Hvad betyder det at have en hyrde?

Af Sebastian Vestergaard. Ungdomsmedarbejder i Kronjyllands Frimenighed

Hvis Jesus er den gode hyrde, hvad betyder det så for vores trosliv? Når vi ved, at Jesus er med os ude på marken, hvad betyder det så for os? Når vores liv ramler sammen omkring os? Når livet indeni os ramler sammen? Når han har sat sit liv til for fårene og er ét med Gud (v15)?

Men altså: har du lyst til at være et får, et dumt får? Når Jesus siger, at han er hyrden, så forudsætter han, at vi er får, mennesker, som har brug for ledelse og opvartning! Det er da utroligt.

Men det er hos ham, vi finder hvile og frelse. Midt i livets omstændigheder. Midt i depressionen, i mødet med døden, i mødet med smerten, når vi svigtes.

”Where You go, I follow
You’re with me every step of the way
Here in the struggle
Your love’s enough to wash it all away
On the third day, yeah, You rose up
And You beat death once and for all
Once and for all.”
–”Where you go I follow”
af Justin Bieber (Marts, 2021)

Hvor du går, Jesus, følger jeg med. Åh, hvor har jeg meget at lære! For hvad sker der, når mit liv ramler sammen? Reagerer jeg så som et af Jesu får, der følger med ham i det?

Eller reagerer jeg kontraproduktivt, det vil sige uden at følge ham i det? Kender du ikke det, at du går i panik eller ser sort på det hele? Bliver du kold overfor situationen? Bliver du rasende? Bliver du nedtrykt?

Hold fast det er hårdt, når livet gør ondt. Men ligger svaret ikke netop i det ord?

Holder du fast i at lade Jesus lede dig, når livet er svært? Eller kommer du til at reagere kontraproduktivt?

Hold fast

Hold fast. Hold fast i flokken og følg med Jesus, hvorhen han leder dig i livet. Hold fast i Kristus. Han er ikke ligeglad med din situation i modsætning til de dårlige daglejere (v13b). Jesus fortæller om sit forhold til dig og flokken; tag det til dig.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og hvis Jesus er den, som han er, hvorfor går jeg så i panik eller reagerer kontraproduktivt? Min reaktion har den modsatte virkning af det, som er det bedste for mig. Jeg søger nogle gange væk fra Jesu nærhed og væk fra flokken, altså kirken. Jeg glemmer ham. Eller skal jeg sige: jeg prioriterer ham ikke.

Jeg ved jo godt, at det er netop dér, hvor jeg finder hvile. Men jeg tænker tit, at jeg selv skal få styr på det hele. Jeg har ikke lyst til at være et får, der følger blindt med! For når det viser sig, at jeg oplever problemer, så skal jeg da selv fikse det? Som et lille barn, der siger: ”Vil selv! Ka’ selv!”. Det skal vi nok få lov til; men er det den bedste måde at håndtere situationen på?

Og hvis Jesus er den, som har tilvejebragt fællesskabet med Gud, så lad os da søge ham og flokken. Jesus kom for at frelse hele verden, alle mennesker (3,16). Vi alle er målet for Jesu frelse, alle er målet for at blive bragt ind i Guds fællesskab. Det gælder også dig; jo det gør så.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Midlet er tilgivelsen; målet er det genoprettede fællesskab med Gud. Alle, der hører Hyrdens røst, er en del af flokken. Og det inkluderer dig og mig. Og det betyder, at vi må følge Den Gode Hyrde igennem livet. Som et får, der følger sin hyrde.

Jesus satte sit liv til for fårene. Han taler om påsken. Han taler om sin korsdød, den ultimative selvopofrelse. At Gud skulle give sit liv for mennesker – tænk, at han ville gøre det for os! Der er grund til at takke; der er grund til altid at være glade for Jesus.

Jeg tænker, at flokken kan være et helbredende element, når man går igennem fortvivlelse. Jeg ved dog også, at menigheden kan være indirekte, men sandelig også direkte forværrende, når man går igennem smerte.

Man kan opleve svigt fra dem, man stolede på. Lad os blive bedre. Lad os se til folk, som går igennem smerte. Lad os se det fra deres synsvinkel i stedet altid fra vores egen selvretfærdige vinkel.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Lad ham være din hyrde

Hvad tænker du, at det kan betyde for dig og dit trosliv at tage hyrde-begrebet ind i din trosrelation til Gud? Bed Gud om at lade ham fylde dig med sin fred. At du må stole på ham, at han er din hyrde, din leder. Han elsker dig. Jo, han elsker dig.

Jesus er både vores leder i hverdagen, som en almindelig hyrde var det for sine får. Jesus går med, sover ude på marken sammen med sine får; Jesus sørger for sine får, ligesom en god hyrde. Jesus leder sine får, ligesom en god hyrde.

Men Jesus valgte at gå dét skridt videre; han gik i døden for sine får for at redde os. For at frelse os ud af syndens, dødens og djævelens magt.

Where You go, I follow.
(Der hvor du går, vil jeg følge dig.)

Søndagens tekst: Joh. 10, 11-16

Den gode hyrde ofrer sit liv for fårene

11 Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene.

12-13 Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind.

Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.

14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, 15ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.

16 Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk