godt af os. Vi blev deres værdifulde last.

Fór vild i skoven

Mørket faldt på igen, og vi fortsatte natten igennem. I de tidlige morgentimer stoppede vi i et skovområde nær Haff. Hundreder af andre familier klumpede sig sammen omkring bål mellem træerne.

Soldaterne bar os ind i skoven og sagde, at vi skulle tænde bål. Nu i dagslyset ville de ikke krydse over isen. Russerne fløj ind fra deres placeringer ved Königsberg for at bombe de flygtende undervejs, sagde de.

Jeg var lykkelig for at kunne strække benene. Det med at lede efter brænde var lige det, jeg havde brug for, men der var ikke meget at finde. Andre familier havde været der allerede. Jeg gik dybere og dybere ind i skoven for at finde brænde. Pludselig vidste jeg ikke, hvor jeg var. Jeg løb hen til den nærmeste gruppe og spurgte: Har I set min mor?

Jeg løb fra den ene gruppe til den anden. Fra bål til bål. Ingen kendte mig. Ingen kendte min mor. Alle var fremmede.

Jeg var pludselig blevet flået væk fra mit beskyttede liv i Stablack. Nu var jeg faret vild i en farlig verden fuld af fremmede. Alt det, der betød tryghed og hjem for mig, var flået væk på en forfærdelig nat. Jeg begyndte at græde som en anden luftangrebs-sirene.

En sød dame spurgte, om hun kunne hjælpe mig. Jeg hulkede frem, at jeg havde ledt efter brænde og ikke kunne finde min mor. Hun tog mig og bar mig fra gruppe til gruppe, indtil jeg endelig så min mor. Hun så bekymret ud, mens hun gik rundt og ledte efter mig.

Jeg sprang ned og løb hen til mor. Hun krammede mig hårdt. Min hjerte hamrede, så det tog lang tid, før det faldt til ro. Mor plejede kun at give sine børn et knus til deres fødselsdag. Det var noget helt særligt at få et knus af min mor. Det føltes så godt.

Isen knagede

Som morgenen skred frem, lagde mor og nabokonen deres 11 børn til ro omkring bålet. Da vi faldt i søvn, hørte vi dem bede Gud hjælpe os sikkert over isen.

Pludselig vækkede soldaterne os. De fik os hurtigt op på lastbilen. Vi forstod det ikke dengang, men Gud havde svaret på vores bøn. Mens vi raslede ned mod Haff, rullede en tyk tåge ind fra Østersøen. Snart var vi helt opslugt af den mest velsignede tågedis. Dette guddommelige dække skjulte os for de russiske bombefly.

På vej over Haff måtte chaufføren sætte farten ned og køre forsigtigt. Det var sidst på vinteren, og små pytter af smeltevand sprøjtede omkring hjulene. Men desperationen og den frelsende tåge drev os fremad.

Ind imellem skred vi sidelæns. Isen knagede faretruende under hjulene.
Ind imellem så vi mørke cirkler med bombehuller. Her flød lig rundt på vandets overflade.

Tusinder før os havde mistet livet i forsøget på at krydse lagunen. Men vi nåede sikkert til den anden side.

I Danzig skiltes vi fra vore naboer. Mor med alle os børn omkring sig bankede på døren til bedstemor og bedstefar Schefflers andensals lejlighed.

Bomber i Danzig

Det blev et tårevædet gensyn. Mors yngste søster, Eva, var der også. Mor ville allerførst vide, om de havde hørt noget fra Stablack eller fra Far. Men ingen kunne fortælle hende noget. Kommunikationssystemet var brudt sammen.

Danzig var blevet bombarderet i dagevis. Så snart tågen lettede, begyndte det igen. Vi så bygninger bryde i brand, når de blev ramt. Flere dusin røgsøjler kunne ses omkring lejligheden dag efter dag.

Så hørte vi den forfærdelige melding, at russiske fly havde sønderbombet Haff, så snart tågen var lettet. Denne flugtvej fandtes ikke mere for de tilbageværende tyskere mellem Königsberg og Danzig.

– Kære Gud, vis Hermann en flugtvej. Lad ham ikke blive fanget der, bad mor.
– Hvad med bedstefar August og bedstemor Marie? De er stadig i Trunz, råbte min bror Martin.
– Vi ved ikke, hvor de er, sagde mor. Men vi vil også bede for deres sikkerhed.

Skibet var væk

Bedstefar Ernst var særlig bekymret. Han ville gerne have os ud af byen hurtigst muligt for at undgå at falde i fjendens hånd.

