Anja fandt melodien ”Kirke er dét, der er imellem mennesker”

I Bourgognes vindistrikt i det nordøstlige Frankrig ligger det berømte kloster Taizé, der er blevet et populært rejsemål for pilgrimsrejsende.

Hvert år gæster omkring 100.000 tilrejsende det tværkirkelige retrætecenter for at finde ind i Guds stilhed gennem ceremonier og messende taize-musik, ført an af munkene på stedet. Alle er velkomne, men de besøgende er især unge mennesker. Og for cellisten Anja Lillemæhlum har Taizé klosteret været et valfartssted, som hun både har besøgt alene og med venner.

– Jeg havde i en lang periode svært ved at finde en kirke, jeg følte mig hjemme i. Jeg følte, man overalt puttede Gud ind i en boks. Og jeg fokuserede meget på det, jeg syntes ikke fungerede i kirkerne. Og der er mange ting, hvis man først bevæger sig ud af den tangent, mener hun.

– Det kan jo være alt fra, at præsten har fedtet hår, til lovsangen der synes forkert eller det teologiske indhold. Men klosteret her var på en måde neutralt i sin fremtoning og form. Det gjorde, at jeg kunne være i det.

På klostret kunne man både være meget social og søge ind i stilheden. Det var dejligt at få slukket mobiltelefonen, husker hun.

– Det første døgn går man stadig og tænker på alle mulige hverdagsting, men efterhånden er det, som om de meditative Taizé-sange flytter ind i en, fortæller hun i sin stue i Rønne.

Gud i natur og musik

– Jeg har altid haft en stærk og inderlig tro på Gud. Og jeg mærker ham især i naturen og i musikken. For eksempel når jeg sidder og spiller på min cello. Eller hvis jeg lader ord sive ind fra et digt, en lovsang eller Taizé-sange.

Her var det ofte de samme ord og sætninger, man sang igen og igen. Sangene virkede som en slags massage af sjælen, så man kom ind til sine grundfølelser. Men der skulle gå flere år, før jeg fandt ind i et kirkefællesskab herhjemme, siger hun.

På hendes skød pludrer lille Pascal på blot tre måneder. Og ved siden af hjørnesofaen hviler en cellokasse sig mod væggen og gør ikke noget væsen af sig. Det gør til gengæld celloen i Anja Lillemæhlums hænder. Allerede som femårig blev hun ved et Åbent Hus-arrangement på musikskolen i Ishøj betaget af det smukke instrument.

”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn,
dér er jeg til stede iblandt dem,” (Matthæus 18, vers 20).

– Jeg var lidt en nørkler og var lidt indadvendt, så det gjorde noget godt for mig at begynde at spille, beretter hun smilende.

Siden dengang har Anja og celloen været uadskillelige. Som 12-årig fik hun de første professionelle jobs, og som 16-årig startede hun på konservatoriet, fortæller hun.

Mens hendes musiske karriere som cellist gik strygende, har hendes vej ind i et kirkefællesskab været mere kringlet.

Flyttede meget

– Fra jeg var 18 år, boede jeg nærmest et nyt sted hvert år. Derfor blev det endnu vanskeligere at finde et åndeligt hjem i den periode.

Jeg rejste også en del udenlands i mine 20’ere. Blandt andet til et børnehjem i Sydamerika. Jeg ville gerne kombinere min uddannelse som musiker med socialt arbejde. Jeg har altid undervist på musikskoler, men jeg syntes, at det kunne være fedt, hvis min musik også kunne give udsatte børn et værktøj og booste deres selvtillid.

– Jeg var der i to måneder og havde min cello med. Det var mere musikalsk forskole med musik og bevægelse, siger hun og tilføjer, at hun også spillede lidt guitar, percussion og andre trommer med børnene.

Hvordan kommunikerede du med dem?

– På spansk, smiler hun.

– Men under mit ophold i Peru længtes jeg mere og mere efter at have en kirkefamilie, men også efter at få min egen familie. Og så savnede jeg også at være klassisk musiker.

Hun rejser sig fra sofaen. Pascal er begyndt at græde. Så hun prøver en ny stilling. Hun vugger ham i sine arme, mens hun roligt går rundt i rummet.

– Jeg kom tilfældigvis forbi en bibelskole i Peru, og da blev det tydeligt for mig, hvor meget jeg havde savnet et åndeligt fællesskab, fortsætter hun lidt senere, da den værste gråd har lagt sig.

– Selvom jeg ikke vaklede i troen eller oplevede Gud som fraværende, ville jeg gerne dele min tro med andre og vandre sammen med andre i et åndeligt fællesskab. Og på bibelskolen kunne jeg mærke, at det påvirkede mine tanker positivt, at der var morgensang og en stærk åndelig atmosfære, fortæller hun.

Hun besluttede, at når hun kom hjem, ville hun finde en kirke at komme i. Det var nemmere sagt end gjort, erkender hun. I København begyndte hun på en solistuddannelse, som krævede meget tid og disciplin.

