Charlotte Rørth bryder tabuet om tro og spirituelle oplevelser

Da journalist, forfatter og foredragsholder Charlotte Rørth mødte Jesus, blev hendes liv forvandlet. Hun skrev en bog om mødet og flere bøger efterfølgende. Men hun stødte på et tabu.

”Det er ikke en offerhistorie,” siger Charlotte Rørth. ”Men det var enormt svært at rumme fra det ene sekund til næste, at Jesus var til.” ”Jeg har aldrig været åndeligt søgende,” fortæller Charlotte Rørth. ”Som mange andre danskere betegnede jeg mig vel som kulturkristen.”

Derfor var hun helt uforberedt, da hun begyndte at få oplevelser med Gud.

De første oplevelser

Første gang, hun oplevede noget usædvanligt, var hun i 2008 på et job i Spanien som journalist. ”Jeg fik en forudsigelse fra en ældre kvinde. Hun siger til mig, at jeg er udvalgt.” Men som Charlotte Rørth siger:

”Der er ikke noget sted inde i mit hoved, hvor det, hun siger, kan komme ind. Det rammer ikke noget i mig.” Næste dag går hun ind i kirken i Úbeda.

”Jeg kommer ind sammen med en gruppe, og en guide fortæller. Da han er færdig, så er jeg blevet lam – jeg kan simpelthen ikke bevæge mig. Men det føles trygt. Jeg er glad, tilpas og fyldt med kærlighed. Samtidig ved jeg, at jeg må nok have fået en hjerneblødning. Først da guiden kommer hen og tager fat i mig, kan jeg igen bevæge mig.”

Faldt om i skoven

Men lidt senere hjemme i Danmark falder hun om på en morgengåtur i skoven. ”Pludselig kommer der en lysstråle og rammer mig. Jeg falder om på marken og besvimer.” Hun reflekterer lidt.

”Da jeg vågner, ved jeg, det er Guds lys, der har ramt mig. Jeg véd, at Gud er til. Og det går op for mig, at Gud også ved, at jeg er til. Jeg ved nu, at jeg er elsket. Mentalt kunne jeg overhovedet ikke følge med,” forklarer hun. Derfor sagde Charlotte Rørth i begyndelsen ikke noget til nogen om oplevelserne.

Mødet med Jesus

Efter nogle uger skete der dog noget igen. Hun fik drømme om en stemme, der kaldte på hende inde fra det sakristi i byen Úbeda i Spanien, hvor hun havde oplevet at være lam. Og hun rejste dertil igen.

Tro – og oplevelser – kan vi ikke kontrollere,
men vi kan bestemme, hvordan vi taler om dem.
Og det skal vi gøre med stor omsorg for den anden.

”Jeg går over i Sakristiet og sætter mig ned,” fortæller Charlotte Rørth. ”Jeg lukker øjnene og møder en mand. Jeg har aldrig set ham før, men jeg genkender ham. Han står i et landskab – på en grusvej – han er ikke gennemsigtig, han er virkelig. Hans blik gav mig samme følelse som den dag i skoven. Det blik er som hele Det Nye Testamente kogt ned. Han sagde: ’Velkommen. Godt at se dig.’”

Hun følte punktummet tydeligt, fortæller hun: ”Punktummet rummede også hele Det Nye Testamente. Vi kan hverken gøre fra eller til – det er bare godt, at vi er til.” Disse oplevelser forandrede Charlotte Rørth fra kulturkristen til troende, eller som hun selv betegner det: ”Jeg blev ikke omvendt, jeg blev udvidet.”

Bryde tabu, for at hjælpe andre

”Oplevelserne blegner ikke. De lever i mig på en hel anden måde, end noget andet gør.” Da hun kom hjem, fortalte hun først sin familie, hvad der var sket. De lyttede og tog sig af hende og har lige siden støttet hende. Det samme har den protestantiske præst, hun ringede til kort efter og ligeledes den katolske præst i Spanien.

Hun talte kun med få, men fik mange flere spirituelle oplevelser de kommende måneder. Et år efter mødte hun atter Jesus i Úbeda. “Jeg stoler på dig”, sagde han til hende under det meget korte møde, som hun i lighed med det første ikke havde bedt om. Hans ord fik hende til at indse, at hun måtte se på, hvad hun kunne gøre af godt med mødet.

