Elefanterne er vendt tilbage til Pers Paradis
Den norske læge Per Aarhaug voksede op i Afrika som barn af missionærer. Som voksen vendte han tilbage og genoprettede et paradis for vilde dyr og fugle. Blandt gæsterne er både rygsæksturister og Prins Henrik. Per Aarhaug har den fordel, at han er født i Afrika. Nogle af hans legekammerater var afrikanere, og han taler de lokale sprog og forstår kulturen. Som ældste søn af et norsk missionærpar fik han ofte lov at komme med sin far på jagt.
Dengang var der flere dyr:
– Min far supplerede familiens husholdning med en antilope-steg eller kød af et andet dyr, som der var rigeligt af, husker Per.
Hans forældre var missionærer i Meng ved Tibati-søen, og han gik i skole Ngaoundere i det nordlige højland i Cameroun.
Flere hundrede nordmænd har gennem årene været i Cameroun for at hjælpe befolkningen ved hjælp af kirkens mange aktiviteter. Tre hospitaler, mange skoler, et gymnasium, et landbrugs- og udviklingsarbejde – og en kirke på ca. 100.000 afrikanere – er nogle af resultaterne.
– Min far var diakon, men da man havde brug for en tandlæge, blev han omskolet. Far var formentlig den første tandlæge i hele det nordlige Cameroun, siger Per en aften, mens vi sidder ved bålet og spiser antilopekød og perlehøns. Cikaderne synger deres zit-zit-zit, og aberne skriger deres latter i træerne rundt om os. Det er ikke mærkeligt, at Per gerne vender tilbage hertil.
Campement des Eléphants står der på et træskilt ude ved asfaltvejen mellem Garoua og Ngaoundere. Når man har fulgt er grusvej ca. 25 km ind i skoven, når man frem til en traditionel landsby, og fire km senere dukker en lille samling stråtækte hytter og et par bygninger op.
Per Aarhaug er egentlig overlæge på Akershus Centralsygehus i Norge. Men halvdelen af året er han konge herude over 100.000 hektar med meget forskelligartet natur. Her er savanne, guinea-skov, bjerge, en stor sø og floder med mange fugle og fisk. Unesco udnævnte allerede i 1981 området til et økologisk bio-reservat.
– Området her er ikke nationalpark, for lidt jagt og fiskere er tilladt, men begge dele er strengt biologisk kontrolleret, fortæller den stilfærdige, høje nordmand.
Per Aarhaug var kendt af myndighederne for at arbejde med naturgenopretning i et andet område. Efter otte års arbejde sagde myndighederne tak for det – og omdannede det til nationalpark.
– Jeg har altid været glad for dyr, og jeg kunne se, at det gik skævt med dyrebestanden. Det er ikke let for en udlænding af få tilladelse til at drive safari i Afrika, men da en af mine barndomsvenner blev turistminister, blev jeg hans rådgiver og udførte konsulentarbejde for miljøværns-departementet og turistministeriet for at kortlægge områder, hvor dyrebestanden kunne genetableres. På den måde fik jeg mulighed for at genoprette dette område.
– Det er ikke nogen ulempe at kende folk her, bemærker Per med et skævt smil. Han har netop haft den lokale guvernør i Nord-provinsen på besøg, og direktøren for landets største bank er netop gået til ro sammen med sine venner fra Frankrig. Men kigger man gæstebogen igennem, så er der mange skandinaver – også unge rygsæksturister, der kigger indenfor for en nat eller to. Priserne er ikke højere end på et godt hotel hernede. Og det vil sige meget lavere end i Europa.
Til gengæld koster flybilletten herud godt 10.000 kr. Hvis man da ikke som nogle unge vovehalse vælger at køre ned gennem Sahara i en gammel bil.
Den kendteste gæst er Prins Henrik, der besøgte jagtvennen Henri Idesus i den gamle franske koloni for nogle år siden.
– Da han kom til lufthavnen i Ngaoundere, stod der en gruppe norske børn med flag og vinkede. Prinsen vinkede igen han troede naturligvis, at det var for ham. Men det var en missionær, der var kommet tilbage, som de var ude for at tage imod. Så Prinsen stod lidt betuttet tilbage, indtil han blev mødt af vennerne.
Bagefter blev han dog inviteret ud på den norske skole og fik forklaret misforståelsen, før han rejste videre nordpå for at gå på jagt i Per Aarhaugs campement.
– Folk i Europa har ofte svært ved at forstå, at vi også skyder dyr. Men bestanden skal jo plejes, og vi har en bestemt kvote, som vi må skyde. Det kan også være nødvendigt at skyde syge dyr eller bedøve dem for at operere dem, fortæller Per.
skægget profet
Blandt afrikanerne går der historier om den hvidskæggede mand, der fra 1992 gik fra landsby til landsby og profeterede, at elefanterne ville komme tilbage.
