Iranske Houman har fået permanent opholdstilladelse
Efter 11 år i Danmark har den iranske flygtning Houman nu endelig fået asyl.
Vi har tidligere i Udfordringen fortalt om Houman, en 28-årig iransk flygtning, som kom til Danmark, men fik afslag på asyl.
Han har opholdt sig på et asylcenter i Hanstholm, hvor han kom til tro på Jesus og blev døbt og siden konfirmeret. I 2016 blev han flyttet til udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland, hvor han fortsatte som aktiv kristen i Bording Missionshus. Han har hele tiden haft god støtte og opbakning fra sin bibelkreds.
I 2018 blev han flyttet til Ellebæk Fængslet, i forventning om, at det ville få ham til at opgive at forlade Danmark.
Perioden i fængslet var en tid, hvor han oplevede en vækst i sin tro, og Guds nærvær var stærkt i hans liv. Selv om han var spærret inde, bevarede Gud ham fra modløshed. Han blev løsladt efter et halvt år og sendt tilbage til Kærshovedgård, hvor han oplevede, at det hele bristede.
Men han råbte til Jesus, og i løbet af det sidste år er der sket mirakler i hans liv.
Han beskriver det selv således:
– Jesus viste mig igen sin nåde og kærlighed, og jeg genfandt freden i Ham. Derefter blev min asylsag genoptaget. Det var med stor spænding, jeg mødte op i retten. Her kunne dommeren fortælle mig, at retten ikke så nogen grund til, at jeg i sin tid blev afvist. Hermed fik jeg permanent opholdstillade pr. 15. januar 2021, efter 11 hårde år i Danmark.
Houman ser nu frem til at lære dansk, blive integreret i Danmark og vise andre hen til Jesus. Han giver Gud al æren for, at han har klaret de 11 år.
– Gud har vejledt mig. Det var Ham, der valgte mig og førte mig hertil, så jeg kunne lære Jesus at kende og dele mit vidnesbyrd med andre. Jesus har givet mig permanent opholdstilladelse hos Gud – det er det vigtigste, fastslår Houman i avisen Tro&Mission.