Efterskolen var et ”waypoint”
Som en del af en navigationsmetode inden for luftfarten bruger man waypoints som markeringer under en rute. Way-points er med til at give piloten kurs for ruten og kan ændres efter omstændigheder, brændstofbeholdning og effektivitet.
Men hvad gør man, når man lever i et samfund, hvor det ikke er en selvfølge at sænke hastigheden, diskutere effekten af begrebet ”effektivitet” og lade sig benytte af waypoints i livet?
Med en opvækst i et samfund, som med tiden har udviklet sig til et præstationssamfund, lærer man ofte at finde værdi i det, der kan måles, vejes og sammenlignes. Jeg tror dog, livet er mere end progressionsgrafer, hvor ruten ikke altid bør eller kan være snorlige.
Der er en enorm vigtighed i at turde skabe plads til, at man kan lære at klare sig med hele sin person. Udover tysk grammatik handler livet også om evnen til at kunne sige tak og undskyld på de rigtige tidspunkter.
Waypoints er her ting, vi tager med både på godt og ondt. Det er oplevelser i vores liv, som præger os i en retning og kan bidrage til en kurs. Waypoints er noget, som lærer os om livet, vores tro og om os selv. Taget mine erfaringer i betragtning, så har Guds trofasthed varet ved gennem alle former for etaper.
Jeg gik selv på efterskole, og det er stadig noget, jeg kigger tilbage på seks år efter. Det var en tid, hvor jeg lærte at leve side om side med andre, som havde en anden opvækst end min egen. Det var en tid, hvor jeg kom tættere på vores Himmelske far. Det var en tid, hvor jeg blev udfordret, og hvor jeg bare nød at være et ungt menneske. Det var et waypoint, som gav meget mere end en eksamenskarakter.
Selvom vi som samfund er bevidste om præstationssamfundets problematik, føles det til tider som at blive ved med at cykle på et fladt dæk. Stresssymptomer sætter bl.a. ind, når skellet mellem virkeligheden og forventningerne bliver for stort.
Ud fra Sundhedsstyrelsens seneste undersøgelse ser vi, at andelen med højt stressniveau er målt til 25,1%, og det er mænd og kvinder i aldersgruppen 16-24 år, hvor målingerne er højest.
Jeg synes, Kierkegaard beskriver det godt, når han siger, at man skal skabe en tilværelse fremfor blot at overleve og følge efter. Han siger, at man skal tage ansvar for sig selv og lære, hvad man kan – og ikke kan.
