Er djævelen en fiktiv eller virkelig figur?

Henrik Winther Nielsens nye bog går bag om Djævlen som figur, som vi kender den fra film og fiktion, men også fra bibelen.

I en lille håndbog fra Bibelselskabet giver han en god beskrivelse af, hvordan vi kender ”figuren” fra forskellige sider lige fra den morderiske og destruktive skikkelse, som søger at ødelægge menneske- og familieliv, og til den Satan, der i Bibelen forsøger at så spild mellem Gud og mennesker.

Bogens hovedbudskab bliver da også i tråd med forfatterens tolkning af Bibelens Djævel. Djævlens projekt er, fra skabelsen og til de apokalyptiske tekster, at skabe afstand og dermed ødelægge relationen mellem mennesket og Gud. Djævlen eller Satan, er i bund og grund ikke særligt interesseret i mennesket udover det faktum, at det er kronen på Guds skaberværk og dermed et oplagt sted at sætte ind for at fravriste Gud sin position, som Djævlen selv ønsker sig.

Men forfatteren går længere endnu, i det han mener, at den nye pagt helt fjerner Djævlen fra ligningen. Han kan ikke længere komme imellem Gud og mennesker, fordi Jesus indtager begge roller i pagtslutningen, og der dermed intet kræves af mennesket. Det medfører samtidigt, at han klandrer Luther for at være tvetydig, fordi Luther skulle have kastet sit blækhus efter Djævlen.

Hvis pagten hviler på Kristi stedfortrædende død på korset, er der ikke længere nogen grund til Djævle-figuren, for der er intet, der kan bringe os tættere på eller længere væk fra frelsen, hævder forfatteren.

Der er nogle gode pointer at hente i bogen. Blandt andet en advarsel imod et overdrevet individfokus, som kan få os til at overdrive vores betydning, som mennesker. Samtidig beskriver forfatteren, på overbevisende vis, hvordan Djævlens optræden skærper og tydeliggør Jesu mission på jorden. Og hvordan at fristelserne, som Jesus møder, er et udtryk for en anden gudsopfattelse, end den Jesus var drevet af.

Når det er sagt, mener jeg forfatteren negligerer andre vigtige bibelske sandheder. Romerbrevets kapitel 10 og vers 9 siger: ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, for Skriften siger:

»Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.« Trosbekendelse og i det hele taget den enkeltes ansvar over for frelseren tømmes for betydning. Det svarer meget dårligt til de nytestamentlige breves opmærksomhed på, at mennesker kunne falde for fristelser og vende troen ryggen.

Jeg er fuldt bevidst om, at der er mange teologer, der vil erklære sig enige i denne holdning, men må fastholde, at troens eneste fordring er modtagelse eller tilslutning, men det er til gengæld også et valg, som den enkelte må træffe. Noget andet er, at den Djævel, som forfatteren beskæftiger sig med, er en figur. Det er med andre ord en fiktion, funktion eller rolle som er digtet for at fremstille Gud og Jesus tydeligere.

Men dermed bliver det onde til en abstraktion. Det er et begreb og ikke en person. Ikke en falden engel, som har sat sin vilje ind på at bekæmpe Gud og hans skabning. Tænkes dette til ende, er Satan et udtryk for en indre kamp hos Gud, hvorigennem Gud forandres fra den majestætiske himmelske (og dermed fraværende) Gud, til den medlidende, menneskelige og svage gud, der til gengæld er sandt menneske.

Der er mange tillokkende elementer i dette Gudsbillede, hvor alle er omfattet af den nye pagt uanset tilslutning, og hvor ondskaben i verden slet og ret er synd. Men hvad betyder det så, når vi siger: ”Vi forsager Djævlen …”, og hvis han nu er en virkelighed, og ikke blot en fiktion? Det gør vel i praksis en forskel, skulle jeg mene.

Henrik Winther Nielsen:
Djævelen
128 sider. 119,95 kr.