– Jeg tænkte ved mig selv, at det kommer altså ikke til at ske for mig

– Så hvordan i alverden går man fra at være den eneste person i ens klasse, som ikke bliver konfirmeret og kan gå ind for det, til lige pludselig at være virkelig glad for et kirkemiljø som Vineyard og være lovsangstrommeslager i det? Ja, hvor skal man dog starte henne, smiler Johannes Schwaab.

For det er stadig lidt nyt, det hele. Han er stadigvæk i begyndelsen af sin trosrejse, som han blev introduceret til gennem en god ven, som han boede på kollegie med.

– Jeg vidste godt, at han begik sig i kirkemiljøet, og at han troende. På et tidspunkt i februar 2019, der står de og mangler en trommeslager til at kunne hjælpe dem til en gudstjeneste. Og jeg sagde: ”Helt sikkert. Det vil jeg rigtig gerne!”
Vennen sender de sange, der skulle spilles i kirken, og det overraskede Johannes:

– Jeg lytter til dem og tænker med det samme: Vent, skal vi spille det her til en gudstjenste? Og det var min første introduktion til lovsang, en helt ny genre, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med. Meget anderledes end den musik, jeg normalt beskæftiger mig med.
For Johannes spiller også i et andet band sammen med nogle venner. Her spiller de progressiv metal…

– Jeg kommer meget fra en progressiv metalbaggrund, smiler Johannes.

– Så det har også været noget af en læringskurve for mig at finde ind i at lave trommer i lovsangsregi.

Blev meget rørt

Johannes blev kastet ind i bandet uden det store kendskab til kirken. Derfor var det også overraskende for ham, at man bad sammen, inden man gik på scenen for at spille:

– Det var SÅ nyt for mig. Noget jeg ikke havde gjort i lang tid. Bare det at lave en bøn var en spændende måde at spille musik på. Meget anderledes end hvad man ville gøre til en normal koncert.

Johannes lagde også mærke til det fællesskab, han oplevede i kirken, som noget særligt. Det var ikke som andre steder, eller som han forventede.

– Og jeg kan huske, at det var Flemming Mølhede (ledende præst i kirken red.), som holdt tale den søndag aften februar 2019, og det var så inspirerende for mig. Det her var rent faktisk en præst, der kunne skære igennem til sådan en som mig, der ikke er vokset op i en troende familie, og som har forkastet kristendommen igennem rigtig lang tid. Men det skulle så vise sig at være noget af et vendepunkt.

Johannes husker, at præsten var meget i øjenhøjde med ham. Han følte sig mødt:

– Jeg følte, at det var som om, at man sad i et rum med ham under fire øjne, og at han talte direkte til mig på trods af, at jeg var i en større sal, og der var mange mennesker.

– Den måde han fortolkede Bibelen på var meget anderledes end det, jeg kan huske for mange, mange år siden, hvor jeg sidst var i en folkekirke.
Men i denne frikirke var det anderledes:

– Han kunne virkelig drage nogle paraleller til det meget hverdagsagtige og dagligdags og lige pludselig trække det op i en større kontekst. Selvom jeg ikke helt specifikt kan sætte en finger på det, så kan jeg bare huske, at jeg var meget, meget rørt af det.

Johannes fortæller, at han er meget glad for at have fået en relation til kristendommen i slutningen af 20’erne.

– Hvad jeg mener med det er, at jeg nu er rigtig glad for at kunne være med til gudstjeneste – især i et kirkemiljø som Vineyard, som jeg har fået rigtig meget respekt for og er blevet rigtig, rigtig glad for.

At tale i tunger gennem trommerne

– I forhold til det her med at tilbede og bede for hinanden og bøn generelt, så har det været omvæltende for mig lige fra den dag kom ind af dørene, forklarer han.

– Det har virkelig været meget fremmed for mig. Men jeg synes også, at det har været virkelig, virkelig skønt. Der er noget smukt ved, at man beder sammen, inden at man begynder at øve. Det kunne vi måske godt lade os inspirere af i mit andet band, griner han.

– Men i forhold til at bede og prøve at overgive sig helt til Gud, så kan jeg mærke, at det kun sker, når jeg er i gang med at lave lovsang med de andre musikere, og vi skaber det her rum sammen, som andre folk kan træde ind i og føle, at de er i kontakt med Vorherre, forklarer han.

Man kan mærke i samtalen med Johannes, at han stadig reflekterer meget over, hvad der præcis sker, og måske endda, hvordan han skal forholde sig til denne nye verden, som han er blevet en del af.

– Der har bestemt været gange, hvor jeg har kunnet mærke, at der er sket noget med mig, mens man er derinde i ”buret”, siger han og henviser til den lydisolerende boks, som trommesættet står i.

Han forklarer, at det med at tale i tunger er noget, som han er blevet opmærksom på.

– Det føler jeg helt klart, at jeg gør, når jeg spiller derinde gennem mine bevægelser. De bestemte tryk, som jeg lægger her og dér. Og det er helt klart i de der øjeblikke, hvor jeg kan mærke, at jeg er i kontakt med mit spirituelle jeg. Og at der nogle gange er øjeblikke, hvor man glemmer alt, hvad der lige foregår rundt omkring én.

– Man kommer, som man er, men man går derfra med noget andet … det kan man helt klart mærke … den oplevelse man får der, er noget, som jeg ikke lige sådan kan sætte en finger på, men det er ikke som andre steder, siger han.

Egne oplevelser med Gud

Johannes er også begyndt at få oplevelser med Gud:

– Jeg kan godt generalisere det en smule, for det er sådan lidt en sceance af nogle reaktioner, der er sket hos mig til lovsang.

– Jeg kan huske den første gang, jeg var inde i Vineyard, og jeg så den måde, folk reagerede på og havde armene oppe i vejret og virkede som om, at de var et helt andet sted, end hvor de var.

– Jeg spurgte min ven Jonathan: ”Hvad er det, der sker dér, helt præcist?” ”Jamen, det er sådan, at nogle mennesker træder ind i et rum og føler, at de er hos Gud.” Og jeg kan bare huske, at jeg tænkte ved mig selv, at det kommer altså ikke til at ske for mig, griner Johannes.

– Men så lige pludselig … mens det er, at jeg er i gang med at spille og gøre det, som jeg nu gør til lovsang. Så lige pludselig hæver jeg også mine egne hænder op i luften på et tidspunkt, hvor der lige er et ’break’ og der ikke er nogen trommer, siger han og fortsætter:

– Og jeg kan bare mærke, at jeg føler mig helt fri … og glad. Og det er sket … jeg tror, at jeg kan tælle det på en hånd, men det er sket nogle gange. Og det er sådan nogle oplevelser, hvor jeg kunne mærke, at jeg har været i kontakt med en eller anden kraft … og det været virkelig, virkelig … virkelig noget af en ’game changer’, smiler Johannes.