Astrid modtager DKS’ Omsorgspris

Dansk Kristelig Sygeplejeforening fik hele 60 nomineringer til Omsorgsprisen 2023.

– Det er en gave at få lov til at stå med de små mennesker. Jeg føler mig privilegeret over at være med til at få det overvældede blik i forældrenes øjne til at forsvinde og se dem knytte sig til deres børn, fortæller Astrid Jespersen, der i første omgang modtog en buket fra sin afdeling på Regionshospitalet Gødstrup.

Den 64-årige Astrid Jespersen, sygeplejerske på Afsnit for Syge Nyfødte og Tidligt Fødte på Regionshospitalet Gødstrup, modtager årets Omsorgspris fra DKS.

Prisen gives til en person i sundhedsplejen, som udmærker sig både mht. faglighed, medmenneskelighed og nærvær. På baggrund af en skriftlig indstilling fra Astrid Jespersens chefsygeplejerske, Hanne-Lise Lorentzen, vurderede Omsorgspriskomiteen, at Astrid til fulde lever op til værdigheden som vinder:
Fagligt beskrives Astrid som ”en særdeles kompetent sygeplejerske”, og ”en vidensbank for nye medarbejdere”.

Ser de små og forældrene

Ud over det faglige udmærker Astrid Jepsersen sig også ved sin omsorg for både små og store.

”Hun er altid fuldstændigt dedikeret til arbejdet med ”hendes” små for tidligt fødte børn og deres forældre. Familierne er ikke i tvivl om, at hun gerne går en ekstra mil med dem, hun er kontaktperson for,” skriver Hanne-Lise Lorentzen.

Konklusionen er derfor, at Astrid Jespersen gør langt mere, end der kræves. Hun finder tid til omsorg, værdighed og medmenneskelighed for sine sårbare familier midt i en presset hverdag. Derfor har DKS valgt Astrid som vinder af Omsorgsprisen 2023.

30 år på neonatalafdeling

DKS har lavet et telefoninterview med Astrid, der selv har fire børn og ni børnebørn sammen med Jens Jørgen, som hun har været gift med i 42 år.
Astrid voksede op som barn af en hjemmearbejdende mor og en mejeribestyrer i Hegnsvig. Hun blev uddannet fra Sygeplejeskolen i Herning i 1986 og har desuden taget en ammekonsulentuddannelse fra Kompetencecenter for amning, IBCLC.

De seneste 30 år har Astrid arbejdet på neonatalafdelingen (Afsnit for Syge Nyfødte og Tidligt Fødte). Nu har hun fået en seniorordning, som gør, at hun er fritaget for nattevagter. ”Jeg kan ikke forestille mig at arbejde noget andet sted,” fastslår hun.

– Min indstilling til sygepleje handler om, at jeg som medmenneske med min faglige viden møder et andet menneske. At kunne se ind bag fordommene.
Jeg er ikke meget til de store, faglige formuleringer. Er lidt ked af kassetænkningen i samfundet. Behovet kan være helt andre ting end den kasse, socialrådgiveren sidder med. Jeg kan ikke redde hele verden. Men når jeg står overfor et menneske, har jeg ansvaret for det menneske i forhold til hans/hendes behov for vejledning omkring barn/familie, indtil en anden tager over, eller han/hun kan selv. Mit menneskesyn er, at vi alle sammen er født med samme værdi. Ingen er mere værd end andre. Derfor skal vi ikke drage hurtige konklusioner om familierne, og vi skal passe på måden, vi taler om dem på i personalerummet, siger Astrid.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Menneskesynet

Hvor har du det menneskesyn fra?

– Ja, det kommer fra min baggrund som kristen. Men også som et demokratisk menneske. Jeg er vokset op i et hjem med en samfundsmæssig interesse. Alle er lige meget værd og skal have lige muligheder. Jeg kan selvfølgelig også være tungsindig. Men grundlæggende er jeg en optimist, der tror på muligheder og løsninger. Jeg kan stadig få en klump i halsen, når et for tidligt født barn for første gang får ved sin mors bryst. Når jeg ser, at mor og barn bonder. Når jeg ser, hvordan forældrene forandrer sig, så prestige ikke længere fylder så meget og noget blødt vokser frem. Når det ikke længere rører mig, skal jeg nok stoppe.

Astrid følte sig ydmyg, da hun hørte, at hun skulle modtage Omsorgsprisen: ”Jeg kunne pege på de første 50 kolleger, som har fortjent prisen. Men i løbet af nogle dage tog jeg det til mig. Nu bobler det i maven af taknemlighed”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvad betyder det for dig at have vundet prisen?

– Anerkendelse. Det er ikke så tosset, når man har min alder! Det betyder, at hele ens arbejdsliv ikke en misforståelse. Det har betydet noget, at man har været her. Det minder mig også om, hvor vigtigt det er, at man selv anerkender andre, slutter Astrid, inden hun må tilbage til sit elskede arbejde.

Prisen består af 2000. kr., en buket, en glasstatuette, et diplom og et års gratis medlemskab af DKS. Da Astrid Jespersen var forhindret i at deltage i DKS’ temadag om Omsorg på Diakonhøjskolen i Aarhus, vil komiteen i stedet besøge Astrid Jespersens afdeling den 21. marts og overrække hende prisen der.