Prins Philip fik Elizabeth til at tale mere om sin kristne tro

En præst og ven af det britiske kongehus fortæller om afdøde Prins Philips egen stærke tro.

Efter Elizabeths kroning i 1953 måtte prins Philip vænne sig til at gå to skridt bag hende. Men han havde stor indflydelse på sin hustru og fik hende til at tale mere personligt om troen i officielle taler, som før havde mindet om rejsebeskrivelser.

Den nylig afdøde Prins Philip var ekstremt interesseret i teologi, og han overbeviste Queen Elizabeth om, at hun skulle tale om sin kristne tro i offentlige udsendelser.

Professor og præst Ian Bradley beskriver i Premier Christian News prinsen, der døde sidste fredag, som en meget engageret kirkegænger.

Rejseberetninger blev til vidnesbyrd

Prins Philip, der efter hustruens kroning altid skulle holde sig et par skridt bag dronningen ved officielle begivenheder, overtalte dronning Elizabeth til at tale mere om sin egen kristne tro før en udsendelse i julen 2000.

Ian Bradley mindes, at dronningens taler før i tiden ”plejede at være som en slags rejsebeskrivelser, så de handlede bare om, hvor den kongelige familie havde været”.

Pastor Bradley, som flere gange har prædiket for kongeparret i sognet Parish of Braemar and Crathie, mindes også, at dronningen i udsendelsen fra 2000 ”talte meget rørende og stærkt om sin egen kristne tro, og hvor meget, den betød for hende”.

”Der kom en meget positiv respons fra seerne. Men det var i virkeligheden Philip, som fik hende til gøre mere ud af det med hendes egen tro,” understreger præsten. Han fortæller samtidig om prins Philips store interesse for teologi.

Tog noter fra prædikener

“Han ville notere alle detaljer fra prædikenen. Han var ekstremt interesseret… i teologi. Han havde et fantastisk kendskab til Bibelen, og så ville han ligesom udspørge én over frokosten og virkelig få én til at yde sit allerbedste. Han var fx meget optaget af det, Bibelen siger om skabelsen, og om vores forhold til skaberværket.

Jeg var forbløffet over hans bibelkundskab,” understreger Ian Bradley, der har skrevet en bog om dronningen i forbindelse med hendes 90 års fødselsdag i 2016.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dronningen inspirerer

I bogen ”The Servant Queen and the King She Serves” fortæller Elizabeth II, hvor meget Jesus betyder for hende personligt:

”Jeg har været – og er stadig meget taknemlig for jeres forbøn og overfor Gud for hans nåde og kærlighed. Jeg har virkelig set hans trofasthed,” udtaler dronningen i forordet.

Også Mark Greene, som er administrerende direktør for London Institute for Contemporary Christianity og medforfatter af bogen, nævner dronningens stærke Kristus-tro.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Mens jeg skrev denne bog, talte jeg med venner om den, og også med familiemedlemmer, som ikke kender Jesus, og med min jødiske barber. Det har slået mig, hvor stor interesse de har vist for at lære mere om dronningens tro,” fortalte Mark Greene.

”Dronningen har tjent os alle gennem sit voksenliv med en utrolig konsekvent karakter, omsorg for andre og tydelig afhængighed af Kristus. Jo mere jeg læser, hvad hun har skrevet, og jo mere jeg taler med mennesker, som kender hende, jo tydeligere er det,” fastslog Mark Greene.

Men en del af dronningens tydelige tale om sin tro kan vi åbenbart takke hendes nu afdøde mand for.