Ny Jesus-film til påske

Der er penge i film med kristent indhold. Det har filmproducenterne i Hollywood opdaget, og foreløbig er der nye film på vej til både jul og påske.Det var ellers de samme producere, der rystede afvisende på hovedet, da Mel Gibson søgte et filmselskab, der ville producere hans Jesus-film ”The Passion of the Christ”. Ingen ville sætte penge i projektet, så Gibson gjorde det selv. Og tjente 612 mio. dollars.
Det har fået Hollywood til lommerne, og til jul kommer en stort anlagt julefilm, og endnu en film ventes på banen i påsken 2007, skriver tidsskriftet Christianity Today.
Den næste påskefilm har arbejdstitlen ”The Resurrection” (Opstandelsen) og vil tage tråden op, hvor ”The Passion of the Christ” sluttede. Den begynder med det tomme kors og slutter med Jesu himmelfart.
Bag filmen står selskabet Sony Pictures, der også producerede Da Vinci Mysteriet. De har fået den erfarne Lionel Chetwynd til at skrive filmmanuskriptet. Han har tidligere arbejdet med film om bibelske personer. Der er ingen oplysninger om, hvem der bliver instruktør.
– Dette er ikke bare en fantasifuld gengivelse. Det er et seriøst forsøg på at forstå den romerske verden, hvor Kristus levede og hvor den kristne tid blev født, siger en kilde til Christianity Today.
Schwartz