Janna knytter bånd mellem giver og modtager

Janna Rabjerg Barrit

Janna Rabjerg Barrit er ansat som ny fundraising- og projektmedarbejder i BDM.

Janna Rabjerg Barrit er ansat som ny fundraising- og projektmedarbejder i Brødremenighedens Danske Mission (BDM). Stillingen spænder vidt, for hun skal både samle penge ind i Danmark og besøge projekter i bl.a. Østafrika. Netop derfor kan hun knytte bånd mellem giver og modtager. Og det glæder hun sig til:

– Jeg ser frem til at møde og opbygge gode relationer til BDM’s medlemmer i Danmark og samarbejdspartnere ude i verden. Jeg glæder mig til at tage del i et fællesskab, der rækker ud og forvandler menneskers liv, siger hun. Glæden er gensidig:

– Vi er rigtigt glade for at få Janna med på holdet. Med hendes kompetencer og samarbejdsevner vil BDMs arbejde med fundraising i Danmark og projekter i Afrika være i trygge hænder og styrkes i de kommende år, udtaler BDM’s generalsekretær, Arngeir Langås.

Janna Rabjerg Barrit har en bachelor i antropologi og en kandidat i Human Security, Miljø- og Konfliktanalyse fra Aarhus Universitet. Under uddannelsen var hun i praktik som projektassistent i International Aid Services, hvor hun bagefter fortsatte i en studenterstilling som koordinator for optimering af organisationen.

Erfaringerne regner hun med at bruge i BDM, hvor hun bl.a. skal bidrage til udviklingen af projektafdelingen:

– Jeg forventer at kunne omsætte mange af mine kompetencer fra universitet til praksis. I starten vil jeg bruge tid på at tage ved lære af den erfaring, der er i BDM. Samtidig så glæder jeg mig også til at komme med nye indspark og præge BDM’s fremtidige projektarbejde, siger hun.

Janna Rabjerg Barrit bor i Aarhus, hvor hun er tilknyttet frikirken CityKirken. Hun tiltræder stillingen som fundraising- og projektmedarbejder hos BDM i Christiansfeld den 5. december.


Artiklen fortsætter efter annoncen: