Når døendes lidelser forvandles til liv
Når vi hører om folk, der er syge og døende, eller vores nærmeste bliver det, så er vores reaktion ofte: ”Bare det må gå hurtigt!”
Jo før døden indtræffer desto bedre, for så ophører lidelsen. Når vi gerne vil have, at døende er fuldt smertedækkede – også selvom det betyder, at de forsvinder i en døs – er det naturligvis for at lindre deres smerter, men mange gange er det også fordi, vi simpelthen ikke selv kan holde ud at se på den, som lider. Vi lever i en tid, hvor vi er meget dårlige til at håndtere lidelse. Vi opfatter den som meningsløs og uværdig for den, som rammes. Men sådan behøver det ikke at være. Faktisk kan lidelse forvandles til liv, hvis den overgives til Kristi lidelse.
Det fik jeg bevis på, da jeg for nylig fik det store privilegium at våge ved en ældre katolsk præsts dødsleje i flere dage i træk. Han havde været syg i mange måneder og var sengeliggende i mange uger, før det kom dertil, hvor han ikke længere kunne føre en samtale, men kun lige havde kræfter til at hviske “jeg tørster” ligesom Kristus sagde, da han hang på korset i sin sidste time.
Præsten lå hjemme i sin egen dagligstue. Da jeg trådte ind i rummet, mærkede jeg straks en intens fred, ja nærmest salig stemning. Normalt ville enhver med den sygdom, som havde lagt ham ned, være plaget af stærke smerter. Plejepersonalet fortalte mig, at han havde takket nej til smertestillende behandling gennem hele forløbet. Alligevel han lå helt rolig, fredfyldt og uden at skære en eneste grimasse. Det var en stor gåde dem.
En sygeplejerske sagde til mig, at hun ikke kunne finde ud af, om han bare havde en meget høj smertetærskel, eller om han havde valgt at tage smerten på sig. Der gik det op for mig, at den fantastiske fred, som strømmende fra sygesengen og ind i hjerterne på os alle sammen, kom fra, at den syge præst havde valgt at gå ind i et lidelsesfællesskab med Kristus.
Som jeg forklarede sygeplejersken, så ligger det i katolsk spiritualitet, at man kan vælge at gå korsvejen sammen Kristus. Man forener sine egne lidelser med hans. I det møde opstår der en meget stærk kærlighed. Det var den, vi alle kunne mærke i rummet. Og på den måde er lidelsen aldrig meningsløs. “Tak, nu begynder alle brikkerne at falde på plads”, sagde sygeplejersken.
Alle vi, som på skift vågede ved præstens dødsleje, følte os meget privilegeret over at få lov til at erfare denne stærke kærlighed i en situation, hvor de fleste vil mene, at alt håb er ude, og det gælder om at få det overstået. Selvom det i princippet var os, der plejede ham, så var det faktisk mest ham, som gennem Kristus tog sig af os.
Ved af ofre sin lidelse til Kristi på korset, tage sit eget kors på sig, så gav han liv til os, og selv gik han ind til den evige lykke med Gud. Det var en kæmpe velsignelse at være vidne til, at Guds kærlighed er langt stærkere end døden. Måtte flere danskere få den oplevelse ved dødslejer og begynde at tale om den og dele den med andre.