Han kunne endda fortælle de undrende beboere, hvoraf mange aldrig havde set en elefant, at elefanterne ville gå her og ikke dér hos naboen og det gjorde de tre år senere!
Per havde imidlertid ikke overnaturlige evner. Han kunne bare regne ud, hvilken sti elefanterne ville vælge ud fra de afgrøder, der var sået.
Nu er der tre store familier på i alt 300 elefanter og et afrikansk mylder af antiloper, flodheste, aber, leoparder. Alt sammen lige omkring den camp, som den norske læge har oprettet midt inde i skoven.
Hvad de lokale folk ikke helt forstår er, at elefanterne kom, fordi Per målrettet havde undersøgt, hvorfor elefanterne havde forladt området.
Han havde forflyttet de lokale landmænd fra kerneområdet til andre områder, så deres hirsehøst ikke skulle forstyrre elefanternes årlige vandringer.
I stedet blev der plantet majs, som elefanterne elsker. Han fik erstattet tobaksdyrkningen langs floderne med naturlige planter, som møjsommeligt blev sået. Kvægavlerne fik også andre græsningsområder, så deres kvæg ikke skulle æde elefanternes vegetation.
Vi sniger os
ind på dyrene
I Campement des Eléphants kommer man helt tæt på den afrikanske natur.
I modsætning til andre safari-turiststeder, hvor man kører rundt i junglen i en larmende jeep eller landrover, går man her stille ud i naturen, ligesom jægerne. Man sniger sig ind på dyrene, ikke for at skyde, men for at se dem og fotografere dem.
En tidlig morgen eller en sen eftermiddag tager Per og hans bevæbnede guider os med på en tur ned gennem flodlejet, hvor de viser spor efter vilde dyr i sandet.
– Det er er løvespor, viser Per.
Her er en familie af vortesvin løbet over
Her er en hjortegazelle
Og her ser du elefantspor det er en yngre hun og her er hannen.
– Hvordan ser du det?
– Hunnens spor er mere aflange. Du kan se, at den også er gået hurtigt.
Undervejs standser den lille gruppe op, og guiderne lytter. Så går vi i en anden retning. Lytter igen. Sidder lidt i skyggen ved flodlejet og damper sveden af eller køler fødderne i vandet. Lister så videre. Ind i guineaskoven, hvor vi følger næsehornets sti gennem krattet. Det er klogt at gå i lange bukser, for man får let rifter af grenene. Vi er i slutningen af tørtiden, så det støver også omkring os, og man glæder sig allerede til et koldt bad hjemme i hytten.
– Vi ser folk lidt an, før vi tager dem med, indrømmer Per.
– Hvis de er for højrøstede, kommer vi ikke helt tæt på dyrene. Elefanterne kan jo være livsfarlige, hvis de har unger eller hvis de bliver skræmt.
– Hvad med leoparder, vi kan høre brumme som en sav om natten i træerne ved campementet?
– Ja, vi har tre leoparder i nærheden, men de tager sig ikke af os. De glor bare på os og angriber i stedet geder og mindre dyr. Det er værre med løverne dem véd man aldrig, hvor man har. Vi har haft besøg af én, men den gik igen, fortæller Per.
Pludselig standser vi op, og Per hvisker: – Bøfler.
Mellem buskene ser vi flere vilde bøfler gå omkring og æde græs kun ca. 50 meter borte. Vi véd, at det er et sjældent syn, så vi bliver længe stående ubevægelige og iagttager de vilde dyr, som også kan være meget farlige, hvis de angriber. Stilfærdigt får vi lov at tage billeder, men oplevelsen af at være så tæt på kan ikke gengives på et billede.
grene knækkes…
Guiderne hører elefanterne knække grene i nærheden, og da vi nærmer os en lille flod, kan vi på den anden side se, at det støver op mellem de lave træer.
Elefanterne er lige derovre på den anden side. Mens vi står stille, opdager vi flere elefanter mellem træerne, en snabel stikker op her og der, og der kommer et par stor ører til syne. Det er imponerende at være så tæt på, og vi får besked på at gemme os bag buskene, så elefanterne ikke ser vore hvide ansigter.
Trætte vender vi hjem, mens solen hastigt synker over savannen i vest. I løbet af et kvarter er der mørkt, og generatoren startes for at give lys i den mørke jungle.
Bålene tændes, og røgen stiger op. Guds frie natur er vidunderlig.
Foto Anders Grønhøj
og Henri Nissen
