Julesalmer skabte fred og venskab mellem soldaterne i skyttegravene

Ca. 30.000 danskere i det besatte Sønderjylland blev tvunget til at deltage i 1. verdenskrig på tysk side. Blandt dem var min bedstefar Jes Nissen. Han måtte forlade sin unge kone og deres nyfødte datter for at gå i krig på både Østfronten og Vestfronten. Og så blev han skudt gennem halsen...

Tyske og britiske soldater udveksler gaver og gode ønsker ved fronten i julen 1914. Men 9 millioner blev dræbt fra 1914-18…

Jes var en ung selvbevidst landmand på Als. Han skulle snart overtage slægtsgården Fæbrogaard. Men så udbrød 1. verdenskrig…

Jes fik udsættelse, fordi han netop havde ligget til sengs i tre måneder med en farlig sygdom. Men omsider måtte han afsted.

Det var svært at sige farvel til hustruen Trine, de var næsten nygifte. Trine var gravid i 6. måned, da de blev gift, og de havde nu fået en lille datter, Anna, som Jes holdt meget af.

Da den unge Jes stod klar til at rejse med toget til Slesvig, kom en ven hen til ham med Salme 91.
”Jeg tror, det er til dig, Jes,” sagde han. Og salme 91 blev hans håb i alle de rædsler, han gennemlevede i fronten og i skyttegravene de kommende år.

”Du skal ikke frygte for nattens rædsler eller for pilen, der flyver om dagen, ikke for pesten, der breder sig i mørket,eller for soten, der hærger ved højlys dag.

Om end tusinder falder ved din side, ti-tusinder ved din højre hånd, dig skal intet ramme,” lød løfterne i den salme, som Jes hagede sig fast ved, når angsten greb ham.

Han havde ellers strittet imod Gud med arme og ben, selv om hans forældre et par år før var blevet omvendt i en vækkelse.

Jes ville ikke omvendes. Men da han kom i havsnød på vej til Fyn, lovede han bod og bedring. Det glemte han dog hurtigt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men senere blev han ramt af en nyresygdom, som de fleste døde af – og dér overgav han sig.
Han drog således i krig som ny-kristen med en levende tro.

På Vestfronten

Efter nogle udmattende måneder i Rusland, hvor flere kammerater omkom af udmattelse, blev han sendt til Vestfronten.

I fire år fra 1914-18 kæmpede tyskerne med franskmænd og englændere om nogle få kilometer fra skyttegrav til skyttegrav.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ca. 9 mio. mennesker omkom, 5 mio. blev meldt savnet, og lige så mange fik skader på krop og sind. Mange kunne ikke holde ud af tale om krigen, da de kom hjem. De forsøgte at glemme de forfærdelige ting, de havde set – eller selv gjort…

Udover at ligge og skyde efter hinanden forsøgte de på skift at overmande modstanderne i deres skyttegrave. Det skete ofte ved nærkampe på liv og død med trukne bajonetter, som de forsøgte at jage i hjertet på modstanderen for ikke selv at blive dræbt.

En særlig juleaften

Den første juleaften i krigen i 1914 hørte engelske soldater i skyttegravene pludselig de tyske soldater synge: ’Stille nat, hellige nat’.

De menige engelske soldater svarede med salmen ’The First Noel’.
Derefter sang de begge: ‘O Come, all ye Faithful’ på hver deres sprog.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Med ét var den hadefulde krigsstemning forduftet. Næste morgen vovede en tysk soldat sig et sted op af skyttegraven med et lille juletræ, som han gik henimod englænderne med. De havde nær skudt ham, men da de hørte, at han på engelsk ønskede dem ”Merry Christmas!”

kravlede de selv op af gravene. Fjenderne gav hinanden hånden. De udvekslede gaver med uniformsknapper, huer, mad, cigaretter, postkort, chokolade, ost og øl, snaps og cognac.

Mindst ét sted spillede fjenderne også fodbold på den frosne jord, som efter lang tids regn og mudder var frosset hård.

Men snart var krigen tilbage.

Frankrig forbød under trussel om dødsstraf ”fraternisering med fjenden” og censurerede begivenheden fra medier og historiebøger i mange år.

De kommende juleaftner blev soldaterne forhindret i at blive venner med fjenden.
Min bedstefar fortæller, at han selv var meget trist, da han juleaften i 1915 sad ensom på vagt og tænkte på dem derhjemme.

Men hans overordnede var selv dansk og inviterede de danske soldater til juleaften, hvor de sang de danske julesalmer. Han havde også sørget for julegaver til dem hjemmefra. Det gjorde et stort indtryk på dem alle, da officeren herefter læste juleevangeliet.

Senere var Jes sammen med sine tyske kammerater om julens sange og budskab.
De sønderjyske soldater blev ikke skånet. De blev netop sendt ud i fronten, hvor mange af dem blev dræbt.

Jes fortæller om, at mange soldater havde en anelse forud, om at de ikke ville komme tilbage fra et angreb. Og de fik ofte ret.

Den særlige nat

En bestemt nat i 1916 var Jes’ gruppe fanget i en skyttegrav og måtte forsøge at komme tilbage til reservestillingen. Officeren aftalte med soldaterne, at de på hans kommando skulle springe op af graven enkeltvis og løbe væk. Det var livsfarligt, men de havde ikke noget valg.

Den første kammerat, der sprang op, blev straks ramt af en kugle og trimlede om i et hul. Jes var den næste. Han sprang op og løb, men mærkede et hårdt slag mod halsen og faldt om i samme hul. Han hørte i mørket kammeraten gurgle de sidste lyde, så var han død. Jes mærkede selv blodet løbe fra halsen og tænke, at han nu selv snart ville dø.

Men på grund af sin tro følte han en overnaturlig fred og tænkte, at nu var han på vej til himmerige. Så besvimede han.

Han fik først senere i et brev at vide, at Trine den samme nat på samme tid var blevet vækket af et syn. Hun så ild over det hele og en mand, der faldt… Hun tog sine to små piger op i sengen og sagde: ”Vi skal bede for far”.

Da Jes ude på slagmarken igen kom til bevidsthed, var alt stille. Blodet var standset. Han forbandt sig med noget tøj og forsøgte at komme tilbage til lazarettet. Undervejs faldt han igen om og besvimede. Men han blev samlet op af samaritter, som bragte ham til lazarettet.

En østrigsk læge tilså ham og undrede sig over dette ”Wunderschuss”. For havde kuglen blot ramt 1-2 mm til hver af siderne, havde den revet halspulsåren eller nakkehvirvlen i stykker, og Jes havde været død på stedet.

Men Jes og Trine var ikke i tvivl om, at det var Gud, der havde hørt deres bøn og stået ved løftet om beskyttelse.

Det endte godt… Jes og Trine med deres første fire børn.

Krigsfange

Selv mistede Jes alle sine kammerater i gruppen, da et angreb på englænderne slog fejl. De blev opdaget, da de krøb frem i mørket og kraftigt beskudt.

Da Jes var alene tilbage, kravlede han over til en anden gruppe og fortsatte kampen sammen med dem. Men til sidst måtte de overgive sig. De kom i fransk krigsfangenskab og blev senere overført til England, hvorfra de først i 1919 vendte hjem til det forarmede Sønderjylland, som i 1920 stemte sig hjem til Danmark igen.