Martin var dømt for grov vold – nu bliver han præst i Herning

– Jeg lokkede min medfange ud i køkkenet og stak ham med en steakkniv og overhældte ham med kogende vand. Det er vildt skræmmende, at man som menneske kan gøre de ting, jeg gjorde. Jeg var endda stolt af det, fortæller Martin Bentsen, som den 30. august bliver indsat som præst i Herning Oasekirke.

Drengen Martin Bentsen så ud til at have meget dårlige chancer for at få et normalt liv. Han blev tvangsfjernet fra sin unge alenemor og kom i pleje hos sin mormor. Han var en ballademager og blev smidt ud af folkeskolen allerede i 3. klasse.

En skolepsykolog gav ham diagnosen DAMP (ADHD), men Martins mormor nægtede at samarbejde med psykologerne. Derfor blev han anbragt på en lukket børneinstitution, hvis metoder mildt sagt ikke var for børn.

’Du ender i fængsel’

Som 13-årig flyttede Martin hjem til sin mor. Man forsøgte at lade ham gå i en almindelig folkeskole, og faktisk viste det sig, at han var dygtig til fysik.

Men desværre skyldtes interessen, at han ville lære at lave bomber. I 9. klasse sprængte han et af skolens toiletter i stykker. Så blev han smidt ud af skolen igen.

Nu var der en pædagog, som fortalte Martin, hvad han havde at se frem til: ”Du er uden for pædagogisk rækkevidde. Du kommer til at sidde i fængsel i resten af dit liv. Du vil aldrig kunne indordne dig under autoriteter.”

Og det så ud til, at pædagogen skulle få ret. Martin fik nu kammerater, der både stjal og øvede hærværk og vold. De skulle give ham den anerkendelse og accept, som han hverken fik hjemme eller i skolen.

Den værste af de værste

– Når jeg hørte om nogen, som havde begået hærværk eller vold, så satte jeg mig for, at jeg ville overgå det. Jeg ville gøre det værre.

Jeg hørte om en, der havde stjålet 10 biler på en nat. Det ville jeg overgå, så jeg stjal 16.

Jeg hørte om en, som havde slået 5 mand ned på en nat. Så slog jeg 10 mand ned. Det gav respekt. Når folk sagde om Martin Bentsen, at han er syg i hovedet, for han har gjort det og det, så blev jeg glad. Jeg følte, jeg var sej, forklarede Martin i 2016 i et interview på Nyt Livs hjemmeside.

Fængslet som 16-årig

Som 15-årig blev Martin dømt for 23 tilfælde af indbrud, biltyverier og vold. Som 16-årig kom han i fængsel for første gang.

– Det var en meget skræmmende oplevelse. Men da jeg kom ud, lod jeg selvfølgelig som om, at det havde været helt fint. Og det gav respekt, fortæller han.

I løbet af få år blev Martin stofmisbruger: Først var det hash, senere amfetamin og endelig kokain. Stofferne gav ham en kortvarig oplevelse af ro og af at have styr på livet.

Martin blev stadig mere hårdkogt. Han fik 16 domme for vold, grov vold og mordforsøg og tilbragte mere end 10 år i fængsel. Selv rockerbanden Bandidos satte ham under skærpet tilsyn på grund af den ekstremt voldelige adfærd. Både læger, pædagoger, psykiatere og kriminalforsorgen så ham som et håbløst tilfælde.

Men der var en kvinde, som havde bedt for ham i årevis. Nu mødtes de to igen.

En ny mor

En dag var en kvinde ved navn Ellen Jensen blevet klar over, at der inde i en busk sad en 6-7-årig dreng og græd. Hun stoppede op, kaldte på ham og spurgte, hvad han var ked af. Martin fortalte, at der ikke var nogen, der elskede ham, og at han kun ønskede at dø.

Ellen græd med ham og prøvede at trøste ham. Hun besluttede den dag, at hun ville bede om, at den ulykkelige dreng måtte lære Jesus at kende. Og det gjorde hun så – i mere end 25 år, selv om de ikke holdt kontakt med hinanden.

På et tidspunkt havde Martin fyldt sig med amfetamin i syv dage. Efter en uge uden søvn blev han ramt af paranoia. Han så soldater, som var kommet for at hente ham. Han svedte, havde det forfærdeligt og kunne ikke finde ro.

En ven fortalte Martin om en kristen kvinde, som boede i et hus længere nede ad vejen. Måske kunne hun hjælpe. Martin gik ned til huset og ringede på.

