Hvorfor mistede jeg min boblende glæde?

”Generelt har vi alle både en herligheds- og et lidelseskald, og de to kald har Gud tilpasset helt unikt til hver af os. Livsmaleriet indeholder også de mørke farver, ellers ville billedet mangle dybde.”

Kære Poul Henning

Af natur er jeg glad. Og dertil har jeg i mange år levet i, at “glæden i Herren er min styrke”(Neh.8:10b) For nogle år siden hørte jeg en stemme sige: Nu tager jeg min glæde fra dig. Stemmen var så virkelig; jeg ved præcis, hvor i stuen jeg stod, da den lød. På vej igennem stuen mærkede jeg en tung sky omslutte mig.

De næste måneder var glæden VÆK! Senere kom den gradvist tilbage og er nu i mig i en ny og dybere vision. Jeg savner stadig den boblende glæde, jeg havde, men er ved at vænne mig til den nye udgave af glæde. Samtidig er jeg blevet udfordret på mange personlige områder bl.a. i forhold til mit selvværd. Hvad tror du, der skete? Tror du, at jeg kan bede Gud om ny glæde?

Kærlig hilsen
fra “den halvglade”

 

Kære ven

Tak for dit alvorlige skriv. Jeg har ikke mødt det scenarie og spørgsmål før. Normalt vil vi have fokus på det vigtige i det, du allerede har tilegnet dig, nemlig at glæden i Herren er din styrke. Du har jo netop ikke har haft din primære glæde i omstændighederne, velsignelserne og alt det, der lykkes. Vi har efterfølgende talt sammen, om jeg dog kunne blive lidt klogere.

Guds ord styrer

Guds ord vil naturligvis altid trumfe enhver stemme eller profetisk hilsen, ethvert englebesøg, enhver oplevelse og tolkninger heraf. Alt må underlægge sig og samstemmes med Guds ord, som aldrig skal forgå. Min første overvejelse går derfor på, om det var Guds stemme, din egen stemme eller djævelens stemme. Du er en seriøs kristen. Jeg kan forstå, at du ikke er kendt for at tage fejl af dine sanseindtryk.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Djævelens stemme kan vi udelukke, for du hører ordene, nu tager jeg “min glæde” fra dig. Da den onde ikke kender til Guds glæde, er det ikke den ondes stemme. Kunne det være din egen stemme? Modargumentet herfor er, at du indenfor et minut oplevede, at det rent faktisk blev din nye virkelighed. En tung sky ramte dig i stuen, og glæden forsvandt.

Ubalance

En anden overvejelse er ubalance. Menneskesindet har svært ved balance og mange fortællinger og nuancer. Din fortælling har i mange år været – “glæde i Herren er min styrke”. Det er skønt, at det er skriften, der er i din fortælling og ikke traumatiske oplevelser. Andre fortællinger i menneskesindet med skriftord kan være:

“Alt er muligt for den, der tror”, “Herren er mit banner og min læge”, “Søg først Guds rige…”, “I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer…”, “Der er ingen fordømmelse for den…”, “Det er fuldbragt”…. Blot for at fortælle, at Guds ord er uendeligt rigt, og ubalance kan opstå ved overfokus på ét skriftsted. Alt kan over- og underbetones. Som bekendt er “Summen af dine ord er sandhed”(Sal. 119, v. 160a)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En depression?

Kunne det være en depression? I psykiatrien beskrives fænomener i den retning med pludselige forandringer fx “jeg oplevede, at mørket i mit sind forsvandt en særlig morgen, akkurat som man ruller et gardin op, og solen igen skinner og lyser.” Vi har talt det emne igennem, jeg er afklaret i, at du ikke fik en depression på det tidspunkt.

Guds stemme og lidelse

Hvis vi så antager, at det var Guds stemme, må vi spørge os selv, hvorfor skulle Gud gøre det. Det er svært at finde et lignende eksempel i bibelen. Vi kan fx møde sætningen – “Gud tier i sin kærlighed” eller “et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage.” Paulus fik en torn i kødet, som han tre gange forsøgte at bede sig fri af, men Gud svarede, at Hans nåde var ham nok. Hvad tornen var, er der skrevet bøger om.

Generelt har vi alle både et herligheds- og et lidelseskald, og de to kald har Gud tilpasset helt unikt til hver af os. Livsmaleriet indeholder også de mørke farver, ellers ville billedet mangle dybde. Vanskelige omstændigheder er slemt, men det er indre mørke sandelig også. Vi lider også for legemet skyld, det er et overset emne, som dog er tydeligt i Paulus’ liv og undervisning.

