Mozambique: Jihadister har dræbt 3000 på fire år

Radikale ekstremister har halshugget børn og drevet 800.000 på flugt siden oktober 2017.

Stor kirkevækst blandt de evangeliske kristne i Mozambique er en af årsagerne til jihadisternes stærke forfølgelse af kristne i landet. Her ses ”Mama Heidi” og Rolland Baker sammen med medarbejdere og børn i organisationen Iris Global. Foto: Rolland Baker.

En ny bølge af islamistisk vold i Mozambique har ført til drab på 3.000, heraf 1.400 civile, og intern fordrivelse af over 800.000, hedder det i en netop udgivet rapport fra Save the Children, Plan International og World Vision.

Som beskrevet i Udfordringen for en måned siden, bliver terrorangrebene i den nordlige provins Cabo Delgado begået af gruppen Al-Shabaab, som ønsker at oprette et islamisk kalifat i området.
Nu beskriver den nye rapport, at situationen er blevet forværret over de seneste 12 måneder.

Hundredtusinder børn fordrevet

I Cabo Delgado er omkring 700.000 siden 2017 blevet fordrevet fra deres hjem på grund af vold. Af disse er omkring 43 % børn, lyder en vurdering fra FN.

Ifølge rapporten fra organisationerne Save the Children, Plan International og World Vision er næsten 3.000 blevet dræbt og over 800.000 fordrevet siden de voldelige oprør startede i oktober 2017. Volden er især gået ud over børnene, og knap halvdelen af de dræbte var civile borgere. Det samlede antal dræbte frygtes dog at være endnu højere.

Alvorlig forfølgelse

Det seneste års islamistiske forfølgelse har ramt både større og mindre byer og medført alvorlige forbrydelser mod børn.

Amy Lamb, der er kommunikationsdirektør for Open Doors, har udtalt til The Christian Post, at den nye bølge af terror i Mozambique har haft altødelæggende konsekvenser.

Den nye situation betyder ifølge Amy Lamb, at Mozambique for første gang er blevet føjet til World Watch List som et af de lande, hvor kristne forfølges mest, fortrinsvis af ”radikale jihad-ekstremister”.

Et angreb mod byen Palma i marts har ført til, at 67.848 stadig var fordrevne den 4. juni i år. Angrebet betød også, at mange børn er blevet forældreløse eller adskilt fra forældrene under flugten.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kristne forfølges

Over 50 % af befolkningen eller omkring 17 millioner af indbyggerne i Mozambique er kristne. Samtidig er antallet af evangeliske kristne blandt de hurtigst voksende i verden.

Af samme grund vokser forfølgelsen fra jihad-grupper med forbindelse til Islamisk Stat som Al-Shabaab, Boko Haram og Al-Qaeda, forklarer Amy Lamb.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var mandag i Rom til et møde med 80 lande, som vil bekæmpe IS i Afrika.

“De organiserer sig for at kunne øge deres territorier på hele det afrikanske kontinent, og deres mål er at udrydde kristendommen i hele området, og desværre virker det på nogle måder.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Omkring 800.000 er flygtet fra den nordlige del af Mozambique, og dem, der er tilbage, inklusive kvinder, børn og familier, er truet af sult, selv om de måske undslipper volden,” forklarer Amy Lamb.

Hun tilføjer, at især de kristne i Mozambique er mål for den islamistiske vold. Samtidig vurderer hun, at regeringen er medskyldig i situationen.

“Der er megen instabilitet, og også antipati mod kristne på regeringsplan,” forklarer hun. ”I regeringen findes disse antipatier på højeste plan, så når det er gennemtrængende på det lavere plan, får vi den perfekte storm,” tilføjer Amy Lamb.

Kalifatet halshugger børn

Save the Children, Plan International og World Vision opfordrer i rapporten FN og det internationale samfund til straks at gribe ind for at skabe fred og forsoning.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I marts blev grønne baretter fra USA’s hær sendt til Mozambique for at træne landets flådestyrker i at nedkæmpe opstanden, der har ført til halshugning af børn helt ned til 12-års-alderen.

Også Amy Lamb mener, at det internationale samfund skal involveres for at stoppe Islamisk Stat, der ifølge hende er i færd med af gennemføre ”den største bølge af islamisk vold” i nyere tid.

– Det bør være af yderste vigtighed for det internationale samfund, fordi det tyder på, at et kalifat er ved at opstå i hele regionen syd for Sahara. Så den ødelæggelse vi har set – det er kalifatets aktivitet, fastslår hun.

Ny Islamisk Stat?

“Det er meget bekymrende, at disse grupper organiserer sig sammen for at skabe det, der i virkeligheden er en ny Islamisk Stat i hele regionen. Det er ikke bare bekymrende fra et trosfriheds-synspunkt, men også med hensyn til demokratiet.

Også når det gælder menneskerettighederne generelt har vi denne gruppe af utroligt voldelige ekstremister, som siger: ”Vi vil overtage magten”. Det burde bekymre det internationale samfund, for det er sandsynligvis den største bølge af islamisk vold set i nyere tid.”

Amy Lamb opfordrer kristne i USA til at bede for deres trosfæller i Mozambique og for de fordrevne. “Bed om Guds indgriben, så denne bølge af vold må mindskes lige så hurtigt som den steg,” opfordrer hun.