Ved krigens begyndelse havde han forladt sin fårefarm nær den litauiske grænse for at arbejde på en uldmølle i Danzig. Der ville han gerne blive, men byen var ikke et godt sted for hans kone, døtre og børnebørnene.

Hver dag vovede han sig ned til havnen, hvor han prøvede at sikre os plads på et skib.
– Hvad med Wilhelm Gustloff? Hermann sagde, at vi nok kunne blive sejlet sikkert over på det skib, sagde mor.

Bedstefar svarede ikke i lang tid. Han så rasende ud. ”Den er allerede sejlet,” sagde han.
Mor troede, at han var vred, fordi skibet var sejlet uden os. Men hans kone vidste, at der var noget andet galt. Hun brød i gråd. ”Fortæl dem det, Ernst” sagde hun.
– Hvad? spurgte mor.
– En russisk ubåd har sænket Wilhelm Gustloff.

Pludselig blev faren endnu mere tydelig for os. Vi var sluppet godt væk fra Stablack. Men kunne vi slippe væk fra Danzig?
– Var der nogen overlevende?
– Der var 19.600 mennesker på det skib. Næsten 9000 af dem var flygtninge, resten var soldater. Det fleste af dem omkom.
Mor så på sin mor. ”Så må vi bede. Vi vil bede om, at Gud vil lede far til at finde det rigtige skib til os.
– Jeg vil se efter et skib, som ikke skal til Tyskland, sagde bedstefar bittert. ”Et skib, der ikke fragter soldater.”

Mor sad stille og tænkte over det. Havde der været en guddommelig plan med, at hun havde udskudt vores afrejse fra Stablack? Selv om russerne var faretruende nær? Hvad nu, hvis vi var ankommet til Danzig i tide, så vi var kommet med på Wilhelm Gustloff? Så ville vi nu befinde os på bunden af Østersøen.

Skib til Danmark

Den 17. marts blev byen stadig bombarderet. Vi havde forladt vores hjem for over en måned siden, og russerne havde overtaget mere og mere af landet. En dag kom bedstefar med godt nyt. Han havde set et kulskib lægge til kaj, og officererne gav os tilladelse til at sejle med til København tidligt næste morgen.

Han følte, at det var et usædvanligt godt fartøj under disse omstændigheder. Han mente også, at destinationen virkede lovende for en sikker sejlads. Danmark havde nemlig lidt mindre end de andre lande under tysk besættelse.

’Uskadt over havet’

Den nat tilbragte Minna, Eva og mor i bøn og faste. De frygtede det værste og ønskede at høre fra Gud om vores rejse ombord på dette skib. Minna fandt en lille æske med flere hundrede bibelord og bad mor tage et af dem.

Mor tog et kort med teksten Esajas 43,16 og rakte det til bedstemor, som læste: ”Herren banede en vej gennem vandet og førte sit folk uskadt over havets bund”

Så kunne hun ikke læse mere. De tre kvinder sad med tårerne strømmende ned ad kinderne. Herren havde talt. Han ville selv være kaptajn på deres rejse.

Så begyndte de at prise Gud. Vi kom alle frem for at tage del i glæden. Vi læste kortet igen, og troen voksede i vore hjerter. Gud ville lade os komme sikkert frem.

Næste morgen pakkede vi vores bundter til turen. Vi gik ned ad bakken til skibet. Så var bedstefar ved at miste modet. For tusinder af andre så ud til at have fået den samme idé som os. Skibet kunne umuligt fragte bare en brøkdel af dem, der gerne ville med. Vi var ved at miste modet.

Men mor var sikker på, at hun havde hørt fra Gud. Hun tog os børn i hånden og pressede sig igennem menneskemængden.
”Gør plads for børnene,” sagde hun igen og igen.

Beskudt på havnen

Til sidst blev presset fra menneskemængden for stærkt. Vi kunne se gangbroen, men var ude af stand til at gå nærmere. Mor frygtede, at vi ville komme til skade. Folk var desperate.
Pludselig begyndte en at skrige og pege opad mod øst. Et russisk bombefly var på vej direkte mod havnen, hvor vi stod.

Folk begyndte at skrige og løbe. Mor vidste, at hendes børn kunne blive trampet ned, så hun samlede os og sagde, at vi skulle lægge os ned og skjule os under vores bagage. Ligesom på militærlastbilen dækkede hun os med sin krop.

Luften summede igen med lyden af granatsplinter. Sultne projektiler søgte menneskekød at ødelægge.

Da flyet forsvandt, var vi uskadte, men dybt rystede. Min ældste bror, Martin, husker stadig tydeligt sin frygt i det øjeblik. Han havde været sikker på, at han ville blive ramt i ryggen af et projektil og dø på stedet.

