Sølvbryllupspar IT-missionærer i Tanzania

Efter 31 års ægteskab rejser sønderjysk-bornholmsk ægtepar til Tanzania for bl.a. at lære tanzanianerne om informations-teknologiens mulighedeInformationsteknologi og mission i Tanzania er to ting, man ikke lige umiddelbart forbinder med hinanden. Men nu udsender Luthersk Missionsforening sin første missionær som IT-manager i Dodoma.
Faktisk har udviklingen inden for informationsteknologien (IT) været med til at lette afstanden for missionærerne, da flere af dem nu kan kommunikere med hinanden og hjemover via e-mail.
Inge Marie (51) og Leif Sonne (52) har netop været på kursus i England. I søndags blev de udsendt fra LMs efterskole i Løgumkloster.

Hvad får egentlig et par først i 50-erne med fire voksne børn til at søge en stilling som IT-manager i Tanzania?
– Det er der flere grunde til, siger parret, der gennem længere tid havde gået og tænkt på at bryde op fra Agerskov og gøre noget helt andet.
– Jeg har været utrolig glad for mit arbejde, understreger Inge Marie Sonne, der har arbejdet 20 år som skolesekretær på Agerskov Kristne Friskole. – Men efterhånden var papirmængden blevet for voldsom, og bunkerne groede kun opad – aldrig langt nok ned! Vores hus blev også “større og større”, og græsset voksede i takt med manglende tid.
– Vi har været meget, meget glade for både hus, omgivelser og ikke mindst vore naboer. Men alting har sin tid.

– Jeg var begyndt at tænke på, at vi for min skyld gerne kunne afhænde alt vores jordiske gods og rejse hen et sted i missions-sammenhænge, hvis nogen havde brug for edb-folk, siger Leif Sonne. – Men min konklusion var, at “det er der jo ingen, der har!”

Det blev imidlertid ikke kun ved tanken for det sønderjyske ægtepar. Leif Sonne har arbejdet med edb siden 1970 – de sidste fire år hos York International A/S i Vojens (en del af Gram-fabrikken, som blev købt af det amerikanske firma for ca. 5 år siden).
Umiddelbart før sommerferien 1999 fik han besked om, at firmaet blev lukket pr. 31.12., og at han måtte begynde at søge nyt arbejde.
– Så begyndte lamperne at blinke. Nu var muligheden for at gøre noget helt andet til stede. Det ville være svært for mig at finde et nyt job i Agerskov, så vi måtte regne med at skulle flytte, siger Leif Sonne.
Derfor var parret da også, som de siger, mentalt parat, da de så stillingsopslaget om en IT-manager til Dodoma. – Jeg sad og læste tre afslag på stillinger, jeg havde søgt, mens Inge Marie læste avisen – og pludselig læste annoncen højt for mig. Det var, som om alle vore tanker gennem lang tid var en forberedelse til netop dette, så … jeg søgte stillingen, og ansøgningen blev meget varmt modtaget hos Dansk Missionsråd.

Inge Marie og Leif Sonne er tilknyttet Luthersk Missionsforening (LM) og har begge været involveret i arbejdet.
Leif afsluttede en bestyrelsespost i LM i Agerskov i oktober 99, og Inge Marie var aktiv i LUMI Radio Syd indtil december 99. Undervejs har de begge været med i juniorkor i Agerskov, og Leif har været søndagsskoleleder i Rangstrup en del år.

De skal arbejde for Mission Aviation Fellowship (MAF) og får deres løn fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Danida – en helt ny ansættelses-konstellation, som de tre parter ikke har prøvet sammen før.
Leif Sonnes arbejde som IT-mand i Tanzania bliver noget med at skulle oprette og uddanne i brugen af e-mail-forbindelser til de fjernereliggende kirker og missioner inden for en vis afstand til Dodoma, som er MAF’s hovedbase.
Han får også ansvar for et lille reparationsværksted for PC’er med to tanzanianske ansatte.
– Hovedforskellen mellem det og mit hidtidige arbejde vil være, at meget af det skal bygges op fra bunden, og der skal etableres e-mail-forbindelser via radio, som jeg endnu aldrig har prøvet, fortæller Leif Sonne.
– Mine forventninger til jobbet er, at jeg får en mulighed for at tilføre de lokale brugere en viden, som de vil kunne have stor gavn af i fremtiden.

Har I haft nogle betænkeligheder ved at rejse ud i en forholdsvis sen alder?
– Næh, vi tænker nok ikke på os selv som værende i en sen alder. Nu var alle “forberedelserne” gjort for os, så det var nu, det skulle være, siger parret.
– Når vi ser tilbage, kan vi se mange grunde til, at det ikke skulle være før, og vi skulle åbenbart have netop så mange års forberedelse, som vi har fået. Nu er vi parate til at begive os ud i det, som ligger foran os.
Parrets fire voksne børn har hele vejen igennem støttet forældrene i deres udrejse.
– Om det er, fordi de er glade for at få os på afstand, eller om det er, fordi det giver dem en grund til at rejse til Afrika, det ved vi ikke. Simons første kommentar var: “Så er I da ikke helt døde endnu.” Ruben vendte sig bare til sin kone, Lene, og spurgte: “Lene, vil du med til Afrika?” Ester og hendes mand, John, er også parate til en tur, og Samuel, den yngste på 18, er i den heldige situation, at han vil få en rejse om året betalt af Danida, indtil han er til og med 20 år.
Afstanden til børn og børnebørn har parret øvet sig på gennem de sidste tre uger i England.
– Der vil nok komme tider, hvor man synes, at NU trænger jeg til at se den eller den og snakke med dem og se dem ind i øjnene. Men på en måde tror jeg ikke, at vi kommer ud i et fuldstændigt tomrum.
– Der vil være en hverdag, som skal fungere, opgaver, der skal passes, folk, man skal snakke med, og vi har jo også hinanden, siger Inge Marie Sonne.
– Det bliver måske sværest at undvære børnebørnene, men vi vil gøre alle mulige krumspring for at være i så tæt kontakt som muligt, understreger de nye udsendinge, der den 7. marts sætter kursen mod Tanzania.