Hun var og er journalist og besluttede sig for at skrive for at hjælpe andre og for at fortælle om det smukke, der var hændt hende. Sideløbende med sit job skrev hun sin bogen, der blev til hendes debut, “Jeg mødte Jesus”, som udkom 2015.

”Ingen ville udgive den,” siger hun. ”Den kirkelige verden syntes ikke, det var vigtigt at tale om.” Men som hun siger: ”50% af os har haft spirituelle oplevelser. Der er mange lag og former for oplevelser. Men der er nogle fællestræk. En følelse af kærlighed, uanset hvor man har besluttet, at oplevelsen kommer fra.

Når det er så almindeligt, og vi ikke taler om det, så er det jo et tabu. Det er meget provokerende at være udsat for noget, vi ikke har styr på. Nogle bliver nysgerrige, andre skubber det væk. Men man skal have hjælp til at tale om det.”

Bogen høstede stor opmærksomhed

Til sidst fik hun bogen udgivet på dagbladet Informations forlag. Det udløste et væld af opmærksomhed fra både danske og udenlandske medier. Nogle var skeptiske, men som hun siger: ”Stort set alle har behandlet mig med respekt. Ganske få har været barske.”

Bogen og hendes fremtræden var i høj grad med til at nedbryde tabuet, fortæller hun.
”Den første bog har i høj grad brudt tabuet. Nu er det mere almindeligt at stå frem med sine oplevelser.” ”Men,” siger Charlotte Rørth: ”Det er ikke mit kald at gøre folk troende. Jeg skal bruge min stemme til at hjælpe andre, som har haft de her oplevelser. De skal tage deres oplevelser seriøst. Derfor skal vi tale om det. Vi, der ikke ved præcist, hvad det er, har også lov til at tale om det spirituelle.”

Lever med sin tro

I dag er det blevet meget nemmere for Charlotte Rørth at tale om sin tro. ”Jeg er blevet meget mere mig. Jeg er uforfærdet og frimodig. Det betyder ikke noget for mig, hvad andre synes.” Charlotte Rørth kommer i en folkekirke.

”Jeg har valgt folkekirken, fordi den er bred og favnende. Det passer mig godt, fordi jeg selv er kommet udefra, uden at kunne kulturen og alle salmer udenad. Folkekirken kunne rumme mig.” Hendes mål med sine bøger, podcasts, foredrag og mere er netop at nedbryde tabuet og genetablere ytringsfriheden.

”Lad os tale om det,” siger hun. ”Mange er ikke vant til at tale om tro eller om deres oplevelser, men det betyder meget for dem. Derfor skal vi tale om det med nænsomhed og varsomhed, selv om vi måske selv har en anden tro, ikke har haft oplevelser eller er ikke-troende. Tro – og oplevelser – kan vi ikke kontrollere, men vi kan bestemme, hvordan vi taler om dem. Og det skal vi gøre med stor omsorg for den anden.”

”Ingen ville udgive bogen.
Den kirkelige verden syntes ikke,
det var vigtigt at tale om.”

Oplevelser er ikke den eneste vej til Gud

“Kristendommen hjælper mig at leve med oplevelserne. Jesus selv viser os, at vi ikke skal blive hængende i dem, men gå ned fra bjerget og arbejde i stedet for, som Peter ønskede det, at bygge hytter og blive siddende i lyset. Vi skal ud i virkeligheden og være noget for hinanden.

Det, jeg som journalist kan gøre, er at skrive og tale, så andre får mod til at være ærlige og tale om deres oplevelser og tro. Andre kan gøre noget andet,” siger Charlotte Rørth og opfordrer til, at vi anerkender, at der er mange veje ind i troen.

“Nogle får oplevelser, andre ikke. Vi må stole på, at Gud ved, hvad han gør. Det kan ikke være meningen, at vi skal rende efter oplevelserne. De rammer nogle mennesker, hvilket betyder, at Gud eksisterer. Det behøver vi ikke alle sammen få bevis for.
Oplevelserne er ikke en belønning, som et 12-tal. Så lille er Gud ikke. Vores veje er vidt forskellige. Noget ligger i Guds hænder, det har vi ikke styr på. Nogle gange handler det helt banalt om at hvile i Guds hænder og stole på, at Gud findes.”