Forventninger og larm

Af Bjarke Brondbjerg. Kandidat i teologi fra Københavns Universitet, bachelor fra DBI

Jesus er på vej mod Jerusalem. Lige forud for dagens tekst har vi palmegrenene og æslet og dét der, og i vers 37 står der, at Jesus ”gik ned ad Oliebjerget” for at nærme sig Jerusalem.

Det kan man læse i forlængelse af Zakarias kap. 14, som indeholder en messiansk forventning om, at Oliebjerget ville være et udgangspunkt for messias’ fremkomst. Og netop sådan følte den store skare i dagens tekst, som fulgtes med Jesus. Tænk hvilket politisk potentiale der er i en person, som kunne helbrede sygdomme, og helt bogstaveligt skabe brød nok til en hel hær.

Ville Jesus nu drive romerne på porten og stadfæste det lovede fredsrige, sådan som de kunne læse om det i skrifterne?

Ikke helt som forventet

Men nej, for hvordan begynder dagens afsnit? ”Vidste du blot, hvad der tjener til din fred!”, siger Jesus om Jerusalem. Det rummer en stærk ironi, fordi Jerusalem kan oversættes ”grundlaget for fred” eller ”fredsgudens grundlag” (ifølge Lexham Bible Dictionary).

Og sandt er det, at Jesus er Gud, og at han vil grundlægge det ultimative fredsrige, men Jesus ved også, hvad der kommer først. Derfor har Jesus forud for dagens tekst irettesat disciplenes og skarens forventning med lignelsen om kongen, der gik væk, og efterlod tjenerne hhv. ti, fem og ét pund med kommentaren ”Arbejd med dem, indtil jeg kommer tilbage” (Luk 19,13).

Sandt var det, at han skulle blive kronet som konge, men dette var kun begyndelsen på prologen til en meget større historie. ”I’ll be back”, siger Jesus. Oliebjerget og Zakarias 14 må derfor vente lidt endnu, også selvom skaren faktisk ser profetien delvist opfyldt foran deres øjne.

I søndagens tekst græder Jesus over Jerusalem. Han vidste, at det jødiske folk i første omgang kom til at afvise Ham som deres Messias, og at byen ville blive ødelagt nogle årtier senere.

Freden fra Jerusalem

Og SÅ kommer han ind i Jerusalem! Lukas nævner ikke selve indgangen så direkte som Matthæus og Markus. I stedet står der ”så kom han ind på tempelpladsen” i vers 45. Herfra ville Jesus etablere en base for sin undervisning i Jerusalem – et midlertidigt ”grundlag for fred” – i dagene op til påsken. Senere læser vi, at Jesus hver aften gik tilbage til Oliebjerget for at sove, for tidligt næste morgen igen at undervise på tempelpladsen (se Luk. 21,37-38).

Men først skal der ryddes op, dog ikke sådan, som skarerne forventede, for romerne, ja, de forbliver i byen. I stedet går Jesus til angreb på hykleriet, hvilket i dette tilfælde kan kaldes ”den religiøse konsumerismes ånd”. Denne ånd skyggede for den sande tilbedelse og bøn på tempelpladsen, og Jesus måtte drive den ud, for at skabe plads til noget nyt.
Væk med ukrudtet. Bønnens stille ånd var blevet overdøvet af larm med alle de fysiske ting, man kunne købe sig til.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Egentligt synes jeg ikke vi bør føle, at vi skal undskylde Jesus for denne enkeltstående voldelighed. For selvom der er folk, der har fået teksten galt i halsen, så sker det en sjælden gang imellem, at retfærdig vrede er på sin plads.

I evangelierne ser vi således Jesus reagere udadtil på den måde én enkelt gang. På den måde deler Jesus en særlig allergi med den moderne vestlige religions-skepticisme: allergien overfor religiøs falskhed.

Hvad larmer hos os?

Derfor kan man også spørge: Hvad ville han drive ud i dag? Hvad larmer for stilheden foran Guds ansigt hos os? Er der indtryk, aktiviteter, eller ting, der helt bogstaveligt står i vejen for, at du kan blive stille for Gud?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Helt seriøst, hvilket tidspunkt, og hvilke fysiske rammer har du brug for, for at træde ind i stilheden for Gud? Og hvornår har du sidst virkelig været det? Jesus trak sig ofte tilbage for at være alene, og måske har vi brug for at genopdage betydningen og metoder til dette.

Og lidt mere til overvejelse: hvad er forholdet, i praksis, mellem ”den religiøse konsumerismes ånd”, og den ægte forandring, indefra og ud, som Jesus ellers taler så meget om? Og hvad er egentligt lettest, af de to?

Søndagens tekst: Luk. 19, 41-48

Jesus græder over Jerusalems vantro

41 Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



42 „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu.

43 Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider.

44 De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”

Den sidste tempeludrensning

45 Senere gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud.

46 Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’ men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’”

47 Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel.

48 Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.