Mødte kristne i baren

– Men da jeg kom hjem, fik jeg en roomie, der tilfældigvis var kristen. Han spurgte til, hvor jeg var henne i det med kirke og opfordrede mig til at komme med i den kirke, hvor han selv kom, København Vinyard.

Anja var stadig lidt betænkelig, indrømmer hun. Men Guds veje er uransagelige.

– Jeg var ved siden af min solistuddannelse begyndt at arbejde som bartender i en bar. Og den lå tilfældigvis lige ved siden af denne kirke. Og nogle gange mødtes folk fra kirken også på baren, hvor jeg stod.

Jeg erfarede hurtigt, at jeg gerne ville være en del af dette fællesskab.
For cellisten er kirke ikke en bygning eller bestemt liturgi.

– Kirke for mig er det, der er imellem mennesker. Og det oplevede jeg her.

Jeg blev inviteret med i en netværksgruppe. Her var en afslappet atmosfære, og her kunne man bare snakke sammen og bede.

”Det er vigtigt at have et sted, hvor man slukker sin mobil.”

Jeg følte mig hjemme i dette kirkefælleskab. Den kritiske ånd i mig var ikke til stede. Jeg oplevede, at Gud fyldte mig med nærvær. Det kunne nok have været mange andre steder. Men det blev den kirke, jeg valgte.

Det blev også i København Vinyard, at Anja fandt sin udkårne og fik sit første barn.

Nye udfordringer

– Vi var et sted i vores liv, hvor vi var åbne for, at der skulle ske noget. Nu havde vi boet fire år i København. Og da Helle, en af præsterne i kirken, annoncerede, at hun og hendes familie ville flytte til Bornholm for at plante en kirke, så rørte det mig rigtig meget. Og jeg tænkte: ”Hvor kunne det være vildt og mærkeligt at tage med”.

Jeg tænkte også, at man ikke kunne være cellist på Bornholm. Men så fik jeg arbejde på musikskolen. Før havde jeg spillet rigtig meget til orkesterkonkurrencer i hele Skandinavien for at få en plads i et orkester. Og jeg er stadig åben for det, men lige der kunne jeg mærke, at det var rart at sætte punktum for det og lade nogle andre ting blomstre op, smiler hun.

Det er nu to-tre år siden, at Anja Lillemæhlum sammen med sin familie og tre andre par tog springet over Østersøen for sammen at plante kirken Vinyard Rønne. Det har hun ikke fortrudt. Her har hun også fundet kreativ ro og tid til at komponere sin egen musik, som hun snart gerne vil udgive på et album. Og det er nu også Anjas erfaring, at kirke og familie kan hænge rigtig godt sammen.

– Det betyder også rigtig meget for mig, at vi kan være sammen om børn. At det føles hjemligt. Det er fedt at kunne være en kirke. At kunne dele tro og liv med andre. Jesus siger jo også selv, at der hvor to eller tre er samlet i hans navn, der vil han være stærkt til stede.

– Jeg er blevet meget bevidst om, at Gud har mange sider, og at vi er forskellige. Og kirkerne er udtryk for de forskelle.

Det oplever hun også, når folkekirker på Bornholm bruger hende til meditative gudstjenester. For her er hun med smukke melodier og tonerækker fra celloen med til at skabe et rum for åndelig stilhed og eftertanke. Og til lyden af musik, oplæsninger, ordudvekslinger, lystænding med mere er de, i de øjeblikke, kirke – sammen.

Kort om tro

Er du opvokset i en troende familie?

– Ja, mine forældre kom i baptistkirken og senere i pinsekirken. Som teenager, hvor man stiller spørgsmålstegn ved alt, kom jeg med i nogle tværkirkelige teenagelejre i Evangelisk Børnemission, og der oplevede jeg, at Gud var nær.

Hvad er kernen i din tro?

– Det er helt klart, at Gud elsker dig og mig, og at relationen til Gud kun er mulig gennem Jesus. For Jesus døde for det, vi ikke formår. Og Guds betingelsesløse kærlighed til os smitter af på vores forhold til andre.

Hvad giver det dig at komme i kirke?

– Jeg går i kirke af flere årsager, men fællesskabet er vigtigt. Hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn, er Gud til stede.

I Vineyard i Rønne har vi endnu ikke vores egen bygning, men kirke er det, der sker mellem mennesker, der har en længsel efter Gud.

Og det er vigtigt at have et sted, hvor man slukker sin mobil. Det er vigtigt at dedikere sig selv i et fællesskab. Det menneskelige fællesskab kan man også finde andre steder, men jeg tror, at Gud er til stede, gennem musikken dér og det, der bliver talt.

Blå bog

Anja Lillemæhlum. Født 1985. Uddannet professionel cellist fra musikkonservatoriet. Har sidenhen taget en solistoverbygning. Arbejder som udøvende musiker og som musiklærer på musikskolen i Rønne. Er gift og i øjeblikket på barsel med parrets barn nummer to.