Men vi var ikke blevet ramt. Til gengæld var det tyndet gevaldigt ud i menneskemængden. Mors søster, Eva, rejste sig og begyndte at råbe til officeren, som stod nær landgangsbroen.
– Se her. Her er en mor med seks børn! De må tage dem med nu!

Officeren lod, som om han ikke hørte det. Men Eva løb hen mod skibet og gentog sit krav.
Flere russiske fly cirklede over os for at finde nye mål. Vi greb vores bagage og skyndte os efter mor hen mod landgangen. Eva råbte stadig efter officeren.

Pludselig vendte han sig om og åbnede porten, så vi alle kunne gå ind. På den måde skabte Gud plads til os på et skib mod København. Vi vendte os og vinkede til bedstefar, mens vi skyndte os om bord på skibet.

Her blev vi sendt ned under dækket. Der var snart andre flygtninge presset sammen med os. Så fjernede de landgangen, mens mange flere på kajen tryglede om at komme med. Så lød det store tågehorn, og skibet sejlede fra kaj. Vores rejse var begyndt.

Beskudt på Østersøen

Ude på Østersøen blev det hurtigt slemt. Mange blev søsyge og det stank af bræk, afføring og urin.

– Mor, jeg skal op på dækket og tisse.
Mor ville ikke lade mig gå alene. Hun sendte tante Eva med mig. Hun holdt mig fast i hånden. Vi kom ud på dækket i den kolde natteluft.

Jeg husker dens friske salte smag. Det friskede mig op efter stanken nedenunder. Jeg så op mod stjernehimlen. Mens jeg fulgte skibets bevægelser og stirrede mod Mælkevejen, hørte jeg i det fjerne lyden af et fly.

Pludselig havde jeg hjertet i halsen. På dette civile skib havde antiluftskytsgeværerne været dækket under presenninger. Nu blev de fjernet, og geværerne blev affyret ud mod det fly, der var på vej imod os.

Tante Eva skreg og trak mig ned mod den åbne luge. Men jeg rev mig løs. Jeg var fascineret af dette drama på himlen. Før hun fik fat i mig igen, så jeg flyet bryde i brand.

Et øjeblik stod vi begge og stirrede, mens flyet faldt nedad med brændende motor. Passagererne begyndte at juble. Det var en russisk fighter, der styrtede.

Eva fik mig ned under dækket igen, mens hun takkede Gud for hans beskærmelse.
Efter midnat vågnede vi ved at noget ramte skibsskroget. Alle ombord havde hørt om den skæbne, der havde ramt Wilhelm Gustloff. Panikken bredte sig, mens skibet begyndte at hælde mere og mere til den ene side.

Besætningen styrtede ned til de nederste dæk med dieselpumper. Enten havde skibet ramt en mine, eller det var ramt af en torpedo. Vandet strømmede ind fra et gabende hul i kølen. Snart hørte vi lyden af pumperne, der skulle fjerne det indkommende vand.

Mor kaldte os sammen. Dette var den ultimative test af løftet fra Gud. Hun begyndte at bede. Minna og Eva bad med, idet de mindede Gud om, at han var den Gud, der havde talt om en vej sikker gennem havet.

Efter nogle timer begyndte skibet at komme på ret køl. Besætningen forklarede, at pumperne var begyndt at arbejde hurtigere end vandet flød ind, og vi holdt os flydende. Da Danmarks kyst viste sig, og vi endelig nåede i havn, græd og lo vi alle.

Jeg anede ikke, hvad der ventede os på den fjerne kyst. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville holde mig nær den kvinde, som havde bedt os sikkert gennem Østpreussens fald.

Og selv om jeg ikke kunne formulere det med ord, vidste jeg også, at jeg ønskede at kende den Gud, hun kendte. Og jeg ønskede at kende ham, ligesom hun kendte ham.

Teksten er oversat fra bogen ”Living a Life of Fire”.

Efterskrift: I dansk
flygtningelejr
Familien nåede frelst til København, hvor de i første omgang blev taget vel imod. Men da krigen sluttede, vendte det totalt. De tilbragte to år i en dansk flygtningelejr – med pigtråd.
Omkring 17.000 flygtninge, heraf de fleste børn, døde af underernæring og mangel på lægehjælp i disse danske lejre…
Den danske regering havde meddelt lægestanden, at den ikke skulle føle sig forpligtiget af lægeløftet i forbindelse med de tyske flygtninge…
Senere blev familien genforenet med faderen. De måtte gennem stor fattigdom. Og Reinhard mødte mange udfordringer, men troen fik ham igennem dem alle, og han endte som den evangelist i verdenshistorien, som har ledt flest mennesker til Jesus Kristus.