Fred på jord! – til dem, der ta’r imod

Så er det jul igen – og en jul, vi sent vil glemme. For der har vist aldrig været så mange begrænsninger i at mødes og være sammen. Når vi om nogle år ser tilbage, vil vi sige: Kan I huske julen 2020…?

Men ofte er det netop besværlighederne, der ryster os sammen. Og forhåbentlig vil denne corona-jul også få flere af os til at tænke over, hvad julens budskab er.

Fred på jord…?

Englene sang over hyrderne på marken om fred på jord.
Men hvordan hænger det sammen?

Der blev jo ikke fred på jorden – selv om kristendommen i nogle tilfælde lagde en dæmper på krigsgalskaben.

Hvad lå der så i budskabet om ”fred på jord”?

Gennem tiderne er vers 14 i Lukas-evangeliet kap. 2 blevet oversat på måder, som giver en forskellig betydning.

Ofte ligger der en teologisk holdning bagved. Hvis man mener, at alle mennesker bliver frelst, så er man tilbøjelig til ikke at begrænse freden. Og hvis man modsat mener, at mennesker selv skal tage imod Guds frelse, så vil man hælde til en tekst, hvor det er med.

Fred i mennesker – men ikke i alle desværre

I Bibelselskabets 1907-oversættelse hed det:

”Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden! i mennesker velbehag!” – Her er ikke noget forbehold. Her er bare fred og velbehag i mennesker – uden betingelser.
Men er det en korrekt oversættelse?

I bibelselskabets 1948-oversættelse blev det ændret til: ”på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!”

Her er det tydeligere, at freden er en indre fred, som gives ”i” mennesker, der har Guds velbehag.
I 1992 oversættelsen ændrede bibelselskabet det til:

”Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Det var et kompromis. For det med kunne forstås både som en betingelse og noget, der fulgte med freden.

I Den Nye Aftale og i 2020-Bibelen blev det til:

”Han kommer med fred til mennesker på jorden, til dem, som han har udvalgt”. – Her havde man begrænsningen med, men gik væk fra det gamle ord ”velbehag” og tolkede det at have Guds velbehag som at være ”udvalgt”. Men hvad betyder det så…?

En forklaring på forskellene

Faktisk er teksten ikke så nem at tolke og oversætte.

I noterne til den hverdagsdanske oversættelse står der om vers 14 forklaret:
”Teksten er åben for flere fortolkninger, og der er forskelle mellem de forskellige græske manuskripter.

Ordret står der »fred til viljes / acceptsmennesker«.

Det græske ord for accept betyder egentlig at betragte noget som værende godt og efter Guds vilje.

Det er uklart, om det er Gud, der accepterer mennesker, eller mennesker, der accepterer Gud, eller mennesker, der accepterer den fred, som Gud tilbyder.

I alle tilfælde er der tale om, at kun de, der tror på Jesus som Messias og dermed gør Guds vilje, vil opleve den lovede fred.

Derfor oversætter den hverdagsdanske det sådan:

»Al ære til Gud i Himlen og fred på jorden til dem, der gør Guds vilje!«
Det er en oversættelse, som giver mening. For hvor er den fred i dag, som englene forkyndte? Den er ikke i verden. Og den er heller ikke i alle mennesker – ikke engang i alle kristne. I hvert fald ikke hele tiden…

Men den kan findes af dem, der vil lade Gud lede deres liv.

Freden kommer ind i os ved at vi vælger at tro på Jesus – men også ved, at vi gør det, som vi véd er Guds vilje.