Lykkelig?

Jeg har en tendens til at gå og spekulere over alt muligt. Det er ikke for at prale eller noget, men det har jeg altså. Her den anden dag kom jeg til at tænke over, hvordan det kan være, Danmark næsten altid topper de der hitlister over, hvem de lykkeligste folkeslag er. I det hele taget har jeg lidt svært ved at forstå, hvordan man overhovedet laver sådan en undersøgelse. Spørger man: Hvor lykkelig er du på en skala fra 1-10? Eller hvad? Nå, men samtidig med, at vi er så lykkelige, så er det jo mærkeligt, at så mange begår selvmord. Der topper vi også listerne. Så enten er rigtig mange danskere bare enormt lykkelige, og de sidste procent er så ulykkelige, at de begår selvmord. Eller også er der noget ved ordet lykke, som vi har misforstået. Det tror jeg. I verdens øjne er det at være lykkelig at have succes, en sød kæreste eller kone, være økonomisk uafhængig og i det hele taget have et nemt liv.

Når jeg læser i Bibelen, så har Gud et andet svar på lykke: Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen, og som vandrer efter Herrens lov (Salme 119,1).
Lykkelig den, der våger over ret og altid øver retfærdighed (Salme 116, 3).
Den, der ringeagter sin næste, er en synder, lykkelig den, der forbarmer sig over hjælpeløse (Ordsp. 14,21). Eller Job, som jo var en prøvet mand, sagde: Ja, lykkelig det menneske, Gud irettesætter, ringeagt ikke den Almægtiges opdragelse! (Job 5,17).

Gud har en anden målestok for lykke end os, og det synes jeg egentlig er befriende. For så behøver vi jo ikke at jagte efter det, som verden kalder lykke. Vi kan bare spørge Gud. Gud har altid en ny og anderledes vinkel på tingene. Lykke fås ikke ved kærlighed eller penge, men ved at holde sig tæt på Gud og hans ord. Jeg har brug for, at Gud kommer og påvirker min måde at tænke på, for ellers bliver jeg forblændet af, hvad verden kalder lykke – og finder den aldrig.

Hvis du nogensinde bliver spurgt, om du er lykkelig, så sig ja, for:
Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult (Salme 32,1).