Ikke-vold skal løse konflikten i Israel og Palæstina

Palæstinensisk præst besøger Danmark med sit bud på løsning af den omfattende konflikt.Den palæstinensiske anglikaner, præst og doktor i teologi Naim Ateek, som bor og arbejder i Jerusalem, er inviteret til Danmark af Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd for at fortælle om sit arbejde blandt Palæstinas kristne.

Naim Ateek går ind for en ikke-voldelig løsning, der indebærer, at Israel trækker sig tilbage fra alle okkuperede områder

Torsdag i sidste uge medvirkede han ved et læsermøde arrangeret af Kristeligt Dagblad og Folkekirkens Nødhjælp i Vartov i København.

Kritik af kristne zionister

Hans budskab omkring løsningen af konflikten var meget enkel: løs konflikten med ikke-voldelige midler.
Naim Ateek gav en historisk gennemgang omkring den kristne kirke i kirkens oprindelsesland, men holdt sig meget snævert til de kristne palæstinenseres historie og opfattelse. Han rettede en skarp kritik mod kristne zionister, som han definerede som fundamentalister, der tager de gammeltestamentelige profetier alvorligt, har adopteret den zionistiske ideologi, er imod fred og arbejder frem mod Hamagedon hurtigst muligt.

Kristne palæstinensere under stort pres

Naim Ateek er leder af den økumeniske græsrodsorganisation Sabeel i Jerusalem, der hjælper kristne palæstinensere til at kunne leve et tåleligt liv midt i et af verdens farligste områder og sætter rammer for et samarbejde mellem kristne og muslimer. Han har fingeren på pulsen, når det drejer sig om, hvordan de kristne palæstinensere har det – og de har det bestemt ikke godt. Man må konstatere, at flere og flere kristne palæstinensere emigrerer, fordi presset er for stort.
Sammen med en del kirkefolk mener han, at der skal lægges pres på Israel for at få dem til at opfylde det internationale samfunds krav om at rømme alle de besatte områder og løse konflikten.
Dette synspunkt deles dog ikke af den karismatiske fløj og de messianske jødiske menigheder.

Israel skal trække sig tilbage

– Kun USA kan gøre det, men den amerikanske regering holdes i skak af en indflydelsesrig israelsk lobby, og hvad der er endnu mere alvorligt, så kræver millioner af zionistiske og fundamentalistiske kristne i USA, at Israel støttes ubetinget, sagde Naim Ateek.
Han gav udtryk for, at han ønskede, at kirken i bred forstand måtte arbejde sammen for en ikke-voldelig løsning, der for ham indebærer, at Israel trækker sig tilbage fra alle okkuperede områder.