Prædiken og sjælesorg på nettet
Netkirken ønsker at være samtalepartner med mennesker, der har ondt i livet, og oplever stor søgning i vinterhalvåret.Internettet bliver mere og mere et sted, hvor søgende mennesker søger hen. For nogle bliver det endda deres kirke. Netkirken er et blandt mange tilbud til søgere. Netkirken drives af 15 folke- og frikirker i Nordsjælland med 16 tilknyttede netpræster.
Netpræsterne laver på skift den aktuelle netprædiken, som ligger i 14 dage og efterfølgende kan findes frem igen, hvis man ønsker det.
I de 14 dage netpræsten har vagt, er hun/han til rådighed som præst, forstået på den måde, at præsten besvarer spørgsmål, der sendes til Netkirken og går ind i sjælesorgssamtaler via mail.
På hjemmesiden kan man finde en oversigt over de 16 præster, hvoraf de fleste kommer fra frikirker.
Man kan på Netkirken også stille spørgsmål til socialrådgiver og terapeut Inger Andersen.
Netkirken opererer også med månedens gæst, hvor man kan møde mange spændende mennesker og institutioner og de gamle historier kan findes i arkivet.
Alex Wallin er idémanden og webmasteren bag Netirken, og Udfordringen har talt med Alex. Han fortæller, at Netkirkens fornemste opgave er at være samtalepartner med mennesker, der har ondt i livet og hjemmesiden er faktisk bygget op om den funktion, men fungerer også som øjenåbner for en række søgende mennesker.
– Eksempelvis oplever vi, at mange i vinterhalvåret søger på vores hjemmeside i nattetimerne. Besøgstallet stiger eksplosivt i vinterhalvåret, fortæller Alex Wallin.
– Mens Jesusnet primært har unge brugere, så ser vi på Netkirken, at brugerne hovedsageligt er skoleelever og modne mennesker.
Hvad fik dig til at tage initiativet til Netkirken?
– Jeg havde surfet på internettet og fandt mange hjemmesider uden egentlig indhold, og kirken var næsten fraværende. Og jeg så en mulighed for at række ud til mennesker ad den vej og det har vist sig at være rigtigt.
– Mange kommer forbi og en del stiller almene spørgsmål eller henvender sig til en af netpræsterne med personlige ting. Brugerne er ikke kun fra Danmark, men også danskere bosiddende i udlandet finder ind på siden.
Hvilke ønsker har du for Netkirkens fremtid?
– I bestyrelsen ser vi meget gerne flere kirker med og meget gerne fynske og jyske kirker. Hjemmesiden er udsprunget i Nordsjælland og har i dag kun kirker med fra det nordsjællandske. Den bliver derfor opfattet som en nordsjællandsk hjemmeside, men vi er en landsdækkende hjemmeside og vi vil gerne opfattes som sådan. Det vil lettere ske, når vi får fynske og jyske kirker og menigheder med.
– Vi ser også gerne, at kirkerne udover Danmark begynder at samarbejde om hjemmesider.
Signe Voldby, sognepræst i Græse Kirke og netpræst har været med i Netkirken et par år.
Udfordringen spurgte Signe Voldby om, hvordan hun oplever at være med i Netkirken og svaret falder promte:
– Jeg er helt vild glad for, at det er et tværkirkeligt arbejde, hvor vi fra forskellige kirker står sammen.
– Jeg er meget glad for 14-dagesvagterne, hvor spørgsmål tit kan føre til, at man springer ud i en spændende sjælesorgskorrespondance og hvor man jævnligt opfordres til at bede ind i konkrete situationer.
– Og så er jeg ufattelig glad for at besvare spørgsmål, såvel praktiske som mere åndelige spørgsmål, fortæller Signe Voldby.