Jeg tænker, at du her ved Guds nåde har givet dit bidrag til os andre, vi kan let komme til at leve for overfladisk og bliver humørspillere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Særlig tjenesteudfordring

Det var en hjælp for mig at høre, at du et år senere var i en tjenesteudfordring af en helt anden kaliber, end det man normalt udsættes for. Du ville formentlig være knækket, hvis du kun havde et niveau af den lyse, lettere, lidt overfladiske og glade følelse af “Herren er min glæde”.
Jeg tænker, at Gud i sin nåde advarede dig et minut før, det skete. Gud har efterfølgende brugt året til at lade ordet glæde betyde noget mere og dybere for dig end glade følelser. Gud har også givet dig flere nuancer i sindet ud fra Guds ord og et rigere bønneliv.

Hvad rummer ordet glæde?

Glæde er relativ og svær at definere. Glæden er en slags lystfølelse, der er fremkaldt af belønningsstoffer i hjernen. Glæde er jo boblende og dejlige følelser, men glæde er så meget mere. Glæde er også en åndens frugt og værdi, en dyb indre udrustning, et håb, samfund og tillid til Herren. Man kunne spørge os andre! Har vi kun tillid til glæden i Herren, eller har vi også tillid til Herren, selvom følelserne er dæmpet ned?

Gud Herren er mere end glæde, men har glæde. Gud Herren er mere end velsignelser, men har velsignelser. Gud Herren er ordet, der er så mangfoldigt. “Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”(Joh.17, v. 3)
Guds mål er, at vi skal kende hele Ham og ikke blot en side af Ham med fokus på glade følelser. Gud er primært i forvandlings- og frugtbranchen.

Skriftsteder

Lad os se på tre skriftsteder: “I skal øse vand med glæde af frelsens kilder”(Es.12, v. 3) “Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan blive fuldkommen”(Joh.16, v. 24) “Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde kan blive fuldkommen.” (Joh.15, v. 11)

Det er en aktiv handling at øse vand med glæde af frelsens kilder. Der er flere kilder, og de to næste skriftsteder påpeger her bøn og Guds ord (“sådan har jeg talt til jer”) Vi kan således øse lidt eller meget. Vi kan bede lidt eller meget. Vi kan tilegne os Guds ord lidt eller meget. Generelt kommer vi let til at øse lidt, hvis livet er let og lyst.

“Frelsens kilder” – frelse er et stort ord. Gud er min frelser, min læge, mit banner, min forsørger, mit skjold, mit tilflugtsted og borg….Alle Guds løfter har fået deres ja i Kristus. Hvert løfte må nuanceret bundfælde sig i vores indre menneske.

Dybere liv i Gud

”Du har været tro i at øse og øse mere end før, midt i de manglende glade følelser. Du er et forbillede, for hvem kan ikke være med, når klavet spiller og lovsangen og humøret er højt. Helt anderledes ser det ud, når Gud leder os ud i ørkenen.”

Det dybeste niveau af indre styrke kommer ikke, når vi blot oplever ordet glæde som en følelse, selvom den følelse er glæden i Herren. Jeg tænker, at Gud har givet dig et særligt lidelseskald i en bestemt periode, hvor han har tilladt dette svære, for at føre dig ind i en dybere intimitet med Herren og ikke blot Herrens glæde.

Du har været tro i at øse og øse mere end før midt i de manglende glade følelser. Du er et forbillede, for hvem kan ikke være med, når klavet spiller og lovsangen og humøret er højt. Helt anderledes ser det ud, når Gud leder os ud i ørkenen. Gud er med, men det er goldt, trist og koldt.

Fremtiden

Abraham Lincoln sagde: “Eksemplet er ikke det vigtigste, det er det eneste.” Jeg takker Gud for dit skriv og eksempel. Du må tale med dybde, stor vægt og visdom. Du skal ikke længes tilbage til dengang med herlige følelser, for at kende Herren dybere og mere nuanceret er større end herlige følelser.

Du skal ikke se dig selv som “den halvglade”. Din nye fortælling i dit sind er dybde, modenhed, indre styrke, stor balance i Skriften og den fuldkomne glæde fra Herren. Dit fornyede og erfarne sind er ikke præget af mindreværd, men af Kristusidentitet. Sig Gud tak for det.

Kærlig hilsen
Poul Henning