Hvordan skal vi forstå begrebet ’gudsfrygt’?

Mange mennesker har svært ved at elske en Gud, som vi også skal frygte – mens andre har svært ved at frygte en Gud, der udstråler så meget kærlighed, at det ifølge 1 Joh. 4,8 ligefrem er hans identitet.

Ordsprogenes Bog 12,13 lærer os, at vi skal frygte Gud og holde hans bud, mens Jesus i Joh. 14,15 siger ”Hvis I elsker mig, vil I holde mine bud”. Også her har vi tilsyneladende to modstridende udsagn. Jo mere vi læser om kærlighed og frygt i Bibelen, jo sværere bliver det at forstå sammenhængen. Faktisk er emnet så komplekst, at mange kristne går rundt om det som katten om den varme grød.

Men hvis man vil spise en elefant, skal det gøres bid for bid. Og den bedste måde at nå frem til en konklusion er at begynde med begyndelsen. Hvis vi skal forstå, hvordan en Gud, som er kærlighed, også skal frygtes, og hvordan vi frygter en Gud, som er den inkarnerede kærlighed, må vi først se på betydningen af begreberne kærlighed og frygt.

Vi foretrækker kærlighed

Begrebet ’kærlighed’ er det letteste at forstå og naturligvis også det, der appellerer mest til os. Bemærk, at selv om kærlighed kaldes et navneord, har det ingen mening uden en tilknyttet handling. I virkeligheden er kærlighed et handlingsord, selv om det ikke er et udsagnsord. (På engelsk er ”love” både et navneord og et udsagnsord; derimod må vi på dansk bruge navneordet ”kærlighed”, mens det tilsvarende udsagnsord hedder ”at elske”).

For at man kan se kærlighed, må den udtrykkes gennem ord eller handlinger. Når du elsker en anden, vil du udtrykke din kærlighed gennem ord eller handlinger. De fleste mennesker forventer, at disse handlinger altid er positive, og at de skaber en god følelse. Men det er ikke altid hele sandheden.

Barsk kærlighed

Forestil dig, at jeg har en nabo, som jeg elsker meget højt. Midt om natten ser jeg, at hendes hus er omspændt af flammer. Hvis jeg ikke advarer min nabo, som jeg elsker, vil hun indebrænde. Vil jeg så stå roligt ud af sengen, tage overtøjet på og lave en buket fra min have, før jeg stille og roligt slentrer over til hendes hoveddør, ringer på og afventer, at hun åbner døren?

Eller vil jeg springe op og løbe ud, så hurtigt jeg kan uden overtøj, hamre og banke på hendes dør og skrige som en vanvittig, indtil hun skrækslagen springer ud af sengen og løber ud af sit brændende hus i sidste øjeblik, så vi begge kan drage et lettelsens suk? Hvilken af disse handlemåder kan bedst betegnes som kærlig? Naturligvis den sidste! Var min handlemåde ikke for barsk og ubarmhjertig til at blive kaldt kærlig? Naturligvis ikke! For her ser vi på hensigten.

Ganske vist var handlingerne og ordene barske og ubehagelige, men hvad så? Hensigten var at vise kærlighed, og det reddede et menneskeliv. Ordene og handlingerne skabte i første omgang ubehag og frygt, men hensigten viste, at disse ord og handlinger var helt acceptable i situationen.

Gud kalder os ud af det brændende hus

Gud er kærlighed. Kærlighed er motivet bag alle hans ord og handlinger. Kærlighed var det, der motiverede ham til at tage vor plads under den umenneskeligt brutale død på korset. Kærlighed er også det, der motiverer ham til at give os det svære valg om at adlyde ham, selv når hele verden vælger at gøre det modsatte. Gud ved, at ulydighed mod hans vilje er som at være i et brændende hus. Han ved, at hvis vi ikke reagerer på hans ”vanvittige” råb, vil vi miste livet inde i det brændende hus.

Vi vil helt sikkert misforstå ham, hvis vi bare fokuserer på de barske og ubehagelige ord og handlinger uden at se hans hjerte bag disse ord. Husk det, næste gang du læser verset: ”Lydighed er bedre end slagtofre” (1 Sam. 15,22).

Frygt er ikke fobi

For det andet skal vi forstå begrebet ’frygt’ rigtigt. Problemet er, at det, som i danske bibler oversættes ”frygt” eller ”gudsfrygt”, kommer fra to forskellige ord for frygt på hebraisk og græsk. Det græske ord for frygt er phobia, som vi kender fra ordene ”fobi” og ”frygt”. Dette ord har negative konnotationer, og det præger vores opfattelse af begrebet ’gudsfrygt’.

Vi har nemlig traditionelt opfattet ordet ”fobi” som synonymt med den frygt for Gud, som Bibelen taler om. Men sådan forholder det sig slet ikke.
Vi skal derimod finde den rette forståelse ved at se på det hebraiske ord for frygt, nemlig yirah. Dette ord har flere betydninger, nemlig: ærefrygt, respekt, ærbødighed og tilbedelse. Men ordet kan også oversættes som ’frygt’, og det er her, misforståelsen kommer ind, hvis vi altså ikke graver et spadestik dybere for at få en bedre forståelse af det vigtige begreb ’gudsfrygt’.

