At turde blive til grin og grine med de grinende

Som dreng samlede jeg på komiske situationer, især når nuet blev langt. De der uforudsete hændelser, hvor mennesker ukontrolleret brød sammen af grin. Som da geografilæreren magtesløs slog pegepinden ned i kateteret for at få ro, men pinden knækkede.

Spændende var det at bemærke næste reaktion: eksplosion eller selvironi i dagens cirkusklovn!
Stor respekt for trofaste og godhjertede mennesker, der i årevis tjenestevilligt og ansvarsbevidst påtager sig væsentlige opgaver, både når indsatsen påskyndes og når den letkøbt tages for givet.

Men Gøg og Gokke er altid at spotte, der hvor en indsats udøves.

Til eksempel husker jeg en major fra Frelsens Hær, der sad på podiet under en møderække.

Dengang skulle præster og medvirkende altid sidde og trone på podiet under store møder. Podiet var ca. 1,5 m. højt. Måske var præsterne utålmodige? Uopmærksomt vippende på stolen, vekslende stående og siddende, alt efter mødets indhold. Uheldigvis sad han yderst på scenen, og der var snart ikke mere kant.

Et stort bump lød, efterfulgt et højt av, alt imens forsamlingen prædikenforstyrret bed sig i kindkødet for ikke at skrige af grin. Der på sin flade i stol og fuld uniform i 90 graders stilling lå byens KLODSMAJOR på gulvet. Han var øjensynligt kommet for langt ud over kanten. Nu med ret til at bære sin nye udvidede majortitel. Håber ikke, han kom til skade!

Eller hvad med datidens højtidelige korkulturer? Her var altid morsomme indslag.
Husker en trofast og godhjertet kordirigent, som ikke var bange for at frembringe smilet.

Typisk stod han med ryggen til menigheden, når koret skulle dirigeres. Blev sangen særligt gribende, vendte han sig ivrigt om for at få salen til at synge med.

Denne dag vendte han sig så entusiastisk, at gebisset øjensynligt var lige nær og ved at flyve ud af munden og ned i skødet på en ældre dame, der forskrækket sad klar til at gribe de muligt flyvende tænder.

Ja til grin kan man altid blive.
Men hvem ville undvære Gøg og Gokke?