Dokumentar afslører åndelig fattigdom i behandlersamfundet

Den danske dokumentar “Familier i sygdommens klør” er netop blevet vist på DR1. Den handler om tre børn, som alle har en livstruende sygdom. Børnene er så syge, at de har brug for pleje og hjælp døgnet rundt. Det er hårdt både for dem og for deres forældre og familien i det hele taget. Dokumentaren følger også forældrene til Oliver og hans bror i tiden efter, han er død, hvor de sørger over tabet.

Det er altid meget smertefuldt at se børn lide og dø. Ligesom det er smertefuldt at komme tæt på forældrenes sorg og smerte. De har ikke bare brug for støtte og omsorg fra omgivelserne, forklarer en psykolog, men også at deres pårørende kan rumme deres sorg og ikke bare fejer den væk med et par fraser om, at det nok skal gå altsammen.

Dokumentaren er netop et velment forsøg på at rumme sorgen og åbne op for et svært emne, som mange ikke ved, hvordan de skal tale om. Men faktisk gør dokumentaren den sørgelige virkelighed endnu mere tragisk, fordi den – utilsigtet – udstiller den enorme åndelige fattigdom, som er et direkte resultat af de sidste mange årtiers afkristning.

Hvad der bliver tydeligt i dokumentaren, er, at forældrene, der naturligvis føler sig magtesløse over for den sygdom, som tager deres barn fra dem, mangler håb. Selvom plejepersonale, psykologer og en hospitalsklovn hver gør deres bedste for at lette smerten på forskellige niveauer, så er det bare ikke nok. Mennesker har brug for noget mere og højere at støtte sig til i de situationer.

Programmet vidner om, at denne forbindelse til de højere magter er blevet væk i behandlersamfundet.

Til trods for de mange gode, praktiske hjælpeforanstaltinger og behandlingsformer, som velfærdssamfundet kan tilbyde, står forældrene hjælpeløse tilbage. Hvad de mangler, er en tro på, at trods sygdom og død, så er Gud barmhjertig. Og at intet kan adskille et menneske fra Guds kærlighed. Den tro kan ingen terapi eller behandling hamle op med.

I behandlersamfundet bliver døden i stedet for opfattet som en afslutning, en slags udslettelse og ikke ny begyndelse på et liv, der varer evigt. Fokus er på de sørgende forældre, psykologhjælp og sorggrupper i stedet for den afdødes sjæl.

Det er jo netop det, som Allehelgen, vi fejrer nu, handler om. På den måde er vi nemlig stadig i fællesskab med den, som er gået videre, og det giver et stort håb både for de afdøde og de efterladte.