Wally & Mary

Så står sommerferien for døren. I hvert fald er sommeren derude foran døren, så det gælder bare om at få taget noget ferie, så man kan komme ud og nyde den. Jeg har selv tyvstartet lidt og været på en uges bryllupsrejse til Irland med kvinden i mit liv. En dejlig tur med mange oplevelser og interessante møder. Et af disse møder var med Wally og Mary.
Wally og Mary havde været sømandsmissionærer på havnen i Cork i en menneskealder. De var blevet pensioneret for nogle år siden, men de fortsatte ufortrødent. De var utroligt gæstfrie, og deres hjerter var sat i brand for Gud, hvilket gav dem hjertevarme til alle de mennesker, der var omkring.
Mary var ’senil dement’. Det kneb i hvert fald med hukommelsen til tider, og det kom der et par små spøjse situationer ud af. Fx sagde hun, at vi skulle tage og ringe til Diane oppe i Dublin om Bed & Breakfast. Hvorefter Wally med et smil på læben og på klingende irsk sagde; ”Oh Mary, she died from cancer two years ago”!
Da vi dagen efter skulle videre, fulgte de os ud af byen, med et lille stop på havnen. Jeg gik med Wally om bord på et skib, og i løbet af ingen tid var han i gang med at fortælle om Guds kærlighed. Jeg var vidne til en evangelist i overhalingsbanen på mission dagen før Jesu genkomst. Han nåede på fem minutter at bede to gange og uddele strikhuer, aviser og traktater, inden han sagde på gensyn.
På en måde lignede han en mand uden jordforbindelse, med hovedet gemt i Himlen, og ingen situationsfornemmelse – men på den anden side skinnede Guds kærlighed igennem til mennesker. At høre Wally fortælle sine historier om Guds indgriben i menneskers liv og se ham in action glædede og inspirerede mig, men det provokerede mig også.
I mine unge teenageår havde jeg en idé om, at hvis jeg sagde ja til at følge Gud, så ville han sende mig til Kina eller Afrika for at være missionær. Han ville i hvert fald bede mig om at gøre noget, jeg ikke havde lyst til. Med årene fandt jeg ud af, at det måske ikke var den mest positive måde at se på Guds plan for mit liv på.
Gud har måske rent faktisk skabt mig på en måde, så jeg har nogle evner, han kan bruge.
Det tror jeg stadig på, men da vi havde sagt farvel til Wally og Mary, blev jeg nødt til at stille mig selv spørgsmålet en gang til.
Er jeg det sted, hvor Gud kan bruge mig bedst, eller er jeg det sted, jeg selv synes er mest behageligt? Er jeg mere optaget af at blive respekteret end af, at andre får en lille bid og en smag af, hvem Gud er?
Du og jeg mener måske, at vi gør tingene på den måde, som Gud får mest ud af, og sådan er det måske også, men jeg tror også, at han ønsker at udfordre os og vise os nye veje. Måske skal typer som Wally og Mary provokere min opfattelse af, hvordan man gør tingene.
Det vil jeg tænke over i denne ferie – måske vil du også?