’Kirkerne er vigtige for samfundet’
– Pandemien har vist, at samfundet er afhængigt af kirkerne.
Det mener parlamentsmedlemmet Stephen Timms fra Labour, som glæder sig over, at kirkerne løfter en stor opgave under coronakrisen.
Stephen Timms (66) har fortalt, at han fik et par mails med forespørgsel om hjælp til mad, da pandemien var på sit højeste sidste år ved påsketid. Hans første indskydelse var, at det måtte vente til efter påske.
Men længere nede i bunken af mails var der en kirke, som skrev, at hvis han fik forespørgsler om hjælp, kunne han give dem videre til den lokale præst. Denne ville så sørge for, at der kom mad ud.
Det glæder politikeren, at det seneste år har skabt nye bånd mellem kirkerne og kommunerne. Pandemien har nemlig forværret forholdene for mange i England, ikke bare de mest udsatte, men også ganske almindelige mennesker, som ikke kan få lønkompensation eller hjælpepakker.
Stephen Timms er formand for en tværpolitisk parlamentsgruppe for tro og samfund. I denne gruppe har man set på hjælpearbejdet i resten af landet. Det blev til rapporten ”Keeping the faith” (Hold fast i troen), som beskriver, hvordan samfundet i Storbritannien under pandemien er blevet afhængige af kirkerne, og han håber, at det vil skabe en anden opfattelse af kirkens rolle i samfundet.
Labour-politikeren er selv mangeårigt ledende medlem af en lille evangelikal kirke. Derudover er han partiets kirkeordfører og hjælper samtidig de troende, der går ind i politik, til at stå ved deres tro.
”Jeg skal gøre det klart, at vi sætter pris på politikere med troen som fundament,” siger han ifølge Kristeligt Dagblad. Han fortæller desuden, at partiet Labour havde sine rødder i kirken, da de startede for 200-250 år siden.
Derfor glæder det Labour-politikeren, at pandemien har vist potentialet i samarbejdet mellem kommuner og trosbaserede grupper.
Stephen Timms er parlamentspolitiker for East Ham i det østlige London. Han fik 75 % af stemmerne ved sidste valg.