Musikkens hemmelige våben

Spørger du mig, lyder noget musik ved første øjekast (ørekast?) som regulær larm. Toner, der kurer mod hinanden som kattenegle på en tavle. Rytmer uden basbund, så man tror at dirigenten er en fuld svensker på vandski i citronfromage.
I de sidste fire år har jeg studeret musikvidenskab på universitetet, og ét fag går ud på at lytte. En dag var hjemmeopgaven at lytte til et jazzstykke, som lød som en snes 8-årige med instrumenter, de aldrig havde rørt ved før. Av mit øre. Ved ca. 213. gennemlytning hørte jeg pludselig gentagelser. Så dukkede der et system op. Jeg lærte, at man hører larm før man hører musik. Jeg tænkte, at når jeg bliver gammel, kan jeg få brug for denne oplevelse i kirken, når jeg sidder og tænker på, hvad de unge finder på at spille af musik under gudstjenesten.

Musik er og bliver mit kæreste eje. Det er det sprog jeg taler med min Gud, og klaveret er min dialekt. Den danske sanger Randi Laubek har formuleret det så rigtigt: ”Musik er længslen efter det guddommelige, efter meningen med livet, indsigt. At man som det her lille menneske går rundt på den store myretue og ville ønske, man skulle leve i 1000 år, så man bare forstod lidt mere. Det er en irriterende, rastløs længsel: Hvorfor kan man ikke bare få et hint, så man gør noget godt i den store sammenhæng?”
Jeg var til begravelse i en folkekirke, hvor vi sad helt stille og ventede på, at ceremonien skulle gå i gang. Jeg sad helt forstenet, tynget af sorg. Mine tanker var gået i stå, i sort, og mit blik havde sat sig fast på den blomsterdekorerede hvide kiste.
Orglet begyndte pludseligt at spille. Mit blik gav et ryk, mine tanker blev vakt til live igen, jeg kiggede igen rundt blandt de levende, jeg fik øjeblikkeligt mere positive tanker, og min sjæl fik sagt farvel til en kær sjæl på en smuk måde. Altsammen takket være musikken.
Musikkens hemmelige våben er, at den kan ændre stemningen i et hjerte.