Kendt prædikant-par mistede alt ved brand
Men ”alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud”, tænkte Ketty, da de flygtede ud af huset.
Ved 23-tiden forrige onsdag aften sad Ketty og Paul Conrad i deres hyggelige stue i Mariager og talte med deres barnebarn i London.
– Pludselig hamrede vores nabo hårdt på ruden og råbte: Det brænder! Jeres hus brænder! fortæller Paul Conrad. Parret åbnede døren for naboen, men i det samme kom en voldsom masse røg imod dem.
– Vi måtte bare flygte ud af huset og løbe væk. Det eneste vi fik med, var min mobiltelefon, som jeg havde i hånden. Alt andet brændte ned de kommende timer. Vi stod og så på, at vores hus brændte, mens naboer og gode venner stod omkring os og ”pakkede os ind”.
Gode ord og venner
– Da Ketty løb ud af huset, kom der et bibelvers i hendes tanker: ”Alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud.” (Rom. 8,28.) Det ord har holdt os oppe i denne omvæltning.
Efter branden overnattede vi hos gode venner, som bor i nærheden. Jeg vågnede næste morgen med en sang på mine læber: ”I surrender all. I surrender all. All to Thee my blessed Saviour. I surrender all.”
(Jeg overgiver alt til dig, min velsignede frelser.)
En anden sang, der er kommet til mig, er Andrae Crouch’s
”Throu it all…”Through it all
I’ve learned to trust in Jesus
I’ve learned to trust in God.”
(Gennem alt har jeg lært at stole på Jesus og Gud.)
Har mistet alt i huset
Alt hvad de ejede og har samlet gennem et helt liv blev på kort tid til aske, og der er absolut intet tilbage. De nåede begge ud af det brændende hus i sidste øjeblik og er selv uskadte. Selvom der var seks brandbiler fra hele omegnen til stede, stod huset ikke til at redde.
– Er det ikke et chok at miste alt, man ejer, i jeres alder?
– Jo, det er da et kæmpe chok, og meget mærkeligt. Alt er væk. Jeg havde vel 3.000 bøger, og alle mine prædikener helt fra jeg var i Haderslev, Randers, Mariager, Stenum, Aalborg, København og alle de andre steder, fortæller Paul, der har været aktiv i pionérmission mange steder i Danmark – og bl.a. også i Frankrig.
Han har også været højskolelærer på pinsebevægelsens højskole i Mariager.
Tæt på soveværelset
– Hvor og hvordan er branden opstået?
– Det er politiet i gang med at fastslå. Men foreløbig regner de med, at det nok er vores gamle kummefryser i garagen, der har slået en gnist. Min kone er designer (Conraddesign) og sælger garn. Så der var masser af garn i garagen, som kunne antændes.
– Hvordan tager din kone Ketty det hele?
– Hun har taget det overraskende godt, men ind imellem er der naturligvis også tider, hvor tårerne får lov at flyde frit.
– Men branden opstod i den anden ende af huset, hvor soveværelset findes?
– Ja, og vi kunne lige så godt have ligget i soveværelset ved siden af garagen. I så fald var vi måske omkommet.
Så vi er naturligvis taknemlige for, at vi lever. Og vi har fået så mange opmuntrende hilsner fra venner og familie i hele Danmark og fra hele verden.
Vi er nu i en proces med at finde ud af, hvad vi nu skal. Foreløbig bor vi i et sommerhus.
Missionærbarn
Paul Conrad er født i Kina af missionærforældre, som måtte flygte på grund af den kommunistiske revolution. De var senere missionærer i Tanzania, hvor Paul voksede op. Som 17-årig kom han til Danmark og fik en uddannelse som maskinarbejder i København.
Efter højskoleopholdet blev han evangelist i Pinsekirken i Randers, hvor han var i 1½ år. Derefter aftjente han sin værnepligt ved Civilforsvaret i Hillerød.
I 1965 blev han ungdomsleder i Elimforsamlingen i København. Samme år blev han gift med Ketty Gräs, der er designer, og de nygifte flyttede til Haderslev, hvor de fik ansvaret for Pinsekirken i byen.
Rigtig mange af Udfordringens læsere kender dem personligt.