Oldnordisk rædsel

Oversættelsen af yirah har også en dobbelt betydning på de skandinaviske sprog. Det engelske ord ‘Awe’ (’ærefrygt’) kommer fra et oldnordisk (norrønt) ord, som på engelsk oversættes ”terror” og ”dread”. På oldislansk hedder det agi, på oldsvensk aghi og på olddansk aughæ.
Det kan måske forklare, hvorfor ’gudsfrygt’ eller ’Herrens frygt’ især i de nordiske lande opfattes som noget negativt.

Tilbedelse og ærefrygt

Yirah beskrives som den følelse af ærefrygt, vi kan opleve i mødet med noget eller nogen, som er helt overvældende. Det kan indebære en form for frygt, men på en god måde, fordi oplevelsen er så stærk. For eksempel kan man føle yirah, når man oplever en smuk solopgang over en bjergside – eller man kan forestille sig en gallamiddag med dronningen, hvor hun trykker ens hånd!

Det var det, Moses følte, da han stod foran den brændende busk i 2 Mosebog 3, fordi han forstod, at han befandt sig lige foran Den levende Gud. Bibelen oplyser, at han gemte sit ansigt på grund af frygt, men det var ikke en negativ frygt. Det var derimod yirah, følelsen af ærefrygt over at være nær Gud.

Hvordan kan vi vide det? Fordi frygten ikke drev Moses bort fra Guds nærhed. Faktisk havde han en lang samtale med Gud, hvor han stillede Ham adskillige spørgsmål og fik den mest overvældende opgave, et menneske nogensinde har fået: han skulle redde Guds folk ud fra undertrykkelsen under den tids mest magtfulde hersker – bare ved hjælp af staven i sin hånd og med den ærefrygtindgydende Guds ord i munden.

Hermed håber jeg, at begrebet ’gudsfrygt’ begynder at give mere mening. Men lad os også se på et andet ord, som kan hjælpe os med forståelsen af, hvad det er at ”frygte Gud” i bibelsk forstand. Udsagnsordet ”at tilbede” betyder at bukke eller bøje sig ned. Det beskriver en fysisk handling, der viser respekt eller underkastelse overfor en anden, som er meget større eller vigtigere end mig, en person, som skaber ærefrygt i mig.

I 1 Mosebog 18,2 bøjer Abraham sig til jorden ifølge den traditionelle måde at hilse på, da han så tre mænd. Først senere forstod han, at de var engle. Men Abraham tilbad dem ikke – jf. 2 Mosebog 20,3, hvor Gud giver sit folk et klart forbud mod at tilbede andre end Ham.

Vi ønsker at tjene Gud

Når vi læser ordet ”tilbede” i Bibelen, må vi altid opfatte det som en beskrivelse af, at man ”bøjer sig for” eller underordner sig og tjener. Det er, som om man siger: ”Her er jeg, brug mig, som du vil”. Men hvis yirah betyder tilbedelse, og det indebærer ”at bøje sig ned”, kan vi konkludere, at ægte gudsfrygt er, at jeg underordner mig under Guds vilje. Jeg bøjer min vilje ind under Hans, fordi mit hjerte er fyldt af tilbedelse, som kommer fra kærlighed til Ham.

Et menneske, som føler ægte kærlighed for en anden, frygter at gøre noget, som kunne skade den elskede eller skabe distance i forholdet til ham eller hende. Sådan er det med gudsfrygt. Frygt eller ærefrygt for Herren betyder, at vi elsker Gud så højt, at vi ønsker at gøre det, der glæder ham, og vi frygter selve tanken om på nogen måde at skade vores relation med ham.

Resultatet er ubetinget lydighed, og det er den sande form for tilbedelse. Og er det ikke netop dette, han fortjener? Han, som er den inkarnerede kærlighed, som elsker os og viste sin kærlighed ved at dø på korset for at føre os ind i relationen med sig selv. Han, som er så ærefrygtindgydende i sin storhed, og som alligevel bøjer sig ned til jorden for at udøse sin kærlighed over os og tage imod os i sin nærhed?

Jo, det er netop sådan, det er. Han fortjener, at vi frygter ham med yirah, så vi kan tjene ham med kærlighed. Isaac Watts beskriver tilbedelse med ordene: “Love so amazing, so divine, demands my soul, my life, my all.” (En kærlighed så forunderlig, så guddommelig, gør krav på min sjæl, mit liv, mit alt”).

Om kærligheden skriver Johannes, den ”mest elskede” af apostlene: ”Guds fuldkomne kærlighed driver frygten ud.” (1 Joh. 4,18).
Tilbedelse, forstået som den totale underlæggelse af min vilje under Guds, er derfor det ultimative udtryk for gudsfrygt.