’Kvinder i Netværk’ vil se unge træde ud i deres kald
Kvindekonferencen ’Bold & Beautiful’ for kvinder i alle aldre har bl.a. fokus på unge og deres kald. Deltagerne opfordres til at invitere eventuelle døtre med til en mor-datter weekend.
Den første weekend i november er der kvindekonference i Kolding med teamet ’Bold and Beautiful’. Det er den tværkirkelige bevægelse ’Kvinder i Netværk’ som er arrangør, og denne gang er der særlig fokus på den unge generation.
Selv om konferencen som altid er for kvinder i alle aldre, har Kvinder i Netværk et ønske om at se især unge træde ud i Guds kald for deres liv. Undervisningen varetages af et team med også helt unge talere, og så sættes der tid af til bøn og fællesskab på tværs af alder. Mødre opfordres til at tage døtre, fra 14 år og op, med.
Talere i tjeneste
To af de helt unge undervisere er Anne Kjær Poulsen og Silvia Kærlet Kauczki. Anne og Silvia tager i fællesskab snakken op om homoseksualitet, identitet og livet med Gud. Anne er 23 år og læser en bachelor i teologi på Mariager Højskole. Hun beskriver sig selv som et energisk og glad menneske midt i alle Guds processer. På konferencen vil hun dele sin historie om homoseksualitet.
Silvia har en bachelor i teologi fra Mariager Højskole og studerer til sexolog. Hun har tidligere taget emnet seksualitet op på kvindekonferencen.
”For nogle er snakken om seksualitet spændende og længe ventet, for andre volder den stor smerte og skam. Uanset stadiet i livet og med alle oplevelser og erfaringer, der måtte høre med, tror vi, at Gud ønsker at vise os, hvem Han er! Også i noget så komplekst og fantastisk som vores seksualitet,” siger Silvia om emnet.
Fra Tyskland kommer amerikanske Ashley Lane, som underviste teenagerne på YWAMs familielejr tidligere i år. Hun brænder for, at mennesker skal møde Jesus personligt og forstå deres identitet og den frihed, der er tilgængelig for dem, som tror. Fra Texas kommer Amy Lee Kemp, der flere gange har været i Danmark og undervist og bedt for syge.
Mange har oplevet mirakuløse helbredelser på hendes møder. Derudover deler Kathrine Larsen, Linda Gadsbøll og Maria Bentsen deres vandringer omkring temaet tilgivelse. De bringer forskellige perspektiver og livsvandringer, som deltagerne kan spejle sig i, og derigennem få nyt håb og en fremtid i frihed.
Workshops
På lørdagens to sektioner med workshops vil flere andre kvinder dele ud af deres erfaringer og byde ind med forskellige workshops – også kreative. Her kan deltagerne opleve og erfare mere omkring identitet og den frihed, Gud har skabt os til at leve i og meget mere, lyder det fra arrangørerne.
Konferencen foregår 4. – 6. november i Apostolsk Kirkes nye bygning Samværket på Lykkegårdsvej i Kolding. Der vil være mulighed for oversættelse til engelsk. Pris inkl. forplejning er 500 kr. og 225 kr. for studerende og unge under 25 år. Overnatning kan tilkøbes. For mere information og tilmelding, se kvinderinetvaerk.dk