Kvinden hørte på ham og sagde: ”Der er kun én, der kan hjælpe dig, og det er Jesus!” Hun talte med Martin om hans synd mod Gud, og de bad sammen om, at Martin måtte få tilgivelse og frelse i Jesus.

”Da vi havde bedt sammen, var det som om, jeg var blevet 20 kilo lettere. Paranoiaen var væk. Jeg havde en underlig ro indadtil. Det var vildt.”

Inden de skiltes, fortalte kvinden, at de to havde mødtes 11 år tidligere ved en busk, hvor Martin sad og græd. Hun anbefalede Martin at komme i en kristen menighed, hvor han kunne høre Guds ord.

Igennem to år kom Martin i denne menighed og prøvede ihærdigt at leve som en helhjertet kristen. Men det lykkedes ikke, for kristendommen var blevet et præstationspres for ham. Martin vendte tilbage til kokainen, det kriminelle miljø og fængslet.

Håbløs?

Volden eskalerede, også inden for fængselsmurene, hvor Martin blev bæltefikseret i dagevis og fik en behandlingsdom. Behandlerne endte med at opgive ham som et håbløst tilfælde. Psykiaterens afsluttende vurdering var: ”Du er ikke sindssyg, du er personfarlig”.

Herefter blev han overført til afsoning i et almindeligt fængsel, og han oplevede sandheden i flere eksperters dom: Han var et håbløst tilfælde.

Men Gud havde andre planer.

I 2011 kom Martin i fængsel endnu engang. Han kontaktede et bandeexit-program – som opgav at hjælpe ham.

”Det var efter det afslag, at jeg begyndte at læse i Bibelen. Det var vendepunktet. Det var det, der førte til, at jeg mødte Jesus,” fortæller Martin.

Og Bibelen gav ham den ro, han altid havde manglet.

– Jeg læste halvdelen af Bibelen igennem på en måned. Så begyndte jeg forfra og læste den én gang til. Jeg isolerede mig fra de andre fanger og blev fuldstændig opslugt af Bibelens budskab.

Det gik op for mig, at jeg er frelst af nåde alene på grund af Jesus. Det handler ikke om, hvad jeg har gjort, men hvad Jesus har gjort for mig.

To Martin’er

I 2014 forlod Martin fængselsvæsenet med en udtalelse om, at man havde haft at gøre med to helt forskellige personer af samme navn. Der havde været én Martin Bentsen indtil 2012 – og en anden Martin Bentsen derefter.

Han nægtede dog ved løsladelsen at skrive under på, at han var afhængig af stoffer. For det var han ikke mere!

Et nyt liv

Senere tog Martin en bachelor i teologi gennem et universitet i Australien. Og i foråret blev han gift med 32-årige Farah, der kom til Danmark som flygtningebarn fra Irak. Hun arbejder nu som socialrådgiver i familierådgivningen i Mariagerfjord Kommune.

Hvordan mødte I hinanden?

– Vi mødtes første gang på en Sommeroase og senere i en kirke i København. Derefter begyndte vi at skrive sammen. Vi var på dates over de næste godt 3 år, indtil vi gav vores Ja til hinanden i Silkeborg Kirke den 14. marts.

Har det voldsomme temperament ændret sig siden 2012?

– Det kan på ingen måde sammenlignes. Det ikke på samme måde. Når der er læger, der siger, at det, der er sket med mig, er umuligt og ikke kan lade sig gøre, så forklarer det jo netop, hvilken forandring, der er sket.

Før i tiden, hvis ting bare gik imod min vilje, så sprang jeg i luften og smed rundt med ting og råbte og skreg. Jeg kunne slet ikke holde ud til at være i mig selv. Jeg havde svært ved at skille følelser ad og præcisere, hvad der skete inden i mig. Det var bare en stor pærevælling af frustration, afmagt og vrede. Der skulle ingenting til, før jeg sprang i luften.

Det er jo ikke det samme som at sige, jeg ikke kan blive gal og sur i dag. Det er jo en del af det at være menneske. Men det gamle er forbi, og det takker jeg Gud for.

Kald til at være præst

– Jeg føler mig kaldet af Gud til at være præst. Jeg har en brand og vision for at se mennesker komme til tro og opbygge Guds menighed gennem forkyndelse og ved at dele liv.

Jeg ved, hvad det vil sige at få et nyt liv i Kristus, da alt det, jeg er, skyldes Gud. Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg bruger mit liv på at lede folk til Jesus.

Som præst vil jeg tage ansvaret seriøst, da det ikke blot vil være et job for mig, men et kald og en passion,slutter Herning Oasekirkes nye præst.